Jobs 16
1 Da tok Job til orde og sa:
Ningĩ Ayubu agĩcookia atĩrĩ:
2 Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.
“Nĩnjiguĩte maũndũ maingĩ ta macio; inyuothe mũrĩ ahoorerania a kũnyamarania!
3 Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?
Mĩario ĩyo yanyu mĩingĩ ya mũhũhũtĩko-rĩ, ndĩrĩĩthira? Nĩ kĩĩ kĩramũthĩĩnia, gĩgatũma mũtinde mũgĩkararania?
4 Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;
O na niĩ no njarie ta inyuĩ, korwo nĩ inyuĩ mũrĩ harĩa ndĩ; niĩ no njarie mĩario mĩega ya kũmũciirithia na ndĩmũinainĩrie mũtwe.
5 jeg kunde styrke eder med min munn, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte.
No rĩrĩ, kanua gakwa no kamũũmĩrĩrie; ũhoorerania uumĩte mĩromo-inĩ yakwa no ũmũhoorerie.
6 Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?
“No o na ndaaria-rĩ, ruo rwakwa rũtirathira; o na ndegirĩrĩria kwaria-rĩ, rũtiranjeherera.
7 Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.
Ti-itherũ, Wee Ngai nĩũũnogeetie; nĩũharaganĩtie nyũmba yakwa yothe.
8 Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.
Wee nĩũnjoheete, naguo ũndũ ũcio ũgatuĩka ũira; ũhĩnju ũyũ ndĩ naguo nĩwambararĩte ũkaanyumbũra ũrĩa ndariĩ.
9 Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.
Ngai nĩandooretie na akandembũranga nĩ ũrĩa arakarĩte, akaahagaranĩria magego; ũcio thũ yakwa nĩangũũrĩire maitho.
10 De spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig.
Andũ nĩmathamĩtie tũnua twao maathekerere; mangũthaga rũthĩa makĩĩnyũrũragia, na makanyiitana hamwe manjũkĩrĩre.
11 Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.
Mũrungu nĩandekereirie kũrĩ andũ arĩa ooru, na akanjikia mĩtego-inĩ ya arĩa aaganu.
12 Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.
Niĩ ndaikarĩte wega, nowe agĩĩthethera; aanyiitire mũmero, akĩĩhehenja. We anduĩte cabaa wake wa kũrathagwo;
13 Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.
aikia a mĩguĩ ake nĩmandigiicĩirie. Aratheeca higo ciakwa atarĩ na tha, na agaita maaĩ makwa ma nyongo thĩ.
14 Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.
Aatharĩkagĩra maita maingĩ maingĩ; anguthũkagĩra ta njamba ya ita.
15 Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet;
“Ndumĩire gĩkonde gĩakwa kĩa mwĩrĩ nguo ya ikũnia, na ngahitha thiithi wakwa rũkũngũ-inĩ.
16 mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.
Ũthiũ wakwa nĩũtunĩhĩte nĩkũrĩra, nduma nene ĩgakĩhumbĩra maitho makwa;
17 Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.
no rĩrĩ, moko makwa matirĩ ũndũ wa ũhinya mekĩte namo mahooya makwa nĩ matheru.
18 Å jord, dekk ikke mitt blod, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser!
“Wee thĩ-rĩ, ndũkahumbĩre thakame yakwa; kĩrĩro gĩakwa kĩroaga gũkaahuurũkio!
19 Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.
O na rĩu-rĩ, mũira wakwa arĩ igũrũ; ũcio mũnjiirĩrĩri arĩ o igũrũ.
20 Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,
Mũũthaithanĩrĩri nĩ mũrata wakwa rĩrĩa maitho makwa maraita maithori harĩ Ngai;
21 at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;
nĩathaithanagĩrĩra mũndũ kũrĩ Ngai, o ta ũrĩa mũndũ athaithanagĩrĩra mũratawe.
22 for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.
“No mĩaka mĩnini ĩgũthira, thiĩ rũgendo rũrĩa mũndũ athiiaga na ndacooke.
