Jobs 27
1 Og Job blev ved å fremføre sin visdomstale og sa:
Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Så sant Gud lever, som har tatt min rett fra mig, den Allmektige, som har voldt mig bitter sorg
Saa sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
3 - for ennu er hele mitt livspust i mig og den Allmektiges ånde i min nese -:
Saa længe jeg drager Aande og har Guds Aande i Næsen,
4 Mine leber taler ikke urett, og min tunge taler ikke svik.
skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
5 Det være langt fra mig å gi eder rett! Inntil jeg opgir ånden, lar jeg ikke min brødefrihet tas fra mig.
Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udaander, opgiver jeg ikke min Uskyld.
6 Jeg holder fast på min rettferdighet og slipper den ikke; mitt hjerte laster mig ikke for nogen av mine dager.
Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
7 La min fiende stå der som en ugudelig, og min motstander som en urettferdig!
Som den gudløse gaa det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
8 For hvad håp har den gudløse, når Gud avskjærer hans liv, når han tar hans sjel fra ham?
Thi hvad er den vanhelliges Haab, naar Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
9 Hører vel Gud hans skrik når trengsel kommer over ham?
Hører mon Gud hans Skrig, naar Angst kommer over ham?
10 Eller kan han glede sig i den Allmektige, kan han påkalle Gud til enhver tid?
Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, naar han paakalder ham?
11 Jeg vil lære eder om Guds hånd; jeg vil ikke dølge hvad den Allmektige har i sinne.
Jeg vil lære jer om Guds Haand, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
12 I har jo alle selv sett det; hvorfor fører I da så tom en tale?
se, selv har I alle set det, hvi har I saa tomme Tanker?
13 Dette er det ugudelige menneskes lodd hos Gud og den arv som voldsmennene får av den Allmektige:
Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd faar fra den Almægtige:
14 Får han mange barn, så er de hjemfalt til sverdet; hans ætlinger får ikke brød å mette sig med.
Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
15 De av dem som slipper unda, legges i graven ved pest, og enkene holder ikke sørgefest over dem.
de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
16 Når han dynger op sølv som støv og samler sig klær som lere,
Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler —
17 så blir det de rettferdige som klær sig med det han har samlet, og sølvet skal de skyldfrie dele.
han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
18 Som møllet har han bygget sitt hus og som den hytte en markvokter lager sig.
han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
19 Rik legger han sig, og intet er tatt bort; han slår sine øine op, og det er der ikke.
han lægger sig rig, men for sidste Gang, han slaar Øjnene op, og er det ej mer;
20 Som en vannflom innhenter redsler ham, om natten fører en storm ham bort.
Rædsler naar ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
21 Østenvinden løfter ham op, så han farer avsted, og den blåser ham bort fra hans sted.
løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
22 Gud skyter sine piler mot ham og sparer ham ikke; for hans hånd flyr han i hast.
Skaanselsløst skyder han paa ham, i Hast maa han fly fra hans Haand;
23 Folk klapper i hendene og håner ham og piper ham bort fra hans sted.
man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
