Jobs 16
1 Da tok Job til orde og sa:
Hahoi Job ni a pathung teh,
2 Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.
Hot patet e hno teh, moikapap ka thai toe, nangmouh abuemlae lungpahawinae haiyah thathoenae hrum doeh.
3 Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?
Kahlî lawk teh poutnae ao maw, Hettelah pathung hane bang ni maw na tha a hmei sak.
4 Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;
Ka kangduenae hmuen heh na kangduenae hmuen lah awm pawiteh, kai ni hai na dei awh e hah ka dei thai van han.
5 jeg kunde styrke eder med min munn, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte.
Hateiteh, ka pahni ni tha na o sak awh han. Ka pahni dawk hoi lungroumnae lawk ni na lungmathoenae a kahma sak han.
6 Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?
Lawk ka dei nakunghai ka lungmathoenae roum sak thai hoeh. Duem ka o nakunghai bang alânae awm hoeh.
7 Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.
Hateiteh, ama ni na tawn sak teh, ka huikonaw puenghai kingdi sak toe.
8 Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.
Nama ni khakkatek teh, hot ni kai hanelah kapanuekkhaikung lah ao. Ka kamsoenae ni yon na pen teh, hot ni ka minhmai dawk ka panuek khai e lah ao.
9 Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.
A lungkhueknae ni rekrek na sei teh, na hmuhma. A hâkam na kata sin teh, ka taran ni na hmaiet.
10 De spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig.
Pahni na ang sin awh teh, lungroukatetlah ka tangboung dawk na tambei. Kai na taran hanelah cungtalah a kamkhueng awh.
11 Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.
Cathut ni Cathut banglah ka ngaihoeh naw koe na pâseng, tamikathoutnaw kut dawk na tâkhawng.
12 Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.
Kanawmcalah ka o eiteh, ama ni rekrek na bawng. Ka lahuen dawk na man teh, bengbeng na kahuet teh, rek ka kâbawng, kai teh tâkhawng hanelah ka o.
13 Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.
Ahnie pala kakanaw ni na kalup awh. Ka lung poukkayawng lah na ka teh, na pahren hoeh, talai dawk ka hmu e tui hah a ka rabawk.
14 Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.
Ka hmâ dawkvah patuen patuen hmâ na paca ka pahngawpahrak e ransanaw patetlah na cusin.
15 Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet;
Ka vuen dawkvah, burihni ka khui sin teh, ka lû teh vaiphu dawk ka hruek.
16 mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.
Ka ka lawi vah ka minhmai a paling teh, ka mit dawk duenae tâhlip ao.
17 Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.
Ka kut dawk kahawihoehe hno kasake awm hoeh. Ka ratoumnae teh a thoung ei te.
18 Å jord, dekk ikke mitt blod, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser!
Oe talai, ka thipaling heh ramuk han haw. Ka kanae ni kâhatnae hmuen tawn hanh naseh.
19 Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.
Atu patenghai, kapanuekkhaikung teh a rasangnae koevah ao.
20 Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,
Ka huinaw ni na dudam awh. Cathut koe ka mitphi a lawng.
21 at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;
Tami ni imri hanelah, a kâhei pouh e patetlah, oe Cathut koe na kâhet pouh hane awm haw pawiteh,
22 for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.
Bangkongtetpawiteh, kum nâsittouh abaw hoehnahlan, bout ban hoeh nae lamthung dawk ka cei han telah ati.
