Jobs 3
1 Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.
Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
2 Job tok til orde og sa:
Og Job svarede og sagde:
3 Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!
Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
4 Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!
Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
5 Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!
Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
6 Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!
Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
7 Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!
Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
8 Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!
De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
9 Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -
Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
10 fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.
fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
11 Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?
Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
12 Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?
Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
13 For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -
Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
14 sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,
med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
15 eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;
eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
16 eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.
eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
17 Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.
Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
18 Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.
der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
19 Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.
der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
20 Hvorfor gir han den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte,
Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
21 dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,
dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
22 dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -
dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
23 til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?
den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
24 For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.
Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
25 For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.
Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
26 Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.
Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
