Jobs 30

1 Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

“To sani koro gijara, kata obedo ni gin jomatindo ahinya kuoma, ma kata mana wuonegi ne ok anyal yienegi kata mana konyo guogi rito jamba.

2 Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

Ne gin joma tekregi oserumo kendo manyap ma ok nyal timona gimoro amora.

3 De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

Negineno malich nikech chan gi kech mane gin-go kendo ne gidangʼni koni gi koni gotieno e piny motwo, kendo e piny mokethore modongʼ gunda.

4 de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

Negibayo ei thim koni gi koni ka gimanyo chiemo, kendo tiende yien maonge ndhandhu ema nobed chiembgi.

5 Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

Ne iriembogi gi mahu mana ka gima gin jokwoge.

6 I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

Nyaka ne gidag mana e aore modwono, kendo ei rogo mag lwendni.

7 Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

Ne giywak e bunge mana kondiegi kendo ne gilak ei bunge.

8 barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

Ne gin joma nono maonge nying, omiyo noriembgi gia e piny.

9 Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

“To koro yawuotgi jara ka giwer, makoro aselokora ngero ma gigoyo e kindgi.

10 De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

Gisin koda kendo ok gidwara butgi; ok lich negi kata ka gingʼulo olawo e wangʼa.

11 for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

Sani koro gimwomore kuoma nikech Nyasaye osetieko tekrena kendo ogoya gi masira.

12 Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

Jonjoregi monja gie batha korachwich; gichikona obadho, kendo gikunyona buche mondo apodhie.

13 De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

Giketho yora, gidwaro tieka chuth. Giwacho ni, ‘Onge ngʼama nyalo konye.’

14 Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

Gidonjo kuoma ka pi madonjo e hotogoro maduongʼ kata ka joma muomo ohinga kama ogore piny.

15 Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

Masiche oola; mi duongʼna osekadho ka yamo, kendo kwe ma an-go osekadho ka boche polo.

16 Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

“Sani koro ngimana rumo mos mos; kendo chandruok omaka.

17 Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

Kochopo otieno to chokena muodore amuoda, kendo rem ma an-go ok miya yweyo.

18 Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

Nyasaye ngʼwana gi ngʼuta kuom chandruok mangʼeny ma asebedogo kendo tuo noketho denda, machalo mana gi nanga morido ngʼuta matek.

19 Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

Ne owita nyaka ei chwodho, mi alokora buru.

20 Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

“Aywagorani, yaye Nyasaye, to itamori dwoko; achungʼ e nyimi to ingʼiya angʼiya.

21 Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

Ilokona kiti kendo ibedo mager koda; isanda gi badi maratego.

22 Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

Iyudha kendo iliera e kor yamo, irunda ewi apaka.

23 for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

Angʼeyo ni ibiro tera nyaka e tho, nyaka kama ochan ne joma ngima duto.

24 Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

“Ongʼere ni ngʼama osehinyore ok nyal monj kendo, to oywak mana ni mondo okonye e chandruokne.

25 Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

Donge aseywago joma ni e chandruok? Donge chunya bedo malit kaparo jodhier?

26 For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

Ne ageno yudo mor kod ler; to rach kod mudho ema nobirona.

27 Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

Iya nyawni ma ok rum; kendo ndalo mag chandruok ema ochoma.

28 Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

Pien denda lokore maratengʼ to ok nikech chiengʼ marieny matek; achungʼ e dier chokruok, kendo aywak mondo okonya.

29 Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

Achalo ngʼama nonywol kaachiel gi ondiegi, bende achalo osiep tula.

30 Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

Pien denda olokore ratengʼ kendo opokore; kendo wich bar oowo denda ka mach.

31 Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.

Thuma mar nyatiti olokore gir kuyo, kendo asili mara olokore gir dengo.