Jobs 19
1 Da tok Job til orde og sa:
Epi Job te reponn:
2 Hvor lenge vil I bedrøve min sjel og knuse mig med ord?
Pou konbyen de tan, nou va toumante m, e kraze mwen avèk pawòl yo?
3 Det er nu tiende gang I håner mig og ikke skammer eder ved å krenke mig.
Dis fwa sa yo nou te ensilte m; nou pa menm wont fè m tò.
4 Har jeg virkelig faret vill, da blir min villfarelse min egen sak.
Menm si m fè erè, erè sa repoze anndan m.
5 Vil I virkelig ophøie eder over mig og vise mig at min vanære har rammet mig med rette?
Si anverite nou vin ògeye kont mwen, e fè m wè prèv a gwo wont mwen,
6 Så vit da at Gud har gjort mig urett og satt sitt garn omkring mig!
alò, konnen byen ke Bondye te fè m tò, e te fèmen pèlen Li an antoure mwen.
7 Se, jeg roper: Vold! - men jeg får intet svar; jeg skriker om hjelp, men det er ingen rett å få.
“Gade byen, mwen kriye: ‘Vyolans!’ Men nanpwen repons. Mwen rele sekou! Men nanpwen jistis.
8 Min vei har han stengt, så jeg ikke kommer frem, og over mine stier legger han mørke.
Li te bare chemen mwen pou m pa kab pase, e Li te mete fènwa sou pa m yo.
9 Min ære har han avklædd mig og tatt bort kronen fra mitt hode.
Li te retire lonè sou mwen e te retire kouwòn nan sou tèt mwen.
10 Han bryter mig ned på alle kanter, så jeg går til grunne, og han rykker op mitt håp som et tre.
Li kraze desann mwen tout kote e mwen fin disparèt; Li te dechouke espwa m kon yon pyebwa.
11 Han lar sin vrede brenne mot mig og akter mig som sin fiende.
Anplis, Li te limen lakòlè Li kont mwen e te konsidere m kon lènmi Li.
12 Hans hærflokker kommer alle sammen og rydder sig vei mot mig, og de leirer sig rundt om mitt telt.
Lame Li a vin rasanble pou bati chemen pa yo kont mwen. Yo fè kan kap antoure tant mwen an.
13 Mine brødre har han drevet langt bort fra mig, og mine kjenninger er blitt aldeles fremmede for mig.
“Li te retire frè m yo byen lwen mwen e sila mwen te konnen yo vin separe de mwen nèt.
14 Mine nærmeste holder sig borte, og mine kjente har glemt mig.
Fanmi mwen yo vin fè fayit e pi pwòch zami m yo te bliye m.
15 Mine husfolk og mine tjenestepiker akter mig for en fremmed; jeg er en utlending i deres øine.
Sila ki rete lakay mwen yo ak sèvant mwen yo konsidere m kon yon etranje. Mwen se yon etranje menm nan zye yo.
16 Kaller jeg på min tjener, så svarer han ikke; med egen munn må jeg bønnfalle ham.
Mwen rele sèvitè mwen an, men li pa reponn; mwen oblije sipliye l ak bouch mwen.
17 Min ånde er motbydelig for min hustru, og min vonde lukt for min mors sønner.
Menm souf mwen fè bay ofans a madanm mwen, e mwen vin abominab a pwòp frè m.
18 Endog barn forakter mig; vil jeg reise mig, så taler de mot mig.
Timoun yo meprize mwen. Mwen leve e yo pale kont mwen.
19 Alle mine nærmeste venner avskyr mig, og de jeg elsket, har vendt sig mot mig.
Tout asosye m yo etone ak krent devan m. Sila ke m byen renmen yo te vire kont mwen.
20 Mine ben trenger ut gjennem min hud og mitt kjøtt, og bare tannhinnen er ennu urørt på mig.
Zo m yo kole sou po m ak chè m; se sèl pa po dan m ke m chape lanmò.
21 Forbarm eder, forbarm eder over mig, I mine venner! For Guds hånd har rørt ved mig.
“Gen pitye pou mwen, gen pitye, O nou menm ki zanmi mwen yo, paske men Bondye vin frape mwen.
22 Hvorfor forfølger I mig likesom Gud og blir ikke mette av mitt kjøtt?
Poukisa n ap pèsekite mwen menm tankou Bondye e pa satisfè ak chè mwen.
23 Men gid mine ord måtte bli opskrevet! Gid de måtte bli optegnet i en bok,
O ke pawòl mwen yo te ekri! O ke yo te enskri nan yon liv!
24 ja, med jerngriffel og bly for evig bli hugget inn i sten!
Ke avèk pwent plim ak plon, yo te grave sou wòch la jis pou tout tan!
25 Men jeg - jeg vet min gjenløser lever, og som den siste skal han stå frem på støvet.
Men pou mwen, mwen konnen ke Redanmtè mwen an vivan. Epi apre tout sa a, li va vin kanpe sou latè.
26 Og efterat denne min hud er blitt ødelagt, skal jeg ut fra mitt kjød skue Gud,
Menm lè po m fin detwi, malgre chè m fin sòti, mwen va wè Bondye nan chè a;
27 han som jeg skal skue, mig til gode, han som mine øine skal se og ikke nogen fremmed - mine nyrer tæres bort i mitt liv.
ke mwen, mwen menm va wè, ke zye m va wè, e se pa kon yon etranje. “Kè m vin fèb anndan m.
28 Når I sier: Hvor vi skal forfølge ham! - I har jo funnet skylden hos mig -
Si nou di: ‘Men kijan nou va pèsekite li!’ pwiska rasin ka sa a se nan mwen,’
29 så frykt for sverdet! For vrede er en synd som er hjemfalt til sverd. Dette sier jeg forat I skal tenke på at det kommer en dom.
fè lakrent nepe a pou kont nou, paske lakòlè Bondye mennen pinisyon nepe a. Fòk nou kab konnen, gen jijman.”
