Jobs 3
1 Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.
Lè l fini, Job te ouvri bouch li e te modi jou li te fèt la.
2 Job tok til orde og sa:
Job te di:
3 Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!
“Kite jou ke m te dwe fèt la peri, ak nwit ki te anonse ‘se yon gason ki fèt la.’
4 Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!
Ke jou sa a kapab vin fènwa nèt. Pa kite Bondye anwo a pran swen li, ni limyè vin klere sou li.
5 Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!
Kite fènwa avèk gwo tenèb reklame li. Kite fènwa jou sa a modi li.
6 Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!
Selon nwit sa a, kite tenèb sezi li. Kite li pa gen rejwisans nan jou ane a. Kite li pa antre nan chif ki konte mwa yo.
7 Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!
Koute byen, kite nwit sa a rete esteril. Pa kite okenn kri lajwa antre ladann.
8 Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!
Kite sila ki konn modi jou yo modi jou sa a, sila ki prè pou fè Levyatan leve kò l.
9 Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -
Kite zetwal lannwit li yo vin etenn. Kite li espere limyè, men pa twouve l. E kite li pa wè maten vin parèt,
10 fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.
akoz li pa t fèmen ouvèti vant manman m, ni kache twoub devan zye m.
11 Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?
“Poukisa mwen pa t mouri lè m te fèt? Sòti nan vant li e mouri la menm?
12 Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?
Poukisa jenou yo te resevwa m, e poukisa tete a, pou m ta pran?
13 For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -
Paske koulye a mwen t ap gen tan kouche pou m jwenn lapè; mwen t ap dòmi depi lè sa a e mwen t ap twouve repo,
14 sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,
ansanm ak wa ak konseye latè ki te rebati ansyen mazi yo pou kont yo;
15 eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;
oswa avèk prens ki te gen lò yo, ki t ap plen lakay yo ak ajan;
16 eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.
Oswa kon yon fòs kouch ki kache, mwen pa t ap egziste, kon yon pitit ki pa t janm wè limyè.
17 Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.
La, mechan yo sispann fè laraj, e la moun fatige yo jwenn repo.
18 Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.
Prizonye yo alèz ansanm. Yo p ap tande vwa a sipèvizè a.
19 Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.
Ni piti, ni gran yo la. E esklav la lib de mèt li.
20 Hvorfor gir han den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte,
“Poukisa limyè bay a sila ki soufri a, e lavi a nanm anmè a,
21 dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,
ki anvi wè lanmò, men nanpwen, e fouye plis pou twouve li pase trezò kache,
22 dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -
ki rejwi anpil e fè lwanj lè yo rive nan tonbo a?
23 til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?
Poukisa limyè bay a yon nonm ak chemen an kache a, ke Bondye te jennen tout kote a?
24 For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.
Paske soupi mwen yo parèt menm moman manje a rive devan ze m. Epi kri mwen yo vide tankou dlo.
25 For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.
Paske sa m krent lan te vini sou mwen. Sa ke m pa vle wè a te tonbe sou mwen.
26 Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.
Mwen pa alèz, ni mwen pa anpè. Mwen pa jwenn repo, ni m pa kal, men se boulvèsman ki vin parèt.”
