Jobs 30

1 Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

2 Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

3 De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

4 de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

5 Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

6 I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

7 Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

8 barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

9 Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

10 De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

11 for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

12 Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

13 De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

14 Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

15 Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

16 Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

17 Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

18 Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

19 Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

20 Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

21 Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

22 Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

23 for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

24 Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

25 Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

26 For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

27 Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

28 Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

29 Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

30 Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

31 Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.

Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.