Jobs 27
1 Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:
Nake Ayubu agĩthiĩ na mbere na mĩario yake, akiuga atĩrĩ:
2 Så sant Gud lever, som har tatt min rett fra mig, den Allmektige, som har voldt mig bitter sorg
“Ti-itherũ o ta ũrĩa Mũrungu atũũraga muoyo, o we ũnyimĩte kĩhooto, ũcio Mwene-Hinya-Wothe, ũrĩa ũtũmĩte ngĩe na ũrũrũ ngoro-inĩ-rĩ,
3 - for ennu er hele mitt livspust i mig og den Allmektiges ånde i min nese -:
hĩndĩ ĩrĩa yothe niĩ ngũtũũra muoyo, nayo mĩhũmũ ya Ngai ĩrĩ maniũrũ-inĩ makwa,
4 Mine leber taler ikke urett, og min tunge taler ikke svik.
mĩromo yakwa ndĩkaaria maũndũ ma waganu, na rũrĩmĩ rwakwa rũtikaaria maheeni.
5 Det være langt fra mig å gi eder rett! Inntil jeg opgir ånden, lar jeg ikke min brødefrihet tas fra mig.
Niĩ ndigetĩkĩra atĩ nĩ inyuĩ mũrĩ na kĩhooto; nginya rĩrĩa ngaakua, ndigakaana ũkindĩrĩku wakwa.
6 Jeg holder fast på min rettferdighet og slipper den ikke; mitt hjerte laster mig ikke for nogen av mine dager.
Nĩngũtũũria ũthingu wakwa na ndikaũrekia; thamiri yakwa ndĩkanjiirithia rĩrĩa rĩothe ngũtũũra muoyo.
7 La min fiende stå der som en ugudelig, og min motstander som en urettferdig!
“Thũ ciakwa irogĩtuĩka ta arĩa aaganu, arĩa marĩ muku na niĩ marotuĩka ta arĩa matarĩ kĩhooto!
8 For hvad håp har den gudløse, når Gud avskjærer hans liv, når han tar hans sjel fra ham?
Tondũ-rĩ, kĩĩrĩgĩrĩro kĩa ũrĩa ũtarĩ mwĩtigĩri Ngai gĩkĩrĩ kĩrĩkũ akua, hĩndĩ ĩrĩa Ngai ooya muoyo wake?
9 Hører vel Gud hans skrik når trengsel kommer over ham?
Mũrungu nĩakĩiguaga gũkaya gwake rĩrĩa akorwo nĩ mĩnyamaro?
10 Eller kan han glede sig i den Allmektige, kan han påkalle Gud til enhver tid?
Nĩakenagĩra ũcio Mwene-Hinya-Wothe? Nĩakayagĩra Ngai mahinda mothe?
11 Jeg vil lære eder om Guds hånd; jeg vil ikke dølge hvad den Allmektige har i sinne.
“Nĩngũmũruta ũhoro wĩgiĩ ũhoti wa Mũrungu; ndikũhitha njĩra cia Mwene-Hinya-Wothe.
12 I har jo alle selv sett det; hvorfor fører I da så tom en tale?
Inyuothe nĩmwĩoneire maũndũ macio. Ĩkĩrĩ yakĩ mĩario ĩno ĩtarĩ kĩene?
13 Dette er det ugudelige menneskes lodd hos Gud og den arv som voldsmennene får av den Allmektige:
“Ũũ nĩguo Mũrungu aathagĩrĩria arĩa aaganu, na nĩrĩo igai rĩrĩa mũndũ ũrĩa ũtarĩ tha aamũkagĩra kuuma kũrĩ Mwene-Hinya-Wothe:
14 Får han mange barn, så er de hjemfalt til sverdet; hans ætlinger får ikke brød å mette sig med.
O na ciana ciake ciaingĩha atĩa, ciathĩrĩirio rũhiũ rwa njora; rũciaro rwake rũtikoona irio cia kũrũigana.
15 De av dem som slipper unda, legges i graven ved pest, og enkene holder ikke sørgefest over dem.
Mũthiro nĩguo ũkaaninũkia arĩa agaatiga thuutha wake, na atumia ao a ndigwa matikamarĩrĩra.
16 Når han dynger op sølv som støv og samler sig klær som lere,
O na angĩonganĩrĩria betha ta rũkũngũ, na agĩe na nguo nyingĩ ta hĩba cia rĩũmba,
17 så blir det de rettferdige som klær sig med det han har samlet, og sølvet skal de skyldfrie dele.
kĩrĩa egũcookanĩrĩria gĩkehumbwo nĩ ũrĩa mũthingu, na arĩa matarĩ mahĩtia nĩo makaagayana betha yake.
18 Som møllet har han bygget sitt hus og som den hytte en markvokter lager sig.
Nyũmba ĩrĩa aakaga no ta nyũmba ya kĩĩhuruta, ningĩ no ta gĩthũnũ gĩakĩtwo nĩ mũrangĩri.
19 Rik legger han sig, og intet er tatt bort; han slår sine øine op, og det er der ikke.
Agaakoma arĩ mũtongu, no ndagacooka gwĩka ũguo rĩngĩ; akaahingũra maitho akore gũtirĩ kĩndũ arĩ nakĩo.
20 Som en vannflom innhenter redsler ham, om natten fører en storm ham bort.
Imakania imũkoragĩrĩra ta mũiyũro wa maaĩ; kĩhuhũkanio gĩkaamũhuria ũtukũ.
21 Østenvinden løfter ham op, så han farer avsted, og den blåser ham bort fra hans sted.
Rũhuho rwa mwena wa Irathĩro rũmuoyaga akabuĩria; rũmweheragia kũrĩa atũũraga.
22 Gud skyter sine piler mot ham og sparer ham ikke; for hans hånd flyr han i hast.
Rũmũhurutaga rũtarĩ na tha o rĩrĩa aroorĩra hinya waruo.
23 Folk klapper i hendene og håner ham og piper ham bort fra hans sted.
Rũhũũraga hĩ rũkamũkenerera, na rũkagamba ta nyoka rũkamũruta kũrĩa atũũraga.”
