Jobs 31
1 En pakt hadde jeg gjort med mine øine, at jeg ikke skulde se på en jomfru.
Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;
2 Hvad lodd vilde jeg ellers få av Gud i himmelen, eller hvad arv av den Allmektige i det høie?
hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
3 Rammer ikke fordervelse den urettferdige, og ulykke dem som gjør det onde?
Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?
4 Ser ikke han mine veier, og teller han ikke alle mine skritt?
Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
5 Dersom jeg har faret frem med falskhet, og min fot har hastet til svik
Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —
6 - la Gud veie mig på rettferds vektskål, og han skal se at jeg er uten skyld -
paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —
7 dersom mine skritt har bøid av fra veien, og mitt hjerte har fulgt mine øine, og dersom der er nogen flekk på mine hender,
er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
8 gid da en annen må ete det jeg har sådd, og gid det jeg har plantet, må rykkes op med rot!
da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
9 Dersom mitt hjerte har latt sig dåre for en kvinnes skyld, og jeg har luret ved min næstes dør,
Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
10 gid da min hustru må male korn for en annen, og andre menn bøie sig over henne!
saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
11 For slikt er en skjenselsdåd, det er en misgjerning, hjemfalt til dom;
Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,
12 det er en ild som fortærer like til avgrunnen; alt mitt gods skulde den gjøre ende på.
ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
13 Har jeg krenket min træls og min trælkvinnes rett, når de hadde nogen trette med mig?
Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,
14 Hvad skulde jeg da gjøre om Gud stod op, og hvad skulde jeg svare ham om han gransket saken?
hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?
15 Har ikke han som skapte mig i mors liv, skapt også dem, og har ikke en og den samme dannet oss i mors liv?
Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
16 Har jeg nektet fattigfolk det de ønsket, og latt enkens øine tæres bort?
Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
17 Har jeg ett mitt brød alene, så den farløse ikke fikk ete av det?
var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —
18 Nei, fra min ungdom av vokste han op hos mig som hos en far, og fra min mors liv av førte jeg henne ved hånden.
nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
19 Har jeg kunnet se en ulykkelig uten klær eller en fattig uten et plagg å ha på sig?
Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —
20 Måtte ikke hans lender velsigne mig, fordi han fikk varme sig med ull av mine får?
visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.
21 Har jeg løftet min hånd mot den farløse, fordi jeg var viss på å få medhold i retten?
Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,
22 Gid da min skulder må falle fra sitt ledd, og min arm bli brutt løs fra sin skål!
saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!
23 For Guds straff fylte mig med redsel, og mot hans velde maktet jeg intet.
Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!
24 Har jeg satt mitt håp til gullet og sagt til gullklumpen: Du er min tillit?
Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
25 Har jeg gledet mig fordi min rikdom blev stor, og fordi min hånd vant mig meget gods?
var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,
26 Når jeg så sollyset, hvorledes det strålte, og månen, hvor herlig den skred frem,
saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,
27 blev da mitt hjerte dåret i lønndom, så jeg sendte dem håndkyss?
og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —
28 Nei, også det vilde være en misgjerning, hjemfalt til dom; for da hadde jeg fornektet Gud i det høie.
ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
29 Har jeg gledet mig ved min fiendes uferd og jublet når ulykken rammet ham?
Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —
30 Nei, jeg tillot ikke min munn å synde ved å forbanne ham og ønske ham døden.
nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.
31 Må ikke mine husfolk vidne at enhver fikk mette sig ved mitt bord?
Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —
32 Aldri måtte en fremmed ligge utenfor mitt hus om natten; jeg åpnet mine dører for den veifarende.
nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.
33 Har jeg, som mennesker pleier, skjult mine synder og dulgt min misgjerning i min barm,
Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet
34 fordi jeg fryktet den store mengde og var redd for de fornemme slekters forakt, så jeg tidde stille og ikke gikk ut av min dør?
af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —
35 Å, om jeg hadde nogen som vilde høre på mig! Se, her er min underskrift, la den Allmektige svare mig! Å, om jeg hadde det skrift min motpart har satt op!
Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
36 Sannelig, jeg skulde ta det på min skulder, jeg skulde feste det til mitt hode som en krone;
Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
37 jeg skulde gjøre ham regnskap for alle mine skritt, som en fyrste skulde jeg møte ham.
svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
38 Dersom min aker skriker over mig, og alle dens furer gråter,
Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,
39 dersom jeg har fortæret dens grøde uten betaling og utslukket dens eiers liv,
har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
40 gid det da må vokse torner på min aker istedenfor hvete og ugress istedenfor bygg! Her ender Jobs ord.
saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
