Jobs 28
1 Sølvet har jo sin grube, og gullet, som renses, sitt finnested;
Sylv hev sin stad, der dei det finn, og gullet, som dei reinsa vinn,
2 jern hentes frem av jorden, og sten smeltes til kobber.
og jarn fram or jordi fær, og kopar ut or steinen bræ’r;
3 De gjør ende på mørket, og inn i de innerste kroker gransker de stener som ligger i det sorte mørke;
På natteskuggen gjer dei slutt og myrkheims steinar granskar ut.
4 de bryter en sjakt langt borte fra menneskers bolig; der ferdes de glemt, dypt under menneskers føtter; der henger de og svever langt borte fra mennesker.
Djupt under by med annsamt liv i gruvor bergmenn kliv og sviv.
5 Av jorden kommer det brød; men inne i den blir alt veltet om som av ild.
På jordi brødkorn fram dei driv, men inni upp som eld dei riv.
6 Safiren har sin bolig i dens stener, og gullklumper finnes der.
Safiren sit i steinar der, og der seg og gullklumpar ter,
7 Ingen rovfugl kjenner stien dit ned, og intet falkeøie har sett den;
Ei ørnen kjenner denne veg, for haukesyn han løyner seg.
8 stolte rovdyr har ikke trådt på den, ingen løve har skredet frem over den.
Ei stolte rovdyr vegen fann, og løva aldri gjeng på han.
9 På den hårde sten legger de sin hånd, de velter hele fjell om fra grunnen av.
På harde steinen dei handi legg; då sturtar mang ein bergevegg.
10 I berget sprenger de ganger, og allehånde kostelige ting får de se.
I berget seg gangar grev og skodar mang ein skatt so gjæv.
11 De demmer for dryppet av vannårene og fører skjulte ting frem i lyset.
Dei dytter til for rennand’ å, det løynde fram for ljoset må.
12 Men visdommen hvor skal den finnes? Og hvor har forstanden sin bolig?
Men visdomen, kvar er han å få? Og kvar skal ein vitet nå?
13 Intet menneske kjenner dens verd, og den finnes ikke i de levendes land.
Slett ingen veit hans verd og vinst; i manneheim han ikkje finst;
14 Dypet sier: I mig er den ikke, og havet sier: Den er ikke hos mig.
Avgrunnen dyn: «Her ei han er!» Og havet segjer: «Ikkje her!»
15 Den kan ikke kjøpes for kostelig gull, og dens pris ikke opveies med sølv.
Du kann’kje kjøpa han for gull, men sylv ei vega prisen full,
16 Den opveies ikke med Ofirs gull, med den dyre onyks og safir.
og ei for gull ifrå Ofir, ei for onyks, ei for safir.
17 Gull og glass kommer ikke op imot den, og en kan ikke bytte den til sig for kar av fint gull.
Ei gull og glas er nok til kaup, og ei til byte fingull-staup.
18 Koraller og krystall kan ikke engang nevnes, og det å eie visdom er bedre enn perler.
Korall, krystall gjeld ikkje her. Visdom er meir enn perlor verd.
19 Etiopias topas kommer ikke op imot den; den kan ikke opveies med det reneste gull.
Topas frå Kus er altfor ring, ja, reinast gull vert ingen ting.
20 Hvor kommer da visdommen fra? Og hvor har forstanden sin bolig?
Visdomen, kvar kjem han ifrå? Og kvar skal ein til vitet nå?
21 Den er dulgt for alle levendes øine, den er skjult for himmelens fugler;
Det ingen veit på denne jord; ei fugl det fann, kvar helst han for.
22 avgrunnen og døden sier: Bare et frasagn om den er kommet oss for øre.
Avgrunn og daude segjer greidt: «Eit gjetord er alt det me veit.»
23 Gud kjenner veien til den, og han vet hvor den har sin bolig.
Men Gud han kjenner denne veg; han veit kvar visdom løyner seg.
24 For hans øie når til jordens ender; allting under himmelen ser han.
Han skodar heilt til heimsens tram, og under himmeln ser han fram.
25 Da han fastsatte vindens vekt og gav vannet dets mål,
Då vinden han med vegti vog og sette mål for vatnet og,
26 da han satte en lov for regnet og en vei for lynstrålen,
då han gav regnet lovi si og ljomet veg å ganga i,
27 da så han visdommen og åpenbarte den, da lot han den stå frem og utforsket den.
då såg han og synte fram og granska honom umhugsam.
28 Og han sa til mennesket: Se, å frykte Herren, det er visdom, og å fly det onde er forstand.
Til menneskja han sagde so: «I Herrens otte visdom sit, og fly det vonde, det er vit.»»
