Jobs 3
1 Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.
Akyiri no Hiob kasae, na ɔdomee da a wɔwoo no.
2 Job tok til orde og sa:
Ɔkae se,
3 Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!
“Ma da a wɔwoo me no nyera, ne anadwo a wɔkae se, ‘Wɔawo ɔbabarima no!’
4 Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!
Saa da no nnuru sum; mma Ɔsoro Nyankopɔn nhwehwɛ akyi kwan; mma hann biara ntɔ ngu so.
5 Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!
Ma sum ne owusum nnye no mfa; ma omununkum nkata so; na sum mmunkam ne hann so.
6 Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!
Ma sum kabii nnye saa anadwo no mfa; ma wonyi saa anadwo no mfi asranna so na wɔmmfa nhyɛ ɔsram biara mu.
7 Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!
Saa anadwo no nyɛ obonin; mma wɔnnte anigye nteɛmu wɔ mu.
8 Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!
Ma wɔn a wɔdome nna no nnome saa da no; wɔn a wɔayɛ krado sɛ wɔbɛkanyan dɛnkyɛmmirampɔn no.
9 Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -
Ma nʼanɔpa nsoromma nnuru sum; na ɔntwɛn adekyee kwa a onhu anɔpawia nsensanee a edi kan no,
10 fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.
efisɛ anto nea ɔwoo me no awotwaa mu ama wawo me na anka mʼani renhu saa abɛbrɛsɛ yi.
11 Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?
“Adɛn nti na manwu awoe hɔ, bere a mifi me na awotwaa mu no?
12 Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?
Adɛn nti na nkotodwe gyee me ne nufu sɛ minnum?
13 For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -
Anka sesɛɛ meda hɔ asomdwoe mu; anka mada regye mʼahome
14 sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,
me ne wiase ahemfo ne fotufo, wɔn a wosisii adan maa wɔn ho na nnɛ yi abubu no,
15 eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;
me ne ahenemma a na wɔwɔ sika kɔkɔɔ, wɔn a wɔde dwetɛ hyɛɛ wɔn afi mu ma.
16 eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.
Anaasɛ adɛn nti na wɔansie me sɛ ɔpɔnba, te sɛ akokoaa a wanhu adekyee hann da?
17 Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.
Ɛhɔ na amumɔyɛfo gyae basabasayɛ, na abrɛfo nya ahomegye.
18 Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.
Nneduafo nso nya wɔn ahofadi; na wɔnte nnommumfo wuranom ateɛteɛ bio.
19 Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.
Nketewa ne akɛse wɔ hɔ, na akoa de ne ho fi ne wura nsam.
20 Hvorfor gir han den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte,
“Adɛn nti na wɔma mmɔborɔfo hann, na ɔkra mu ahohiahiafo nya nkwa,
21 dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,
wɔn a wɔn kɔn dɔ owu nanso ɛmma, wɔn a wɔbrɛ hwehwɛ owu sen sɛnea wɔhwehwɛ nnwetɛbona,
22 dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -
wɔn a anigye ahyɛ wɔn ma na wodu ɔda mu a wodi ahurusi.
23 til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?
Adɛn nti na wɔde nkwa ma onipa a ne kwan ahintaw, nea Onyankopɔn aka no ahyɛ mu?
24 For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.
Ahomekokogu adan mʼaduan; na mʼapinisi gu te sɛ nsu.
25 For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.
Nea na misuro no aba me so; nea na ɛbɔ me hu no ato me.
26 Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.
Minni ahotɔ, minni asomdwoe; minni ahomegye na mmom, ɔhaw nko ara.”
