Jobs 34
1 Og Elihu tok atter til orde og sa:
Og Elihu tok til ords og sagde:
2 Hør mine ord, I vise, og lån mig øre, I forstandige!
«Vismenner, høyr på ordi mine! Kunnige folk, lyd no på meg!
3 Øret prøver jo ord, likesom ganen smaker mat.
For ordi prøver ein med øyro, som ein med gomen maten smakar.
4 La oss velge det som er rett; la oss sammen søke å finne ut hvad der er godt!
So lat oss no det rette velja og saman finna ut det gode!
5 Job har jo sagt: Jeg er rettferdig, og Gud har tatt min rett fra mig;
For Job hev sagt: «Eg skuldfri er; min rett hev Gud ifrå meg teke;
6 tross min rett skal jeg være en løgner; en drepende pil har rammet mig, enda der ingen brøde er hos mig.
tråss i min rett, stend eg som ljugar, uskuldig fekk eg ulivssår.»
7 Hvem er en mann som Job, han som drikker bespottelse som vann
Finst det vel nokon mann som Job? som gløyper hædings ord som vatn,
8 og gir sig i lag med dem som gjør ondt, og søker omgang med ugudelige menn?
som held med illgjerdsmenner lag, hev umgang med gudlause folk?
9 For han har sagt: En mann har intet gagn av at han holder vennskap med Gud.
For han hev sagt: «Kva gagnar det ein mann å vera ven med Gud?»
10 Derfor, I forstandige, hør på mig! Det være langt fra Gud å gjøre noget syndig og fra den Allmektige å være urettferdig!
Difor, de menn med vit, høyr meg! D’er langt frå Gud å vera gudlaus, frå Allvalds-Gud å gjera urett.
11 Han lønner mennesket efter dets gjerninger og gjengjelder mannen efter hans ferd.
Han løner mannen for hans gjerd, fer med han etter all hans ferd.
12 Ja sannelig, Gud gjør ikke noget syndig, og den Allmektige forvender ikke retten.
Nei, urettferdig er’kje Gud, og Allvald krenkjer ikkje retten.
13 Hvem har overgitt jorden til hans varetekt, og hvem har overlatt hele jorderike til ham?
Kven let vel honom styra jordi? Og kven hev grunna jordheims-kringen?
14 Dersom han bare vilde tenke på sig selv og dra sin Ånd og sin ånde til sig igjen,
Um han på seg åleine tenkte og drog sin ande til seg att,
15 da skulde alt kjød opgi ånden på én gang, og mennesket bli til støv igjen.
då gjekk alt livande til grunns, og menneskja vart atter mold.
16 Men gi nu akt og hør på dette, lytt nøye til mine ord!
Um du er klok, so høyr på dette, og lyd på ljoden av mitt ord!
17 Kan vel en som hater retten, være hersker? Eller tør du fordømme den Rettferdige, den Mektige?
Kann ein som hatar retten, styra? Fordømer du den allrettvise?
18 Sier vel nogen til en konge: Din niding, eller til en fyrste: Du ugudelige?
Kann ein til kongen segja: «Niding!» Og til dei megtige: «Du brotsmann?»
19 Gud tar jo ikke parti for fyrster og akter ikke en rik høiere enn en fattig? De er jo alle hans henders verk.
Til han som ei gjer skil på fyrstar, og ikkje vyrder rik mot fatig. Av di hans hand hev skapt deim alle?
20 I et øieblikk dør de, midt om natten; folket raver og forgår, og den mektige rykkes bort, ikke ved menneskehånd.
Dei andast brått og midt um natti, eit folk avjagast og kverv burt, stormenn forgjengst i hjelpeløysa.
21 For hans øine vokter på hver manns veier, og han ser alle hans skritt;
Hans augo ser til mannsens ferd, han skodar kvart eit stig han tek;
22 det finnes intet mørke og ingen dødsskygge hvor de som gjør ondt kan skjule sig;
det finst’kje skugge eller myrker der illgjerdsmenn kann løyna seg.
23 Gud har ikke nødig å gi lenge akt på en mann før han må møte for Guds dom.
Han tarv’kje lenge sjå på mannen fyrr han lyt møta Gud til doms.
24 Han knuser de mektige uten å granske deres sak og setter så andre i deres sted.
Han utan forhøyr storfolk krasar og andre set i deira stad.
25 Ja, han kjenner deres gjerninger, og han slår dem ned om natten så de går til grunne.
Han kjennar heile deira verk og gjev um natti deim til tyning.
26 Han tukter dem som ugjerningsmenn, på et sted hvor alle kan se det;
Han tuktar deim som illgjerdsmenner, ein stad der alle kann det sjå,
27 for derfor vek de bort fra ham og aktet ikke på nogen av hans veier,
dei som hev vike burt frå han og ikkje hev hans vegar fylgt -
28 forat de skulde la de fattiges skrik komme for ham, forat han skulde høre de undertryktes rop.
so han kann høyra armods klaga og jammerskrik frå undertrykte.
29 Lar han være å skride inn, hvem tør da fordømme ham? Skjuler han sitt åsyn, hvem får da se ham? Både med et folk og med et enkelt menneske gjør han jo således,
Fær han det stilt, kven vil fordøma? Løyner han seg - kven kann då sjå han? - for folkemugen og for mannen,
30 forat et gudløst menneske ikke skal herske, forat det ikke skal være snarer for folket.
so ikkje gudlaus mann skal råda og vera snaror yver folket.
31 For har vel et slikt menneske nogensinne sagt til Gud: Jeg har vært overmodig, jeg vil herefter ikke gjøre det som ondt er;
For segjer ein vel so til Gud: «Ovmodigt hev eg bore meg; eg vil ikkje lenger vera vond.
32 det jeg ikke ser, det må du lære mig; har jeg gjort urett, så vil jeg ikke gjøre det mere?
Vis du meg det eg ikkje ser! hev eg gjort synd, vil eg snu um?»
33 Skulde han vel gjengjelde efter ditt tykke? Du har jo klandret ham. Så må du velge og ikke jeg, og hvad du vet, får du si.
Skal han då straffa som du tykkjer? D’er du som er den misnøgde; so lyt du velja, ikkje eg; og du fær segja det du veit.
34 Forstandige menn vil si til mig, ja hver vismann som hører på mig:
Dei kloke folk vil segja til meg, og kvar ein vismann som meg høyrer:
35 Job taler uten skjønnsomhet, og hans ord er ikke forstandige.
«Job talar ikkje med forstand hans ord er utan ettertanke.»
36 Gid Job måtte bli prøvd uavlatelig, fordi han har svart på onde menneskers vis!
Gjev Job må allstødt verta prøvd for sine svar på nidings vis!
37 For til sin synd legger han brøde; her iblandt oss klapper han i hendene og bruker mange ord om Gud.
For han legg brotsverk til si synd og ber seg vyrdlaust millom oss, og talar mange ord mot Gud.»
