Jobs 3
1 Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.
Потом отвори уста своја Јов и стаде клети дан свој.
2 Job tok til orde og sa:
И проговоривши Јов рече:
3 Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!
Не било дана у који се родих, и ноћи у којој рекоше: Роди се детић!
4 Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!
Био тај дан тама, не гледао га Бог озго, и не осветљавала га светлост!
5 Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!
Мрак га запрзнио и сен смртни, облак га обастирао, био страшан као најгори дани!
6 Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!
Ноћ ону освојила тама, не радовала се међу данима годишњим, не бројала се у месеце!
7 Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!
Гле, ноћ она била пуста, певања не било у њој!
8 Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!
Клели је који куну дане, који су готови пробудити крокодила!
9 Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -
Потамнеле звезде у сумрачје њено, чекала видело и не дочекала га, и не видела зори трепавица;
10 fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.
Што ми није затворила врата од утробе и није сакрила муку од мојих очију.
11 Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?
Зашто не умрех у утроби? Не издахнух излазећи из утробе?
12 Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?
Зашто ме прихватише кољена? Зашто сисе, да сем?
13 For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -
Јер бих сада лежао и почивао; спавао бих, и био бих миран,
14 sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,
С царевима и саветницима земаљским, који зидаше себи пустолине,
15 eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;
Или с кнезовима, који имаше злата, и куће своје пунише сребра.
16 eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.
Или зашто не бих као недоношче сакривено, као дете које не угледа видела?
17 Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.
Онде безбожници престају досађивати, и онде почивају изнемогли,
18 Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.
И сужњи се одмарају и не чују глас настојников.
19 Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.
Мали и велики онде је, и роб слободан од свог господара.
20 Hvorfor gir han den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte,
Зашто се даје видело невољнику и живот онима који су тужног срца,
21 dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,
Који чекају смрт а ње нема, и траже је већма него закопано благо,
22 dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -
Који играју од радости и веселе се кад нађу гроб?
23 til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?
Човеку, коме је пут сакривен и ког је Бог затворио одсвуда?
24 For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.
Јер пре јела мог долази уздах мој, и као вода разлива се јаук мој.
25 For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.
Јер чега се бојах дође на мене, и чега се страшах задеси ме.
26 Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.
Не почивах нити имах мира нити се одмарах, и опет дође страхота.
