Jobs 16
1 Da tok Job til orde og sa:
Sai Ayuba ya amsa,
2 Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.
“Na ji abubuwa da yawa kamar waɗannan; dukanku ba ku iya ta’aziyya ba!
3 Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?
Dogayen surutanku ba sa ƙare ne? Me yake sa kuke ta yin waɗannan surutai har kuke cin gaba da yin gardama?
4 Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;
Ni ma zan iya yin maganganu kamar yadda kuke yi in da kuna cikin halin da nake; zan iya faɗar duk abubuwan da kuke faɗi, in kaɗa muku kaina.
5 jeg kunde styrke eder med min munn, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte.
Amma bakina zai ƙarfafa ku; ta’aziyyar da za tă fito daga bakina za tă kawar muku da ɓacin zuciyarku.
6 Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?
“Duk da haka in na yi magana, ba na samun sauƙi; in ma na yi shiru zafin ba ya tafiya.
7 Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.
Ba shakka ya Allah ka gajiyar da ni; ka ɓata gidana gaba ɗaya.
8 Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.
Ka daure ni, ya kuma zama shaida; yadda na rame sai ƙasusuwa, wannan ya sa ake gani kamar don ni mai zunubi ne shi ya sa.
9 Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.
Allah ya kai mini hari ya yi kaca-kaca da ni cikin fushinsa yana cizon haƙoransa don fushin da yake yi da ni; ya zura mini ido.
10 De spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig.
Mutane suka buɗe baki suka yi mini riyar reni; suka yi mini ba’a suka haɗu suka tayar mini.
11 Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.
Allah ya bashe ni ga mugayen mutane, ya jefa ni hannun mugaye.
12 Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.
Dā ina zamana lafiya kome yana tafiya daidai; amma ya ragargaza ni; ya shaƙe ni a wuya; ya murƙushe ni na zama abin barata gare shi;
13 Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.
maharbansa sun kewaye ni. Ba tausayi, ya soke ni a ƙodata har jini ya zuba a ƙasa.
14 Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.
Ya ji mini rauni a kai a kai ya auko mini kamar mai yaƙi.
15 Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet;
“Ina makoki saye da tsummoki na ɓoye fuskata a cikin ƙura.
16 mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.
Fuskata ta yi ja don kuka idanuna sun kukumbura;
17 Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.
duk da haka hannuwana ba su aikata ɓarna ba kuma addu’ata mai tsabta ce.
18 Å jord, dekk ikke mitt blod, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser!
“Ya duniya, kada ki ɓoye jinina; bari yă yi kuka a madadina!
19 Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.
Ko yanzu haka shaidata tana sama; wanda zai tsaya mini yana sama.
20 Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,
Shi mai yin roƙo a madadina abokina ne yayinda nake kuka ga Allah;
21 at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;
a madadin mutum ya yi roƙo ga Allah kamar yadda mutum yakan yi roƙo domin abokinsa.
22 for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.
“Shekaru kaɗan suka rage in kama hanyar da ba a komawa.
