Jobs 30
1 Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.
Toda sedaj me imajo tisti, ki so mlajši od mene, v posmeh, katerih očete bi preziral, da jih postavim s psi svojega tropa.
2 Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?
Da, kako naj mi moč njihovih rok koristi, zrelost je odšla od njih?
3 De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;
Zaradi potrebe in lakote so bili osamljeni. Bežijo v divjino, v prejšnjem času zapuščeno in opustošeno.
4 de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.
Ki sekajo egiptovsko špinačo pri grmih in brinove korenine so njihova hrana.
5 Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.
Pregnani so bili izmed ljudi (za njimi so vpili kakor za tatom),
6 I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.
da prebivajo v pečinah dolin, v zemeljskih votlinah in v skalah.
7 Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,
Med grmovjem so rigali, pod koprivami so bili zbrani skupaj.
8 barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.
Bili so otroci bedakov, da, otroci nizkotnih mož, bili so zlobnejši kakor zemlja.
9 Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.
Sedaj sem njihova pesem, da, jaz sem njihova tarča posmeha.
10 De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;
Prezirajo me, bežijo daleč od mene in ne prizanašajo mi pljunka v moj obraz.
11 for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.
Ker je odvezal mojo vrvico in me prizadel, so tudi oni popustili uzdo pred menoj.
12 Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.
Na moji desni roki vstaja mladina. Moja stopala odrivajo in zoper mene so dvignili poti svojega uničenja.
13 De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.
Škodujejo moji stezi, postavili so mojo katastrofo, nobenega pomočnika nimajo.
14 Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.
Prišli so nadme kakor [skozi] široko vrzel vodá. V opustošenju so se zgrnili nadme.
15 Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.
Strahote so se zgrnile nadme. Mojo dušo zasledujejo kakor veter in moja blaginja mineva kakor oblak.
16 Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.
Sedaj je moja duša izlita nadme, polastili so se me dnevi stiske.
17 Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.
Moje kosti so prebodene v meni v nočnem obdobju in moje kite nimajo počitka.
18 Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.
Z veliko silo moje bolezni je moja obleka spremenjena; naokoli me veže kakor ovratnik mojega plašča.
19 Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.
Vrgel me je v blato in postal sem podoben prahu in pepelu.
20 Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.
Kličem k tebi, ti pa me ne slišiš. Vstanem, ti pa se ne oziraš name.
21 Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.
Do mene si postal krut; s svojo močno roko se nastrojuješ zoper mene.
22 Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;
Vzdiguješ me k vetru, povzročaš mi, da jaham na njem in raztapljaš moje imetje.
23 for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.
Kajti vem, da me boš privedel k smrti in k hiši, določeni za vse živeče.
24 Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?
Vendar svoje roke ne bo iztegnil h grobu, čeprav v svojem uničenju kričijo.
25 Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?
Mar nisem jokal zaradi tistega, ki je bil v stiski? Mar ni moja duša žalovala za ubogim?
26 For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.
Ko sem gledal za dobrim, potem je prišlo k meni zlo. Ko pa sem pričakoval svetlobo, je prišla tema.
27 Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.
Moja notranjost vre in ne počiva. Dnevi stiske so me ovirali.
28 Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.
Odšel sem žalujoč brez sonca. Vstal sem in klical v skupnosti.
29 Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.
Brat sem zmajem in družabnik sovam.
30 Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.
Moja koža na meni je črna in moje kosti gorijo zaradi vročine.
31 Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.
Tudi moja harfa je obrnjena v žalovanje in moja piščal v glas tistih, ki jokajo.
