Jobs 32
1 De tre menn svarte ikke Job mere, fordi han var rettferdig i sine egne øine.
Da lode disse tre Mænd af at svare Job, efterdi han var retfærdig i sine egne Øjne.
2 Da optendtes Elihus vrede - han stammet fra Bus og var sønn av Barak'el, av Rams ætt. Mot Job optendtes hans vrede, fordi han holdt sig selv for å være rettferdig for Gud,
Men Vreden optændtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdig over for Gud.
3 og mot hans tre venner optendtes hans vrede, fordi de ikke fant noget svar og allikevel dømte Job skyldig.
Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.
4 Elihu hadde ventet med å tale til Job, fordi de andre var eldre av år enn han.
Men Elihu havde biet efter, at Job skulde ende sine Ord; thi hine vare ældre af Aar end han.
5 Da nu Elihu så at det ikke var noget svar i de tre menns munn, da optendtes hans vrede.
Der Elihu saa, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.
6 Så tok da Elihu, sønn av Barak'el, busitten, til orde og sa: Jeg er ung av år, og I er gråhårede; derfor holdt jeg mig tilbake og torde ikke uttale for eder hvad jeg vet.
Saa svarede Elihu, Busiten, Barakels Søn, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere bedagede Mænd; derfor undsaa jeg mig og frygtede for at kundgøre eder min Kundskab.
7 Jeg tenkte: La alderen tale og de mange år forkynne visdom!
Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgøre Visdom!
8 Dog, det er menneskets ånd og den Allmektiges åndepust som gjør forstandig.
Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almægtiges Aande, som gør ham forstandig.
9 De gamle er ikke alltid vise, ikke alltid forstår oldinger hvad rett er.
De alderstegne ere ikke altid vise, ej heller forstaa de gamle altid Retten.
10 Derfor sier jeg: Hør nu på mig! Også jeg vil uttale hvad jeg vet.
Derfor siger jeg: Hør paa mig; ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
11 Jeg ventet på eders ord, jeg lyttet efter forstandig tale fra eder, mens I grundet på hvad I skulde si.
Se, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte mine Øren til eders forstandige Tale, indtil I kunde faa udgrundet, hvad I vilde tale.
12 Jeg gav akt på eder; men det var ingen av eder som gjendrev Job, ingen som svarte på hans ord.
Og jeg har agtet nøje paa eder, men se, der var ingen af eder, som gendrev Job, og som kunde svare paa hans Tale,
13 Si ikke: Vi har funnet visdom hos ham; bare Gud kan få bukt med ham, ikke noget menneske!
at I ikke skulde sige: Vi have fundet Visdom; Gud, men ikke et Menneske, kan fælde ham.
14 Han har jo ikke rettet sin tale mot mig, og med eders ord vil jeg ikke svare ham.
Men imod mig har han ikke stillet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke give ham Svar.
15 De er forferdet og svarer ikke mere; ordene er blitt borte for dem.
De ere blevne forskrækkede, de kunne ikke svare mere, borte ere Ordene for dem.
16 Skal jeg vente, fordi de ikke taler, fordi de står der og ikke svarer mere?
Og jeg biede, thi de talte ikke; ja, de stode der, de svarede ikke mere.
17 Også jeg vil nu svare for min del; også jeg vil uttale hvad jeg vet.
Nu vil jeg ogsaa svare for min Del, ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
18 For jeg er full av ord; ånden i mitt indre driver mig.
Thi jeg er fuld af Taler; Aanden i mit Indre trænger paa.
19 Mitt indre er som innestengt vin; som nyfylte skinnsekker vil det revne.
Se, mit Indre er som Vin, for hvilken der ikke er aabnet, det maa sprænges som nye Læderflasker.
20 Jeg vil tale, så jeg kan få luft; jeg vil åpne mine leber og svare.
Jeg maa tale, at jeg kan faa Luft, jeg maa oplade mine Læber og svare.
21 Jeg vil ikke ta parti for nogen, og jeg vil ikke smigre for noget menneske;
Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske;
22 for jeg forstår ikke å smigre; ellers kunde min skaper lett rykke mig bort.
thi jeg forstaar ikke at smigre; lettelig vilde min Skaber rive mig bort.
