Jobs 30

1 Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

“Naye kaakano bansekerera; abantu abansinga obuto, bakitaabwe be nnandibadde nteeka wamu n’embwa ezikuuma endiga zange.

2 Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

Amaanyi g’emikono gyabwe gaali gangasa ki? Abantu abaali baweddemu amaanyi ag’obuvubuka bwabwe,

3 De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

abakoozimbye abaali mu bwetaavu era abayala, bameketa ettaka ekkalu mu nsi enjereere mu budde obw’ekiro.

4 de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

Banoga ebiragala ebiwoomerera ng’omunnyo mu bisaka, enkolokolo ez’omwoloola y’emmere yaabwe.

5 Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

Baagobebwa bave mu bantu bannaabwe, ne babaleekaanira gy’obeera nti, baali babbi.

6 I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

Baawalirizibwa okubeera mu migga egyakalira, mu njazi ne mu binnya wansi mu ttaka.

7 Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

Baakaabira mu bisaka ng’ensolo ne beekweka mu bikoola by’emiti.

8 barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

Ezzadde ly’abasirusiru abatalina bwe bayitibwa, baagobebwa mu nsi.

9 Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

Naye kaakano abaana baabwe bansekerera nga bannyimba; nfuuse ekyenyinyalwa gye bali,

10 De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

abatanjagala abanneesalako, banguwa okunfujjira amalusu mu maaso.

11 for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

Kaakano Katonda nga bw’atagguludde akasaale kange, ammazeemu amaanyi; beeyisizza nga bwe balaba mu maaso gange.

12 Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

Abantu bano bannumba ku mukono gwange ogwa ddyo; bategera ebigere byange emitego, ne baziba amakubo banzikirize.

13 De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

Banzingiza ne banzikiriza, nga tewali n’omu abayambye.

14 Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

Banzingiza ng’abayita mu kituli ekigazi, bayingira nga bayita mu muwaatwa.

15 Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

Nnumbiddwa ebitiisa eby’amaanyi; ekitiibwa kyange kifuumuuse ng’ekifuuyiddwa empewo, era n’obukuumi bwange ne bubulawo ng’ekire.”

16 Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

“Era kaakano obulamu bwange buseebengerera buggwaawo, ennaku ez’okubonaabona zinzijjidde.

17 Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

Ekiro kifumita amagumba gange era obulumi bwe nnina tebukoma.

18 Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

Mu maanyi ge amangi Katonda abeera ng’olugoye lwe nneebikka, n’ensibibwa ng’ekitogi ky’ekyambalo kyange.

19 Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

Ansuula mu bitosi, ne nfuuka ng’enfuufu n’evvu.

20 Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

“Nkukaabirira nti, Ayi Katonda, naye toddamu; nnyimirira, naye ontunuulira butunuulizi.

21 Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

Onkyukira n’obusungu; onnumba n’omukono gwo ogw’amaanyi.

22 Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

Onsitula mu bbanga n’ongobesa empewo, n’onziza eno n’eri mu muyaga.

23 for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

Mmanyi nga olintuusa mu kufa, mu kifo kye wateekerawo abalamu bonna.

24 Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

“Ddala tewali ayamba muntu anyigirizibwa ng’akaaba mu kunyigirizibwa kwe.

25 Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

Saakaabira abo abaali mu buzibu? Emmeeme yange teyalumirirwa abaavu?

26 For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

Naye bwe nanoonya obulungi, ekibi kye kyajja; bwe nanoonya ekitangaala, ekizikiza kye kyajja.

27 Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

Olubuto lwange lutokota, terusirika; ennaku ez’okubonaabona kwange zinjolekedde.

28 Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

Nzenna ŋŋenda nzirugala naye si lwa kwokebwa musana; nnyimirira mu lukuŋŋaana, ne nsaba obuyambi.

29 Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

Nfuuse muganda w’ebibe, munne w’ebiwuugulu.

30 Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

Olususu lwange luddugadde, era lususumbuka; n’omubiri gwange gwokerera.

31 Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.

Ettendo lyange lifuuseemu kukaaba n’akalere kange ne kavaamu eddoboozi ery’ebiwoobe.”