Jobs 29

1 Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:

Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:

2 Å, om jeg hadde det som i fordums måneder, som i de dager da Gud vernet om mig,

Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,

3 da hans lampe skinte over mitt hode, da jeg ved hans lys vandret gjennem mørket,

da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;

4 slik som jeg hadde det i min modne manndoms dager, da Guds vennskap hvilte over mitt telt,

som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;

5 da den Allmektige ennu var med mig, og jeg hadde mine barn omkring mig,

da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;

6 da mine føtter badet sig i melk, og berget ved mitt hus lot bekker av olje strømme frem!

da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;

7 Når jeg gikk op til porten i byen og inntok mitt sete på torvet,

da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.

8 da drog de unge sig unda ved synet av mig, og de gråhårede reiste sig og blev stående;

De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.

9 høvdinger lot være å tale og la hånden på sin munn;

De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.

10 de fornemme tidde stille, og deres tunge blev hengende ved ganen.

Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.

11 Enhver som hørte om mig, priste mig lykkelig, og hver den som så mig, gav mig lovord.

Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.

12 For jeg berget armingen som ropte om hjelp, og den farløse som ingen hjelper hadde.

Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.

13 Den som var sin undergang nær, velsignet mig, og enkens hjerte fikk jeg til å juble.

Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.

14 Jeg klædde mig i rettferdighet, og den opslo sin bolig i mig; rettsinn bar jeg som kappe og hue.

Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.

15 Øine var jeg for den blinde, og føtter var jeg for den halte.

Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.

16 En far var jeg for de fattige, og ukjente folks sak gransket jeg.

Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.

17 Jeg knuste den urettferdiges kjever og rev byttet bort fra hans tenner.

Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.

18 Jeg tenkte da: I mitt rede skal jeg få dø, og mine dager skal bli tallrike som sand.

Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.

19 Min rot skal ligge åpen for vann, og nattens dugg skal falle på mine grener.

Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.

20 Min ære blir alltid ny, og min bue forynges i min hånd.

Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.

21 Mig hørte de på, de ventet og lyttet i taushet til mitt råd.

De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.

22 Når jeg hadde talt, tok de ikke til orde igjen, og min tale dryppet ned over dem.

Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;

23 De ventet på min tale som på regn, de åpnet sin munn som for vårregn.

de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.

24 Når de var motløse, smilte jeg til dem, og mitt åsyns lys kunde de ikke formørke.

Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.

25 Fikk jeg lyst til å gå til dem, da satt jeg der som høvding og tronte som en konge i sin krigerskare, lik en som trøster de sørgende.

Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.