Jobs 30
1 Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.
“Ke azɔ la, ame siwo menye xoxo na, ame siwo fofowo manyɔ ŋui be womade ha kple nye lãkplɔvuwo gɔ̃ hã o la ɖua fewu le ŋutinye.
2 Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?
Nu ka woƒe alɔkpa sesẽ la wɔ nam, esi ŋusẽ vɔ le wo ŋu?
3 De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;
Hiã kple dɔwuame na wowɔ ɖeƒomevie hele tsatsam le dzogbe kple kuɖiɖinyigbawo dzi le zã me.
4 de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.
Le gbe me woda amagbewo eye woƒe nuɖuɖue nye dɔli ƒe ke.
5 Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.
Woɖe wo ɖa le wo nɔvi amegbetɔwo ƒe ha me eye wodo ɣli ɖe wo ta abe fiafitɔwo wonye ene.
6 I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.
Wozi wo dzi be woanɔ tɔʋu siwo mie la me, agakpewo tome kple do siwo woɖe ɖe anyigba la me.
7 Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,
Wole xɔxlɔ̃m le gbe me eye woƒo ta kpli ɖe avekawo te.
8 barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.
Wonya wo le anyigba la dzi abe ame ɖigbɔ̃wo kple yakamewo ƒe dzidzimeviwo ene.
9 Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.
“Ke azɔ la, wo viŋutsuwo kpa ha dem, heɖu fewu le ŋunye le ha la me eye mezu lodonu le wo dome.
10 De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;
Wonyɔa ŋum, henɔa adzɔge nam eye woɖea ta ɖe mo nam faa.
11 for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.
Esi azɔ Mawu lã nye datika, hewɔ fum la, wowɔa nu si dze wo ŋu la le ŋkunye me.
12 Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.
Wo detɔwo tso ɖe ŋutinye le nye ɖusime, woɖo mɔwo ɖi na nye afɔ eye woƒu woƒe aʋakpowo ɖe ŋunye.
13 De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.
Wogbã nye mɔ, edze edzi na wo be wogblẽ donyeme eye ame aɖeke mekpe ɖe wo ŋu gɔ̃ hã o.
14 Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.
Wolũ ɖe dzinye abe gli gbagbã mee woto ene eye wozɔ to gbagbãƒewo va ƒo ɖe dzinye.
15 Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.
Ŋɔdzidodowo nye tsyɔ dzinye, wonya nye bubu ɖe nu abe ale si ya lɔa nu ɖe nue ene eye nye dedinɔnɔ bu abe lilikpo ene.
16 Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.
“Azɔ nye agbe nu va le yiyim eye hiãŋkekewo lém.
17 Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.
Zã ŋɔa nye ƒuwo eye nye vevesese manyagblɔ nu metsona o.
18 Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.
Mawu tsyɔ eƒe ŋusẽ triakɔ la dzinye abe avɔ ene, eye wòle awu ɖe ve nam.
19 Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.
Ekɔm ƒu gbe ɖe ba me eye mezu ke kple dzofi.
20 Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.
“O Mawu, mefa avi yɔ wò gake mètɔ nam o, metsi tsitre gake ɖeko nèkpɔm dũu.
21 Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.
Ètrɔ dze dzinye nublanuimakpɔmakpɔtɔe eye nètsɔ wò alɔkpa sesẽ ɖu dzinyee.
22 Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;
ȃom tsa, hena ya lɔm ɖe nu eye nènyamam le ahom la me.
23 for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.
Menya be àhem ayi ku me, teƒe si woɖo ɖi na kodzogbeawo katã.
24 Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?
“Vavãe, ame aɖeke medoa asi ɖa léa ame si gbã gudugudu ne ele ɣli dom be woaxɔ na ye le eƒe xaxa me o.
25 Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?
Ɖe nyemefa avi ɖe ame siwo ɖo xaxa me la ŋu oa? Ɖe nye luʋɔ mexa nu ɖe ame dahewo ŋuti oa?
26 For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.
Gake esi mekpɔ mɔ na nyui la, vɔ̃ tum, esi mekpɔ mɔ na kekeli la, viviti koe va nam.
27 Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.
Dzoxɔxɔ si le edzi yim le menye la metɔna o, fukpekpeŋkekewo kpe akɔ kplim.
28 Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.
Nye amea menyɔ tsiɖitsiɖitsiɖi le yiyim gake menye ɣee ɖum o, metsi tsitre ɖe ameha la titina hedo ɣli bia kpekpeɖeŋu.
29 Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.
Meva zu nɔviŋutsu na amegãxiwo kple hati na golowo.
30 Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.
Nye ŋutigbalẽ nyɔ tsiɖitsiɖitsiɖi hele fofom le ŋutinye eye asrã dze dzinye kple dzoxɔxɔ gã aɖe.
31 Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.
Nye kasaŋku do konyifagbe eye nye dze le avigbe dom.
