Jobs 21
1 Da tok Job til orde og sa:
Le hoe ty natoi’ Iobe:
2 Hør aktsomt på mitt ord og la dette være den trøst I yder mig!
Tsatsiho o entakoo; ehe t’ie ro hamere anahareo.
3 Tål mig, så jeg kan få tale, og når jeg har talt, kan du spotte.
Iheveo hey hivolañe, ie fa nivolañe, le mañinjea.
4 Mon min klage gjelder et menneske? Eller hvorfor skulde min ånd ikke bli utålmodig?
Aa naho izaho, ondaty hao ty itoreovako? Ino ty tsy hahatsimboetse ahy?
5 Vend eder til mig og bli forferdet og legg hånd på munn!
Isaho iraho vaho ilatsao: akapefo am-pitàñe ty falie.
6 Kommer jeg det i hu, så forferdes jeg, og mitt kjød gripes av skjelving.
Ie mahatiahy iraho, le embetse; fitititihañe ty mangazoñe ty vatako.
7 Hvorfor blir de ugudelige i live, blir gamle og tiltar endog i velmakt?
Akore te mbe veloñe o tsereheñeo, miha-bey, vaho mitombo an-kaozarañe?
8 De ser sine barn trives omkring sig, og sine efterkommere har de for sine øine.
Mitrao-pimoneñe am’iareo, am-pahaisaha’ iareo o ana’eo, añatrefam-pihaino’ iareo o tarira’eo.
9 Deres hus er sikre mot redsler, og Guds ris kommer ikke over dem.
Soa-aro tsy an-kahembañañe o akiba’eo; tsy am’ iereo ty kobain’Añahare.
10 Hans okse parrer sig og spiller ikke, hans ku kalver og kaster ikke i utide.
Mitongoñe o añombelahi’eo fa tsy milesa; miterake o añombe vave’eo fa tsy mandoly.
11 De slipper sine barn ut som småfeet, og deres smågutter hopper omkring.
Ampidadà’ iereo hoe lia raike o ana’eo; mitrekatreka o keleia’eo.
12 De synger til tromme og citar, og de gleder sig ved fløitens lyd.
Kantsáñe naho marovany ty arahe’ iareo takasy, vaho mifale ami’ty feon-tsoly.
Gadoñe’ iereo am-pibodobodoañe o andro’eo vaho mizotso mb’an-kibory ao am-pierañerañañe. (Sheol h7585)
14 Og dog sa de til Gud: Vik fra oss! Vi har ikke lyst til å kjenne dine veier.
Ie nanao ty hoe aman’ Añahare: Adono zahay! Tsy fañiria’ay ty hahafohiñe o sata’oo.
15 Hvad er den Allmektige, at vi skulde tjene ham, og hvad gagn skulde vi ha av å vende oss til ham med bønn?
Ia ze o El-Sadai zao, hitoroña’ay? Ino ty ho tombo’e ho anay te ihalalia’ay?
16 Ja, men deres lykke står ikke i deres egen hånd. - De ugudeliges tanker er langt fra mine tanker.
Heheke, tsy am-pità’ iareo ty hasoa, lavits’ahy ty famerea’ o lo-tserekeo.
17 Hvor ofte utslukkes vel de ugudeliges lampe, og hvor ofte hender det at ulykke kommer over dem? Hvor ofte tildeler han dem vel smerter i sin vrede?
Im-pire hao te akipeke ty failo’ o tsivokatseo? Im-pire t’ie ivovoa’ ty hankàñe? Ie anjarà’e ty tivontivoñe ty amy haviñera’ey.
18 Hvor ofte blir de vel som strå for vinden, som agner stormen fører bort?
Boka-maike miatre-tioke iereo, hoe kafo’e aboelen-tio-bey?
19 Men Gud gjemmer hans straff til hans barn. - Ja, men han burde straffe ham selv, så han fikk kjenne det.
[Hoe nahareo: ] Ahajan’ Añahare ho amo ana’eo o tahi’eo. Ehe te hañondroke ama’e t’i Andrianañahare, hahafohina’e.
20 Med egne øine burde han få se sin undergang, og av den Allmektiges vrede burde han få drikke selv.
Apoho ho oni-pihaino’e ty firotsaha’e, hitohofa’e ty haviñera’ i El-Sadai.
21 For hvad bryr han sig om sitt hus efter sin død, når hans måneders tall er ute?
Haoñe’e hao i hasavereña’e hanonjohy azey, apota’e hao te voaiake o vola’eo?
22 Vil nogen lære Gud visdom, han som dømmer de høieste?
Ia ty hañoke hilala aman’Añahare kanao Ie ro mizaka o an-dikerañeo?
23 Den ene dør midt i sin velmakt, helt trygg og rolig;
Mihomak’ ami’ty haañoña’e ty raike, ie miaiñañoleñañe am-panintsiñañe.
24 hans kar var fulle av melk, og margen i hans ben var saftfull.
Pea ronono o korobo’eo, lendeñe o betron-taola’eo.
25 Den andre dør med sorg i hjertet og har aldri nytt nogen lykke.
Mivetrake ka ty aman-kafairan-troke, le lia’e tsy nitsopeke raha mafiry.
26 Begge ligger de i støvet, og makk dekker dem.
Songa mandre andebok’ ao, sindre saroñan-oletse.
27 Se, jeg kjenner eders tanker og de onde råd hvormed I gjør urett mot mig;
Eka, fantako ty fikitroha’ areo, ty fikililia’ areo hañaraty ahy.
28 for I sier: Hvor er tyrannens hus, og hvor er det telt de ugudelige bor i?
Fa hoe nahareo: Aia ty anjomba’ i roandriañey? Aia ty kivoho, ty fimoneña’ o lo-tserekeo?
29 Har I aldri spurt dem som har faret vidt omkring? Og I vil vel ikke forkaste deres vidnesbyrd,
Mboe tsy nañontanea’ areo hao o mpañaveloo, tsy apota’ areo hao o talili’ iareoo?
30 at den onde spares på ulykkens dag, på vredens dag føres han unda.
te arovañe ho an-tsan-kankàñe i tsereheñey, ho kozozoteñe mb’eo añ’androm-piforoforoañe.
31 Hvem foreholder ham hans ferd like i hans ansikt? og når han gjør noget, hvem gjengjelder ham det?
Ia ty hiatreatre aze ty amo lala’eo, ia ty hañondrok’ ama’e o nanoe’eo?
32 Til graven bæres han med ære, og over gravhaugen holder de vakt.
Ie takoneñe mb’an-kibory mb’eo, vaho ambenañe i lona’ey.
33 Søt er hans hvile i dalens muld, og alle mennesker vandrer i hans spor, og det er ikke tall på dem som har gått foran ham.
Mamy ama’e o vongan-tane am-bavataneo; vaho fonga hañorik’ aze ondatio, ie mitozantozañe ka ty niaolo.
34 Hvor kan I da trøste mig med så tom en trøst? Av eders svar blir det bare troløshet tilbake.
Aia arè ty añohòa’ areo amañ’entan-kòake, le o hatoi’ areoo, manao hakalitahañe avao.
