Jobs 29

1 Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:

Poleg tega je Job nadaljeval svojo prispodobo in rekel:

2 Å, om jeg hadde det som i fordums måneder, som i de dager da Gud vernet om mig,

»Oh, da bi bil kakor v preteklih mesecih, kakor v dneh, ko me je Bog varoval,

3 da hans lampe skinte over mitt hode, da jeg ved hans lys vandret gjennem mørket,

ko je njegova sveča svetila nad mojo glavo in ko sem z njegovo svetlobo hodil skozi temo,

4 slik som jeg hadde det i min modne manndoms dager, da Guds vennskap hvilte over mitt telt,

kakor sem bil v dneh svoje mladosti, ko je bila Božja skrivnost na mojem šotoru,

5 da den Allmektige ennu var med mig, og jeg hadde mine barn omkring mig,

ko je bil Vsemogočni še z menoj, ko so bili moji otroci okoli mene,

6 da mine føtter badet sig i melk, og berget ved mitt hus lot bekker av olje strømme frem!

ko sem svoje korake umival z maslom in mi je skala izlivala reke olja,

7 Når jeg gikk op til porten i byen og inntok mitt sete på torvet,

ko sem šel ven k velikim vratom skozi mesto, ko sem svoj sedež pripravil na ulici!

8 da drog de unge sig unda ved synet av mig, og de gråhårede reiste sig og blev stående;

Mladeniči so me videli in se skrili in ostareli so se vzdignili in stali.

9 høvdinger lot være å tale og la hånden på sin munn;

Princi so zadržali govorjenje in na svoja usta položili svojo roko.

10 de fornemme tidde stille, og deres tunge blev hengende ved ganen.

Plemiči so molčali in njihov jezik se je prilepil na nebo njihovih ust.

11 Enhver som hørte om mig, priste mig lykkelig, og hver den som så mig, gav mig lovord.

Ko me je uho zaslišalo, potem me je blagoslovilo in ko me je oko zagledalo, mi je dalo pričevanje,

12 For jeg berget armingen som ropte om hjelp, og den farløse som ingen hjelper hadde.

ker sem osvobodil reveža, ki je jokal in osirotelega in tistega, ki ni imel nikogar, da mu pomaga.

13 Den som var sin undergang nær, velsignet mig, og enkens hjerte fikk jeg til å juble.

Blagoslov tistega, ki je bil pripravljen, da umre, je prišel nadme. Vdovinemu srcu sem storil, da prepeva od radosti.

14 Jeg klædde mig i rettferdighet, og den opslo sin bolig i mig; rettsinn bar jeg som kappe og hue.

Nadel sem si pravičnost in ta me je oblekla. Moja sodba je bila kakor svečano oblačilo in diadem.

15 Øine var jeg for den blinde, og føtter var jeg for den halte.

Bil sem oči slepemu in stopala hromemu.

16 En far var jeg for de fattige, og ukjente folks sak gransket jeg.

Bil sem oče revnemu in zadevo, ki je nisem poznal, sem preiskal.

17 Jeg knuste den urettferdiges kjever og rev byttet bort fra hans tenner.

Zlomil sem čeljusti zlobnemu in izpulil plen iz njegovih zob.

18 Jeg tenkte da: I mitt rede skal jeg få dø, og mine dager skal bli tallrike som sand.

Potem sem rekel: ›Umrl bom v svojem gnezdu in svoje dneve bom pomnožil kakor pesek.‹

19 Min rot skal ligge åpen for vann, og nattens dugg skal falle på mine grener.

Moja korenina je bila razprostrta pri vodah in rosa je vso noč ležala na moji mladiki.

20 Min ære blir alltid ny, og min bue forynges i min hånd.

Moja slava je bila sveža v meni in moj lok je bil obnovljen v moji roki.

21 Mig hørte de på, de ventet og lyttet i taushet til mitt råd.

Možje so mi prisluhnili, čakali in molčali ob mojem nasvetu.

22 Når jeg hadde talt, tok de ikke til orde igjen, og min tale dryppet ned over dem.

Po mojih besedah niso ponovno spregovorili in moj govor je rosil nanje.

23 De ventet på min tale som på regn, de åpnet sin munn som for vårregn.

Name so čakali kakor na dež in svoja usta so široko odprli kakor za pozni dež.

24 Når de var motløse, smilte jeg til dem, og mitt åsyns lys kunde de ikke formørke.

Če sem se jim smejal, temu niso verjeli. Svetlobe mojega obličja niso zavrgli.

25 Fikk jeg lyst til å gå til dem, da satt jeg der som høvding og tronte som en konge i sin krigerskare, lik en som trøster de sørgende.

Izbral sem njihovo pot in sedel [kot] vodja in prebival kakor kralj v vojski, kakor nekdo, ki tolaži žalovalce.