Jobs 27
1 Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:
Zvino Jobho akapfuurira mberi nokutaura achiti:
2 Så sant Gud lever, som har tatt min rett fra mig, den Allmektige, som har voldt mig bitter sorg
“Zvirokwazvo naMwari mupenyu, iye akaramba kundiruramisira, iye Wamasimba Ose, akaita kuti ndinzwe shungu pamwoyo wangu,
3 - for ennu er hele mitt livspust i mig og den Allmektiges ånde i min nese -:
chero ndichine upenyu mandiri, ndichine kufema kwaMwari mumhino dzangu,
4 Mine leber taler ikke urett, og min tunge taler ikke svik.
miromo yangu haingatauri zvakashata, uye rurimi rwangu harungatauri nokunyengera.
5 Det være langt fra mig å gi eder rett! Inntil jeg opgir ånden, lar jeg ikke min brødefrihet tas fra mig.
Handingambobvumi kuti muri kutaura chokwadi; kusvikira ndafa, handizorambi kururama kwangu.
6 Jeg holder fast på min rettferdighet og slipper den ikke; mitt hjerte laster mig ikke for nogen av mine dager.
Ndichachengetedza kururama kwangu uye handingakuregedzi; hana yangu haingandipi mhosva ndichiri mupenyu.
7 La min fiende stå der som en ugudelig, og min motstander som en urettferdig!
“Vavengi vangu ngavaite savakaipa, navadzivisi vangu savasakarurama!
8 For hvad håp har den gudløse, når Gud avskjærer hans liv, når han tar hans sjel fra ham?
Ko, munhu asina Mwari ane tariro yeiko kana afa, Mwari paanotora upenyu hwake?
9 Hører vel Gud hans skrik når trengsel kommer over ham?
Ko, Mwari anoteerera kuchema kwake paanowirwa nenhamo here?
10 Eller kan han glede sig i den Allmektige, kan han påkalle Gud til enhver tid?
Iye angawana mufaro muna Wamasimba Ose here? Ko, achadana kuna Mwari panguva dzose here?
11 Jeg vil lære eder om Guds hånd; jeg vil ikke dølge hvad den Allmektige har i sinne.
“Ndichakudzidzisai nezvesimba raMwari; nzira dzaWamasimba Ose handingadzivanzi.
12 I har jo alle selv sett det; hvorfor fører I da så tom en tale?
Imi mose makazviona izvi pachenyu. Zvino munotaurireiko zvisina maturo?
13 Dette er det ugudelige menneskes lodd hos Gud og den arv som voldsmennene får av den Allmektige:
“Haano magumo anogoverwa vakaipa naMwari, iyo nhaka inogamuchirwa navanhu vano utsinye, kubva kuna Wamasimba Ose.
14 Får han mange barn, så er de hjemfalt til sverdet; hans ætlinger får ikke brød å mette sig med.
Hazvinei kuti vana vake vakawanda sei, magumo avo munondo; zvizvarwa zvake hazvizombowani zvokudya zvakakwana.
15 De av dem som slipper unda, legges i graven ved pest, og enkene holder ikke sørgefest over dem.
Denda richaviga vaya vanenge vasara, uye chirikadzi dzavo hadzingavachemi.
16 Når han dynger op sølv som støv og samler sig klær som lere,
Kunyange akaunganidza sirivha seguruva, uye zvokupfeka zvikaita somurwi wevhu,
17 så blir det de rettferdige som klær sig med det han har samlet, og sølvet skal de skyldfrie dele.
zvaanowana zvichapfekwa navakarurama, uye vasina mhaka vachagovana sirivha yake.
18 Som møllet har han bygget sitt hus og som den hytte en markvokter lager sig.
Imba yaanovaka yakaita sedende rechipfukuto, sechirindo chakaitwa nomurindi.
19 Rik legger han sig, og intet er tatt bort; han slår sine øine op, og det er der ikke.
Anovata pasi akapfuma, asi haachazviitizve; paanosvinura meso ake, wanei zvose zvaenda.
20 Som en vannflom innhenter redsler ham, om natten fører en storm ham bort.
Zvinotyisa zvinomubata kufanana namafashamu; dutu rinomubvutira kure panguva yousiku.
21 Østenvinden løfter ham op, så han farer avsted, og den blåser ham bort fra hans sted.
Mhepo yokumabvazuva inomutakura ichimuendesa kure, achibva zvachose. Inomukukura kubva panzvimbo yake.
22 Gud skyter sine piler mot ham og sparer ham ikke; for hans hånd flyr han i hast.
Inovhuvhuta paari isingamunzwiri ngoni, paanenge achitiza akati tande achitiza simba rayo.
23 Folk klapper i hendene og håner ham og piper ham bort fra hans sted.
Inomuomberera maoko ichimuseka, ichishinyira ichiita kuti abve panzvimbo yake.
