Jobs 29

1 Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:

Tinoi’Iobe i lañona’ey, ami’ty hoe:

2 Å, om jeg hadde det som i fordums måneder, som i de dager da Gud vernet om mig,

Ee t’ie nanahake o volañeo, naho o andro narovan’ Añahare ahikoo;

3 da hans lampe skinte over mitt hode, da jeg ved hans lys vandret gjennem mørket,

ie niiloilo ambone’ lohako eo ty failo’e, naho i hazavà’ey ty nirangako añ’ieñe ao;

4 slik som jeg hadde det i min modne manndoms dager, da Guds vennskap hvilte over mitt telt,

ie tañ’andro naha añoñ’ay ahy, vaho tambone’ kibohoko eo ty firañetan’ Añahare;

5 da den Allmektige ennu var med mig, og jeg hadde mine barn omkring mig,

ie mbe tamako t’i El-Sadai, naho niarikoboñ’ ahy o keleiakoo;

6 da mine føtter badet sig i melk, og berget ved mitt hus lot bekker av olje strømme frem!

ie nisasan-kendron-dronono o liakoo, vaho nadoandoa’ o vatoo amako ty menake!

7 Når jeg gikk op til porten i byen og inntok mitt sete på torvet,

Ie niakatse mb’an-dalambein-drova mb’eo iraho, ie rinambeko antameañe eo i fitobohakoy.

8 da drog de unge sig unda ved synet av mig, og de gråhårede reiste sig og blev stående;

Nisitak’ ahiko o ajalahio te zoeñe, songa niongake ty bey vaho nijohañe;

9 høvdinger lot være å tale og la hånden på sin munn;

Nitroatse ami’ty fivesoveso’e o roandriañeo vaho nitàm-palie.

10 de fornemme tidde stille, og deres tunge blev hengende ved ganen.

Nianjiñe ty fiarañanaña’ o roandriañeo, le nipitek’ an-dañilañy o famele’eo.

11 Enhver som hørte om mig, priste mig lykkelig, og hver den som så mig, gav mig lovord.

Ie jinanjin-dravembia, le natao’e haha iraho, ie niisam-pihaino, le nitalily ahy;

12 For jeg berget armingen som ropte om hjelp, og den farløse som ingen hjelper hadde.

amy te rinombako ty rarake nikai-drombake, i bode-rae tsy amam-pañimbay.

13 Den som var sin undergang nær, velsignet mig, og enkens hjerte fikk jeg til å juble.

Nivotrak’ amako ty tata’ i nipetrokey, vaho nampisaboeko an-kaehake ty arofo’ o vantotseo.

14 Jeg klædde mig i rettferdighet, og den opslo sin bolig i mig; rettsinn bar jeg som kappe og hue.

Niombeako ty havantañañe, le nisalora’e; nanahake ty sabaka reke-tsarimbo ty havañonako.

15 Øine var jeg for den blinde, og føtter var jeg for den halte.

Ni-fihaino ami’ty fey iraho, naho fandia amo kepekeo.

16 En far var jeg for de fattige, og ukjente folks sak gransket jeg.

Ni-rae’ o poie’eo, vaho nitsikaraheko ty nipaia’ i alik’amakoy.

17 Jeg knuste den urettferdiges kjever og rev byttet bort fra hans tenner.

Pinekako ty famotsi’ o tsereheñeo naho tinavako amo nife’eo i nitsindrohe’ey.

18 Jeg tenkte da: I mitt rede skal jeg få dø, og mine dager skal bli tallrike som sand.

Le hoe ty fitsakoreako, t’ie hikenkañe añ’akibako ao, naho hampimiràko amo faseñeo ty androko;

19 Min rot skal ligge åpen for vann, og nattens dugg skal falle på mine grener.

mitsiriaria mb’an-drano o vahakoo vaho mialeñe amo tsampakoo ty zono.

20 Min ære blir alltid ny, og min bue forynges i min hånd.

Vao amako nainai’e ty engeko, vaoeñe an-tañako ao ty faleko.

21 Mig hørte de på, de ventet og lyttet i taushet til mitt råd.

Nijanjiñe naho nandiñe ahy ondatio, nianjiñe t’ie namereako.

22 Når jeg hadde talt, tok de ikke til orde igjen, og min tale dryppet ned over dem.

Ie nilañon-draho, tsy nisaontsy iereo, nitsopatsopak’ am’iereo o entakoo.

23 De ventet på min tale som på regn, de åpnet sin munn som for vårregn.

Hoe orañe ty nandiñisa’ iareo ahiko; ie nipaña-palie hoe aman’ oram-panjaka.

24 Når de var motløse, smilte jeg til dem, og mitt åsyns lys kunde de ikke formørke.

Nisomilahako t’ie tsy niantoke; le tsy nazè’ iereo ty filoeloean-tareheko.

25 Fikk jeg lyst til å gå til dem, da satt jeg der som høvding og tronte som en konge i sin krigerskare, lik en som trøster de sørgende.

Jinoboko ty lala hombà’ iareo vaho nitoboke hoe talè, nimoneñe hoe mpanjaka ami’ty borizà’e, manahake ty mpañohòm-pandala.