Jobs 3

1 Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.

Après cela Job ouvrit la bouche, et maudit le jour de sa naissance.

2 Job tok til orde og sa:

Et il parla.

3 Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!

Périsse le jour auquel je suis né, et la nuit dans laquelle il fut dit: Un homme a été conçu!

4 Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!

Que ce jour soit changé en ténèbres; que Dieu ne s’en enquière pas d’en haut, et qu’il ne soit point éclairé de la lumière.

5 Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!

Que des ténèbres et une ombre de mort l’obscurcissent; qu’une obscurité s’en empare, et qu’il soit enveloppé d’amertume.

6 Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!

Cette nuit, qu’un tourbillon ténébreux en prenne possession, qu’elle ne soit pas comptée dans les jours de l’année, ni mise au nombre des mois.

7 Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!

Que cette nuit soit solitaire, et qu’elle ne mérite pas de louanges.

8 Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!

Qu’ils la maudissent, ceux qui maudissent le jour, qui sont prêts à susciter Léviathan.

9 Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -

Que les étoiles soient couvertes des ténèbres de son obscurité; qu’elle attende une lumière, et ne la voie point, ni la naissance de l’aurore qui se lève;

10 fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.

Parce qu’elle n’a pas fermé le sein qui ma formé, et qu’elle n’a pas ôté les maux de devant mes yeux.

11 Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?

Pourquoi ne suis-je pas mort dans le sein de ma mère? pourquoi, sorti de son sein, n’ai-je pas aussitôt péri?

12 Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?

Pourquoi ai-je été reçu sur des genoux? pourquoi allaité par des mamelles?

13 For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -

Car maintenant, dormant, je serais en silence, et je reposerais dans mon sommeil,

14 sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,

Avec les rois et les consuls; de la terre, qui se bâtissent de vastes solitudes;

15 eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;

Avec les princes qui possèdent de l’or, et remplissent leurs maisons d’argent.

16 eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.

Ou bien je n’existerais pas, comme un avorton caché dans le sein de sa mère, ou comme ceux qui, conçus, n’ont pas vu la lumière.

17 Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.

C’est là que des impies ont cessé leur tumulte, et là que se reposent ceux qui ont perdu leur force.

18 Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.

Et ceux qui autrefois étaient enchaînes ensemble sont sans inquiétude; ils n’entendent pas la voix d’un exacteur.

19 Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.

Des grands et des petits sont là, et un esclave est délivré de son maître.

20 Hvorfor gir han den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte,

Pourquoi la lumière a-t-elle été donnée aux malheureux, et la vie à ceux qui sont dans l’amertume de l’âme,

21 dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,

Qui attendent la mort (et elle ne vient pas), comme s’ils déterraient un trésor,

22 dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -

Et qui se réjouissent extrêmement, lorsqu’ils ont trouvé un sépulcre;

23 til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?

À un homme dont la voie est cachée, et que Dieu entoure de ténèbres?

24 For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.

Avant que je mange, je soupire; et comme les eaux qui débordent, ainsi sont mes rugissements,

25 For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.

Parce que la frayeur que je redoutais m’est venue, et ce que j’appréhendais est arrivé.

26 Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.

N’ai-je pas dissimulé? n’ai-je pas gardé le silence? ne suis-je pas resté dans le repos? Cependant l’indignation de Dieu est venue sur moi.