Jobs 29
1 Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:
Hiob yi eƒe nuƒoƒo dzi be,
2 Å, om jeg hadde det som i fordums måneder, som i de dager da Gud vernet om mig,
“O, ale si medi vevie be wòanɔ nam abe ale si wònɔ le ɣleti siwo va yi me la ene, le ŋkeke siwo me Mawu kpɔ tanye,
3 da hans lampe skinte over mitt hode, da jeg ved hans lys vandret gjennem mørket,
esi eƒe akaɖi klẽ ɖe nye ta dzi eye eƒe kekeli na mezɔ to blukɔ tsiɖitsiɖi me!
4 slik som jeg hadde det i min modne manndoms dager, da Guds vennskap hvilte over mitt telt,
O, nenye ɖe wòanɔ nam abe nye lãmesẽŋkekewo me ene, esi kadodo kple Mawu kplikplikpli na wòyra nye aƒe,
5 da den Allmektige ennu var med mig, og jeg hadde mine barn omkring mig,
esi Ŋusẽkatãtɔ la ganɔ kplim ko eye vinyewo ƒo xlãm,
6 da mine føtter badet sig i melk, og berget ved mitt hus lot bekker av olje strømme frem!
esi nye toƒe nye notsi kpeke ɖeɖe eye amitimi ɖuɖu bababa tso agakpe me nam.
7 Når jeg gikk op til porten i byen og inntok mitt sete på torvet,
“Ne meyi dua ƒe agbo nu, henɔ anyi ɖe zikpui dzi gli, le dua ƒe ablɔme la,
8 da drog de unge sig unda ved synet av mig, og de gråhårede reiste sig og blev stående;
ɖekakpuiawo kpɔam, heƒoa asa nam eye ame tsitsiwo tsona ɖe tsitrenu,
9 høvdinger lot være å tale og la hånden på sin munn;
dumegãwo tɔna ne wole nu ƒom hetsɔa asi ɖoa nu.
10 de fornemme tidde stille, og deres tunge blev hengende ved ganen.
Gbɔgblɔ buna ɖe ame ŋkutawo eye woƒe aɖe léna ɖe woƒe nu me.
11 Enhver som hørte om mig, priste mig lykkelig, og hver den som så mig, gav mig lovord.
Ame sia ame si ɖo tom la kafuam eye ame siwo kpɔm la ƒoa nu nyui tso ŋutinye
12 For jeg berget armingen som ropte om hjelp, og den farløse som ingen hjelper hadde.
elabena mexɔna na hiãtɔ siwo le ɣli dom be woakpe ɖe yewo ŋu kple tsyɔ̃evi si si kpeɖeŋutɔ mele o.
13 Den som var sin undergang nær, velsignet mig, og enkens hjerte fikk jeg til å juble.
Ame si le kukum la ƒe yayra vaa dzinye eye menana ahosi ƒe dzi kpɔa dzidzɔ.
14 Jeg klædde mig i rettferdighet, og den opslo sin bolig i mig; rettsinn bar jeg som kappe og hue.
Metsɔ dzɔdzɔenyenye do abe awu ene eye nuteƒewɔwɔ nye nye awu ʋlaya kple tablanu.
15 Øine var jeg for den blinde, og føtter var jeg for den halte.
Menye ŋku na ŋkuagbãtɔ kple afɔ na tekunɔ.
16 En far var jeg for de fattige, og ukjente folks sak gransket jeg.
Menye tɔ na hiãtɔwo eye mexɔa nya ɖe amedzrowo nu.
17 Jeg knuste den urettferdiges kjever og rev byttet bort fra hans tenner.
Meŋea tsyo na ame vɔ̃ɖiwo eye meɖea nu si woda adzoe la le woƒe aɖutame.
18 Jeg tenkte da: I mitt rede skal jeg få dø, og mine dager skal bli tallrike som sand.
“Mebu be, ‘Maku ɖe nye ŋutɔ nye aƒe me, nye ŋkekewo asɔ gbɔ abe ke ene.
19 Min rot skal ligge åpen for vann, og nattens dugg skal falle på mine grener.
Nye kewo aƒo ɖe to, ade tsi gbɔ eye zãmu adza ɖe nye alɔwo dzi zã blibo la.
20 Min ære blir alltid ny, og min bue forynges i min hånd.
Nye ŋutikɔkɔe anɔ yeye zum ɣe sia ɣi le ŋunye eye dati anɔ yeye ɖaa le asinyeme.’
21 Mig hørte de på, de ventet og lyttet i taushet til mitt råd.
“Amewo ɖoa tom henɔa nye asinu kpɔm, nɔa lalam na nye aɖaŋuɖoɖo le ɖoɖoezizi me.
22 Når jeg hadde talt, tok de ikke til orde igjen, og min tale dryppet ned over dem.
Ne meƒo nu la, womegaƒoa nu o eye nye nyawo gena ɖe woƒe towo me bɔlɔɔ.
23 De ventet på min tale som på regn, de åpnet sin munn som for vårregn.
Wonɔa lalayem abe ale si wolalana na tsidzadza ene eye woxɔa nye nyawo dea wo ɖokui me abe ale si wonoa kelemetsi ene.
24 Når de var motløse, smilte jeg til dem, og mitt åsyns lys kunde de ikke formørke.
Womexɔnɛ sena ne meko nu na wo o, nye mo ƒe kekeli nye nu xɔasi na wo.
25 Fikk jeg lyst til å gå til dem, da satt jeg der som høvding og tronte som en konge i sin krigerskare, lik en som trøster de sørgende.
Metiaa mɔ si woato la na wo, menɔa wo dome abe woƒe tatɔ ene eye menɔa wo dome abe woƒe fia le eƒe aʋakɔwo dome ene. Menɔna abe ame si faa akɔ na konyifalawo ene.
