Jobs 19
1 Da tok Job til orde og sa:
Aa le hoe ty natoi’ Iobe:
2 Hvor lenge vil I bedrøve min sjel og knuse mig med ord?
Pak’ombia nahareo ro mbe hampiojeoje ty troko naho hampipinepinek’ahy an-tsaontsy?
3 Det er nu tiende gang I håner mig og ikke skammer eder ved å krenke mig.
Im-polo ty nañonjira’ areo ahiko vaho tsy mahasalats’ anahareo ty mañaraty ahy.
4 Har jeg virkelig faret vill, da blir min villfarelse min egen sak.
Aa naho nitò t’ie nandilatse, le midoñ’ amako avao i tahiñey.
5 Vil I virkelig ophøie eder over mig og vise mig at min vanære har rammet mig med rette?
Naho mivongevòngek’ amako nahareo manisý ahy amo injekoo,
6 Så vit da at Gud har gjort mig urett og satt sitt garn omkring mig!
Le mahafohina te nifotetse amako, t’i Andrianañahare vaho narikato’e amako ty harato’e.
7 Se, jeg roper: Vold! - men jeg får intet svar; jeg skriker om hjelp, men det er ingen rett å få.
Mitoreo iraho fa nikatramoeñe fe tsy amam-pañaoñe; mikanjy, fe tsy añomean-to.
8 Min vei har han stengt, så jeg ikke kommer frem, og over mine stier legger han mørke.
Finahepahe’e ty lalako tsy handenàko, naho napo’e añ’oloñoloko ao ty ieñe.
9 Min ære har han avklædd mig og tatt bort kronen fra mitt hode.
Nampikorendahe’e amako ty engeko, vaho nafaha’e an-dohako ao i sabakam-bolonahetsey.
10 Han bryter mig ned på alle kanter, så jeg går til grunne, og han rykker op mitt håp som et tre.
Narotsa’e mb’etia mb’atia, le fa añe iraho: ombota’e hoe hatae ty fitamàko.
11 Han lar sin vrede brenne mot mig og akter mig som sin fiende.
Nasoleba’e amako ka ty haviñera’e vaho atao’e ho rafelahi’e.
12 Hans hærflokker kommer alle sammen og rydder sig vei mot mig, og de leirer sig rundt om mitt telt.
Mitotoke amako o lahindefo’eo, mitoañe mb’amako le mitobe añariary i kibohokoy.
13 Mine brødre har han drevet langt bort fra mig, og mine kjenninger er blitt aldeles fremmede for mig.
Napo’e lavitse ahy o rahalahikoo, vaho fonga alik’amako o nimpiamakoo.
14 Mine nærmeste holder sig borte, og mine kjente har glemt mig.
Namorintseñe ahy o longokoo, nañaliño ahy o rañekoo.
15 Mine husfolk og mine tjenestepiker akter mig for en fremmed; jeg er en utlending i deres øine.
O mitobok’ añ’anjombakoo, naho o anak’ampatakoo, songa manao ahy ho ambahiny, toe renetane am-pahaisaha’e.
16 Kaller jeg på min tjener, så svarer han ikke; med egen munn må jeg bønnfalle ham.
Tokaveko ty mpitoroko, fe tsy manoiñe, ndra te itoreovam-bavako.
17 Min ånde er motbydelig for min hustru, og min vonde lukt for min mors sønner.
Mampangorý i valiko ty kofòko, vaho heje’ ty amorin-dreneko.
18 Endog barn forakter mig; vil jeg reise mig, så taler de mot mig.
Manirìk’ahy o anak’ajalahio, ie miongake iraho, onjira’ iareo.
19 Alle mine nærmeste venner avskyr mig, og de jeg elsket, har vendt sig mot mig.
Malaiñ’ahy iaby o atehenakoo; tsambolitio’ o nikokoakoo.
20 Mine ben trenger ut gjennem min hud og mitt kjøtt, og bare tannhinnen er ennu urørt på mig.
Mipitek’ ami’ty holiko naho ami’ty nofoko o taolakoo, vaho an-tain-tsìko avao ty nimolaoreko.
21 Forbarm eder, forbarm eder over mig, I mine venner! For Guds hånd har rørt ved mig.
Tretrezo iraho, iferenaiño, ry rañeko; fa nipaok’ ahy ty fitàn’Añahare.
22 Hvorfor forfølger I mig likesom Gud og blir ikke mette av mitt kjøtt?
Ino ty ampisoaña’ areo ahy hoe t’ie Andrianañahare? Tsy mahaeneñ’ anahareo hao o holikoo?
23 Men gid mine ord måtte bli opskrevet! Gid de måtte bli optegnet i en bok,
Ee te nisokireñe o volako zao! Lonike t’ie nipatereñe am-boke ao!
24 ja, med jerngriffel og bly for evig bli hugget inn i sten!
Ee any t’ie sokirañe an-tsantilò viñe naho firake am-bato tsy ho modo!
25 Men jeg - jeg vet min gjenløser lever, og som den siste skal han stå frem på støvet.
Fa naho izaho, apotako te veloñe i Mpijebañ’ahikoy, ie hijohañe ambone’ o lembokeo an-tsengaha’e añe.
26 Og efterat denne min hud er blitt ødelagt, skal jeg ut fra mitt kjød skue Gud,
Le ie fa momoke ty holiko— ty mianto toy, ho treako boak’ ami’ty nofoko t’i Andrianañahare;
27 han som jeg skal skue, mig til gode, han som mine øine skal se og ikke nogen fremmed - mine nyrer tæres bort i mitt liv.
Eka, hahatrea Aze iraho; o masokoo ro hahaisak’ aze fa tsy ty ila’e. Momoke o añ’ovakoo!
28 Når I sier: Hvor vi skal forfølge ham! - I har jo funnet skylden hos mig -
Hera hanao ty hoe nahareo: Akore ty hampisoañan-tikañ’ aze? Ino ty lengo’e ho tendreke hanesehañ’ aze?
29 så frykt for sverdet! For vrede er en synd som er hjemfalt til sverd. Dette sier jeg forat I skal tenke på at det kommer en dom.
Mihembaña amy fibaray; amy te minday falilovam-pibara o haviñerañeo, hahafohina’ areo te eo ty zaka.
