Jobs 3
1 Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.
Alors Job ouvrit la bouche et maudit le jour de sa naissance.
2 Job tok til orde og sa:
Job prit la parole et dit:
3 Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!
Périsse le jour où je suis né, et la nuit qui a dit: « Un homme est conçu! »
4 Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!
Ce jour, qu’il se change en ténèbres, que Dieu d’en haut n’en ait pas souci, que la lumière ne brille pas sur lui!
5 Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!
Que les ténèbres et l’ombre de la mort le revendiquent, qu’un nuage épais le couvre, que l’éclipse de sa lumière jette l’épouvante!
6 Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!
Cette nuit, que les ténèbres en fassent leur proie, qu’elle ne compte pas dans les jours de l’année, qu’elle n’entre pas dans la supputation des mois!
7 Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!
Que cette nuit soit un désert stérile, qu’on n’y entende pas de cri d’allégresse!
8 Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!
Que ceux-là la maudissent, qui maudissent les jours, qui savent évoquer Léviathan!
9 Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -
Que les étoiles de son crépuscule s’obscurcissent, qu’elle attende la lumière, sans qu’elle vienne, et qu’elle ne voie pas les paupières de l’aurore,
10 fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.
parce qu’elle ne m’a pas fermé les portes du sein, et n’a pas dérobé la souffrance à mes regards!
11 Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?
Que ne suis-je mort dès le ventre de ma mère, au sortir de ses entrailles que n’ai-je expiré!
12 Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?
Pourquoi ai-je trouvé deux genoux pour me recevoir, et pourquoi deux mamelles à sucer?
13 For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -
Maintenant je serais couché et en paix, je dormirais et je me reposerais
14 sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,
avec les rois et les grands de la terre, qui se sont bâti des mausolées;
15 eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;
avec les princes qui avaient de l’or, et remplissaient d’argent leur demeures.
16 eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.
Ou bien, comme l’avorton ignoré, je n’existerais pas, comme ces enfants qui n’ont pas vu la lumière.
17 Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.
Là les méchants n’exercent plus leurs violences, là se repose l’homme épuisé de forces;
18 Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.
les captifs y sont tous en paix, ils n’entendent plus la voix de l’exacteur.
19 Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.
Là se trouvent le petit et le grand, l’esclave affranchi de son maître.
20 Hvorfor gir han den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte,
Pourquoi donner la lumière aux malheureux, et la vie à ceux dont l’âme est remplie d’amertume,
21 dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,
qui espèrent la mort, et la mort ne vient pas, qui la cherchent plus ardemment que les trésors,
22 dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -
qui sont heureux, qui tressaillent d’aise et se réjouissent quand ils ont trouvé le tombeau;
23 til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?
à l’homme dont la route est cachée et que Dieu enferme de toutes parts?
24 For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.
Mes soupirs sont comme mon pain et mes gémissements se répandent comme l’eau.
25 For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.
Ce que je crains, c’est ce qui m’arrive; ce que je redoute fond sur moi.
26 Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.
Plus de tranquillité, plus de paix, plus de repos, et le trouble m’a saisi.
