Jobs 30

1 Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

Fe itsikihan-jaiko henaneo, ie tsy ho nimeiko hindrezan-droae’ iareo o amboan’ añondrikoo.

2 Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

Eka! hataoko ino’ ty herin-taña’ iareo? Ie fa modo ty hagañ’oza’ iareo?

3 De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

Miheahea naho poie’e vaho saliko iereo, draote’ iereo ty tane kànkañe ie nimontoñe naho tanan-taolo te omale.

4 de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

Tsindrohe’ iereo ty aña-mafaitse miharo vahon-tsoy, fihina’iareo ty vahan-jañapoly.

5 Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

Sinoik’ an-drolongo’e iareo, nikoraheñe hoe t’ie malaso.

6 I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

Aa le mimoneñe am-bavatane mampangebahebak’ ao iereo, an-dakatom-bato naho an-kadahan-tane ao.

7 Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

Mikoaike boak’an-drongoñe ao, mihimpok’ añ’antak’ ao.

8 barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

Anan-dagola, anake po-tahinañe, nasiotsiotse amy taney.

9 Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

Bekobekoe’ iareo iraho henaneo toe fandrabioña’ iareo.

10 De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

Heje’ iereo vintañe, ihankaña’ iareo, tsy apo’ iareo ty mandrora an-tareheko.

11 for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

Amy te navotso’e ty tàlem-pale’e le nitrofahe’e iraho, vaho ahifi’ iereo laboridy te miatrek’ ahy.

12 Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

Mitroatse an-kavanako eo o tora’eo; fehefehè’ iereo o tombokoo vaho atroa’ iareo amako ty satam- pandrotsaha’ iareo.

13 De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

Trobotroboe’ iereo o lalakoo, indrà’ iareo amako o feh’ ohatseo, ndra t’ie tsy amam-pañolotse.

14 Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

Mizilike hoe mb’an-jeba’e mitañataña ao iareo; Iboroboñafa’ iareo i rinotsakey le mikidiadia’ mb’etoy.

15 Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

Natolik’ amako o fampirevendreveñañeo; heañe’ iereo hoe tioke ty asiko; fa nihelañe añe hoe rahoñe ty fandrombahako.

16 Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

Ie henaneo, fa nadoañe amako ato ty fiaiko; fa mifelek’ ahy o ­andro nanotriañe ahikoo.

17 Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

Tsipohe’e haleñe o taolakoo, vaho tsy mitofa ty fikotekotehañe ahy.

18 Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

Mampiroñaroña o sikikoo i fañindra’e mafey vaho vihine’e iraho manahake i kolen’ akanjokoy.

19 Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

Fa navokovoko’e am-potak’ ao iraho, le ninjare hoe lavenoke naho deboke.

20 Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

Mikaik’ imba ama’o raho fe tsy toiñe’o; miongake fe angarefa’o.

21 Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

Toe mpampisoañe ahy irehe: an-kaozaram-pità’o ty isareraha’o.

22 Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

Ampionjone’o mb’amy tiokey mb’eo, naho ampiningira’o, fe atrana’o amy tio-beiy.

23 for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

Apotako t’ie hasese’o mb’an-kavetrahañe mb’eo, mb’añ’anjombam-pifañaoña’ ze kila veloñe.

24 Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

Aa tsy hañity ty fità’e hao ty am-botrim-piantoañe eo? tsy hikoik’ imba hao t’ie mizò hekoheko?

25 Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

Tsy nitañiako hao ty nian-kòheke? Tsy nampihontoke ty troko hao o rarakeo?

26 For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

Izaho nitama hasoa, pok’eo ty raty; ie nandiñe hazavàñe nihohohe’ ty ieñe.

27 Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

Mikokèntrekokèntreñe ty añovako ao le tsy mitofa; atreatrén-tsan-kasotriañe.

28 Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

Mijarabajaraba añ’ ieñe ao tsy amam-panjirik’ andro, miongak’ am-pivory naho mikaik’ imba.

29 Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

Fa rahalahim-panaloke iraho, rañe’ o voron-tsatrañeo.

30 Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

Mikò-mainte amako ty holiko, mitsovovoke o taolakoo ami’ty hasilo’e.

31 Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.

Aa le mivali-ko feon-kontoke ty marovaniko, naho feom-pandala ty soliko