Jobs 16
1 Da tok Job til orde og sa:
Te phoeiah Job loh a doo tih,
2 Jeg har hørt meget som dette; I er plagsomme trøstere alle sammen.
“Te bang ol te muep ka yaak coeng. Nangmih boeih kah a hloep khaw thakthaenah ni.
3 Blir det aldri ende på de vindige ord? Eller hvad egger dig til å svare?
Khohli ol te a bawtnah om a? Balae tih na doo hamla nang n'huek.
4 Også jeg kunde tale som I; om I var i mitt sted, kunde jeg sette ord sammen mot eder, og jeg kunde ryste på hodet over eder;
Kai khaw nang bangla ka thui thai ta. Na hinglu te ka hinglu yueng la om koinih olthui neh nangmih te kan sun vetih ka lu lamloh nangmih taengah ka hinghuen van ni.
5 jeg kunde styrke eder med min munn, og mine lebers medynk kunde stille eders smerte.
Ka ka neh nangmih te kan duel lah vetih ka hmuilai kah thaphohnah loh n'hoeptlang mako.
6 Om jeg taler, stilles ikke min smerte, og lar jeg det være, hvad lindring får jeg da?
Ka thui akhaw ka thakkhoeihnah a rhoei moenih. Ka paa koinih kai lamloh metlam a caeh eh?
7 Ja, nu har han trettet mig ut; du har ødelagt hele mitt hus.
Ka hlangboel boeih khaw na pong uh tih ka ngak ngawn coeng.
8 Og du grep mig fatt - det blev et vidne mot mig; min magerhet stod op imot mig, like i mitt åsyn vidnet den mot mig.
Kai nan tonga sak khaw laipai la om coeng. Ka laithae khaw ka taengah pai sak tih ka mikhmuh ah n'doo coeng.
9 Hans vrede sønderrev mig og forfulgte mig; han skar tenner imot mig; som min motstander hvesset han sine øine mot mig.
A thintoek loh a baeh tih kai soah a konaeh. Kai taengah a no te a tah coeng. Ka rhal loh kai soah a mik a huel.
10 De spilet op sin munn mot mig, med hån slo de mine kinnben; alle slo de sig sammen mot mig.
A ka neh kai n'ang thil uh. Kokhahnah neh ka kam han taam uh tih kai taengah huek ha cu uh.
11 Gud gir mig i urettferdige folks vold og styrter mig i ugudelige menneskers hender.
Pathen loh kai he hlang thae taengla n'det tih halang kut dongla kai m'muek.
12 Jeg levde i ro; da sønderbrøt han mig, han grep mig i nakken og sønderknuste mig, han satte mig op til skive for sig.
Thayoeituipan la ka om vaengah kai m'phae. Ka rhawn ah n'khak tih kai he n'taekyak. Te dongah kai he amah ham kutnoek la m'pai sak coeng.
13 Hans skyttere kringsatte mig, han kløvde mine nyrer uten barmhjertighet; han øste ut min galle på jorden.
Ka taengah a lithen rhoek loh m'vael uh tih ka kuel a khoh. Lungma a ti kolla diklai dongah ka hmuet phawt coeng.
14 Han rev i mig rift på rift; han stormet mot mig som en kjempe.
A puut hman ah a puut loh kai m'va. Hlangrhalh bangla kai taengah cu.
15 Jeg har sydd sekk om min hud og stukket mitt horn i støvet;
Ka vin soah tlamhni ka hui tih ka ki khaw laipi neh ka poelyoe coeng.
16 mitt ansikt er rødt av gråt, og over mine øielokk ligger det dødsskygge.
Ka maelhmai he rhahnah neh nok la nok uh tih ka mikkhu khaw nut coeng.
17 Og dog er det ingen urett i mine hender, og min bønn er ren.
Te cakhaw boethae ka kut ah kuthlahnah om pawt tih ka thangthuinah khaw cil.
18 Å jord, dekk ikke mitt blod, og måtte det ikke være noget sted hvor mitt skrik stanser!
Diklai nang loh ka thii he vuei boeh. Ka pang ol he khaw hmuen om boel saeh.
19 Selv nu har jeg mitt vidne i himmelen og i det høie en som kan stadfeste mine ord.
Vaan ah pataeng kai kah laipai om tih ka hlangcal khaw hmuensang ah om coeng ke.
20 Stadig spotter mine venner mig; mot Gud skuer gråtende mitt øie,
Ka hui khaw Pathen taengah kai kah hmuiyoi la om tih ka mik khaw pha coeng.
21 at han må la mannen få rett i hans strid med Gud og menneskebarnet rett mot hans næste;
Hlang capa tah hlang ham neh a hui ham Pathen taengah a thui ta.
22 for få år vil det gå før jeg vandrer den vei som jeg ikke vender tilbake.
Kum a tarhing ah ha pawk vetih ka mael voel mueh caehlong ah ka cet pawn ni.
