Jobs 19
1 Da tok Job til orde og sa:
Men Job svarede og sagde:
2 Hvor lenge vil I bedrøve min sjel og knuse mig med ord?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 Det er nu tiende gang I håner mig og ikke skammer eder ved å krenke mig.
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 Har jeg virkelig faret vill, da blir min villfarelse min egen sak.
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 Vil I virkelig ophøie eder over mig og vise mig at min vanære har rammet mig med rette?
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 Så vit da at Gud har gjort mig urett og satt sitt garn omkring mig!
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 Se, jeg roper: Vold! - men jeg får intet svar; jeg skriker om hjelp, men det er ingen rett å få.
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 Min vei har han stengt, så jeg ikke kommer frem, og over mine stier legger han mørke.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 Min ære har han avklædd mig og tatt bort kronen fra mitt hode.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 Han bryter mig ned på alle kanter, så jeg går til grunne, og han rykker op mitt håp som et tre.
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 Han lar sin vrede brenne mot mig og akter mig som sin fiende.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 Hans hærflokker kommer alle sammen og rydder sig vei mot mig, og de leirer sig rundt om mitt telt.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 Mine brødre har han drevet langt bort fra mig, og mine kjenninger er blitt aldeles fremmede for mig.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 Mine nærmeste holder sig borte, og mine kjente har glemt mig.
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 Mine husfolk og mine tjenestepiker akter mig for en fremmed; jeg er en utlending i deres øine.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 Kaller jeg på min tjener, så svarer han ikke; med egen munn må jeg bønnfalle ham.
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 Min ånde er motbydelig for min hustru, og min vonde lukt for min mors sønner.
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Endog barn forakter mig; vil jeg reise mig, så taler de mot mig.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 Alle mine nærmeste venner avskyr mig, og de jeg elsket, har vendt sig mot mig.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 Mine ben trenger ut gjennem min hud og mitt kjøtt, og bare tannhinnen er ennu urørt på mig.
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 Forbarm eder, forbarm eder over mig, I mine venner! For Guds hånd har rørt ved mig.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Hvorfor forfølger I mig likesom Gud og blir ikke mette av mitt kjøtt?
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 Men gid mine ord måtte bli opskrevet! Gid de måtte bli optegnet i en bok,
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 ja, med jerngriffel og bly for evig bli hugget inn i sten!
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 Men jeg - jeg vet min gjenløser lever, og som den siste skal han stå frem på støvet.
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 Og efterat denne min hud er blitt ødelagt, skal jeg ut fra mitt kjød skue Gud,
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 han som jeg skal skue, mig til gode, han som mine øine skal se og ikke nogen fremmed - mine nyrer tæres bort i mitt liv.
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 Når I sier: Hvor vi skal forfølge ham! - I har jo funnet skylden hos mig -
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 så frykt for sverdet! For vrede er en synd som er hjemfalt til sverd. Dette sier jeg forat I skal tenke på at det kommer en dom.
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
