Jobs 23
1 Da tok Job til orde og sa:
Ningĩ Ayubu agĩcookia atĩrĩ:
2 Ennu idag gjelder min klage for å være gjenstridighet; min hånd hviler dog tungt på mitt sukk.
“O na ũmũthĩ gũteta gwakwa no kũrũrũ; guoko gwake nĩkũnditũhĩire o na ngĩcaayaga ũguo.
3 Bare jeg visste å finne ham og kunde komme frem til hans trone!
Naarĩ korwo nĩnjũũĩ kũrĩa ingĩmuona; Naarĩ korwo no hote gũthiĩ kũrĩa aikaraga!
4 Jeg skulde legge min sak frem for hans åsyn og fylle min munn med beviser.
Ingĩĩyarĩrĩria harĩ we, njiyũrie kanua gakwa ihooto.
5 Jeg skulde få vite de ord han vilde svare mig, og merke mig hvad han vilde si til mig.
No nyende kũmenya ũrĩa angĩĩnjookeria, ndĩcũũranie ũrĩa angĩnjĩĩra.
6 Skulde han da med full kraft stride mot mig? Mon ikke just han skulde akte på mine ord?
No anjũkĩrĩre na ũhoti wake mũnene? Aca, ndangĩhatĩrĩria na thitango.
7 Da skulde en rettskaffen mann gå i rette med ham, og jeg skulde slippe fra min dommer for all tid.
Hau-rĩ, mũndũ mũrũngĩrĩru no atware ciira wake mbere yake, na niĩ njohorithio kuuma kũrĩ mũnjiirithia nginya tene.
8 Men går jeg mot øst, så er han ikke der; går jeg mot vest, så blir jeg ikke var ham;
“No rĩrĩ, ingĩthiĩ mwena wa irathĩro, we ndarĩ kuo; ingĩthiĩ mwena wa ithũĩro, ndiramuona.
9 er han virksom i nord, så ser jeg ham ikke; går han mot syd, så øiner jeg ham ikke.
Hĩndĩ ĩrĩa arĩ wĩra-inĩ mwena wa gathigathini, ndimuonaga; rĩrĩa athiĩ mwena wa gũthini, ndimuonaga o na hanini.
10 For han kjenner den vei jeg holder mig til; prøvde han mig, så skulde jeg gå frem av prøven som gullet.
Nowe-rĩ, nĩooĩ njĩra ĩrĩa ngeragĩra; aarĩkia kũngeria, ngoima haana o ta thahabu.
11 Min fot holdt sig i hans spor; jeg fulgte hans vei og bøide ikke av.
Magũrũ makwa moimĩte makinya make thuutha; nũmagĩrĩra njĩra yake itekwahũka na mwena.
12 Fra hans lebers bud vek jeg ikke; fremfor min egen lov aktet jeg på hans munns ord.
Niĩ nditiganĩirie maathani ma mĩromo yake; njĩkĩrĩire ciugo cia kanua gake gũkĩra irio ciakwa cia o mũthenya.
13 Men han er den eneste, og hvem hindrer ham? Hvad hans sjel lyster, det gjør han.
“No rĩrĩ, arũgamaga arĩ o wiki; nũũ ũngĩhota kũregana nake? Ekaga o ũrĩa ekwenda.
14 For han fullbyrder det han har fastsatt for mig, og av sådant er det meget hos ham.
Ahingagia ũndũ ũrĩa anduĩrĩire, na arĩ o na mĩbango mĩingĩ ta ĩyo anjigĩire.
15 Derfor reddes jeg for ham; tenker jeg på det, så bever jeg for ham.
Kĩu nĩkĩo gĩtũmĩte nyiitwo nĩ kĩmako ndĩ mbere yake; ndeciiria maũndũ macio mothe-rĩ, ngamwĩtigĩra.
16 Og Gud har knekket mitt mot, og den Allmektige har forferdet mig,
Mũrungu nĩatũmĩte ngoro yakwa yũrwo nĩ hinya; ũcio Mwene-Hinya-Wothe nĩatũmĩte nyiitwo nĩ guoya.
17 fordi jeg ikke blev rykket bort før mørket kom, og fordi han ikke skjulte ulykkens natt for mig.
No rĩrĩ, ndikirĩtio nĩ nduma, ĩĩ nduma ĩyo ndumanu ĩhumbĩrĩte ũthiũ wakwa.
