Jobs 23
1 Da tok Job til orde og sa:
Då svara Job og sagde:
2 Ennu idag gjelder min klage for å være gjenstridighet; min hånd hviler dog tungt på mitt sukk.
«Endå gjeld klaga mi for tråss, tungt legg eg handi på min sukk.
3 Bare jeg visste å finne ham og kunde komme frem til hans trone!
Berre eg kunde finna honom og koma til hans bustad fram!
4 Jeg skulde legge min sak frem for hans åsyn og fylle min munn med beviser.
Då la eg fram for han mi sak og fyllte munnen min med prov.
5 Jeg skulde få vite de ord han vilde svare mig, og merke mig hvad han vilde si til mig.
Då høyrde eg kva svar han gav, og merka det han sa til meg.
6 Skulde han da med full kraft stride mot mig? Mon ikke just han skulde akte på mine ord?
Vilde med magt han mot meg standa? Nei, lyda på meg vilde han.
7 Da skulde en rettskaffen mann gå i rette med ham, og jeg skulde slippe fra min dommer for all tid.
Ein skuldfri stod då for han fram; for alltid slapp eg domar min.
8 Men går jeg mot øst, så er han ikke der; går jeg mot vest, så blir jeg ikke var ham;
Gjeng eg i aust, han er’kje der; mot vest, eg vert han ikkje var;
9 er han virksom i nord, så ser jeg ham ikke; går han mot syd, så øiner jeg ham ikke.
i nord han verkar, ei eg ser han, han snur mot sud, eg ser han ikkje.
10 For han kjenner den vei jeg holder mig til; prøvde han mig, så skulde jeg gå frem av prøven som gullet.
For all den veg eg fer han kjenner; prøvde han meg, eg var som gull.
11 Min fot holdt sig i hans spor; jeg fulgte hans vei og bøide ikke av.
Min fot hev fylgt i faret hans; hans veg eg gjeng ubrigdeleg,
12 Fra hans lebers bud vek jeg ikke; fremfor min egen lov aktet jeg på hans munns ord.
veik ei frå det hans lippa baud, meir enn mi lov eg lydde hans.
13 Men han er den eneste, og hvem hindrer ham? Hvad hans sjel lyster, det gjør han.
Men ein er han, kven hindrar honom? Det han hev hug til, gjer han og.
14 For han fullbyrder det han har fastsatt for mig, og av sådant er det meget hos ham.
Han um min lagnad avgjerd tek, og hev med meg so mangt i emning.
15 Derfor reddes jeg for ham; tenker jeg på det, så bever jeg for ham.
Eg difor ræddast for hans åsyn, når eg det minnest, skjelv eg for han.
16 Og Gud har knekket mitt mot, og den Allmektige har forferdet mig,
Ja, Gud hev brote ned mitt mod, og Allvald hev gjort meg fælen,
17 fordi jeg ikke blev rykket bort før mørket kom, og fordi han ikke skjulte ulykkens natt for mig.
ei er det myrkret som meg tyner, og ei mi eigi myrke åsyn.
