Jobs 15

1 Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

Potem je odgovoril Elifáz Temánec in rekel:

2 Svarer vel en vis mann med en kunnskap som bare er vind, og fyller han sitt indre med stormvær?

»Mar naj moder človek izreka prazno znanje in svoj trebuh napolnjuje z vzhodnikom?

3 Vil han vel forsvare sin sak med ord som ikke nytter, og med tale hvormed han intet utretter?

Mar naj razpravlja z nekoristnim govorjenjem? Ali z govori, s katerimi ne more storiti ničesar dobrega?

4 Du nedbryter endog gudsfrykten og svekker andakten for Guds åsyn;

Da, ti zametuješ strah in zadržuješ molitev pred Bogom.

5 for din synd legger ordene i din munn, og du velger falske menns tale.

Kajti tvoja usta izrekajo tvojo krivičnost in ti izbiraš jezik prebrisanega.

6 Din egen munn domfeller dig, ikke jeg; dine leber vidner mot dig.

Tvoja lastna usta te obsojajo in ne jaz. Da, tvoje lastne ustnice pričujejo zoper tebe.

7 Blev du født først av alle mennesker, eller kom du til verden før alle haugene var til?

Mar si ti prvi človek, ki je bil rojen? Ali si bil narejen pred hribi?

8 Har du vært tilhører i Guds lønnlige råd og der tilranet dig visdom?

Mar si slišal Božjo skrivnost? In ali sebi zadržuješ modrost?

9 Hvad vet du som vi ikke vet? Hvad forstår du som er ukjent for oss?

Kaj ti veš, kar mi ne vemo? Kaj razumeš, česar ni v nas?

10 Det er blandt oss en som er både gammel og gråhåret, rikere på dager enn din far.

Z nami so sivolasi in zelo stari možje, precej starejši od tvojega očeta.

11 Er Guds trøsteord for lite for dig, og et ord som er talt i saktmodighet til dig?

Ali so Božje tolažbe zate majhne? Je s teboj kakršnakoli skrita stvar?

12 Hvorfor lar du dig rive med av ditt hjerte, og hvorfor gnistrer dine øine? -

Zakaj te tvoje srce odnaša? In ob čem tvoje oči mežikajo,

13 siden du vender din vrede mot Gud og lar ordene strømme fra din munn.

da svojega duha obračaš zoper Boga in takšnim besedam dopuščaš iziti iz svojih ust?

14 Hvad er et menneske, at han skulde være ren, og en som er født av en kvinne, at han skulde være rettferdig?

Kaj je človek, da bi bil čist? In ta, ki je rojen iz ženske, da bi bil pravičen?

15 Endog på sine hellige stoler han ikke, og himlene er ikke rene i hans øine,

Glej, zaupanja ne polaga v svoje svete. Da, nebo ni čisto v njegovem pogledu.

16 langt mindre da en vederstyggelig, en fordervet, en mann som drikker urett som vann.

Kako mnogo bolj gnusen in umazan je človek, ki pije krivičnost kakor vodo?

17 Jeg vil kunngjøre dig noget, hør på mig! Hvad jeg har sett, det vil jeg fortelle,

Pokazal ti bom, poslušaj me. To, kar sem videl, bom oznanil.

18 det som vise menn forkynner og ikke har dulgt, det som de mottok fra sine fedre,

To, kar so modri možje povedali od svojih očetov in tega niso skrili,

19 til hvem landet alene var gitt, og blandt hvem ingen fremmed hadde draget igjennem.

katerim samim je bila dana zemlja in noben tujec ni šel med njimi.

20 En ugudelig lever i angst alle sine dager, og få i tall er de år som er gjemt for voldsmannen.

Zloben človek se muči z bolečino vse svoje dni in število let je skrito zatiralcu.

21 Redselstoner lyder i hans ører; midt i freden kommer ødeleggeren over ham.

Grozen zvok je v njegovih ušesih. V uspevanju bo nadenj prišel uničevalec.

22 Han tror ikke han skal komme tilbake fra mørket, og han er utsett til å falle for sverdet.

Ne verjame, da se bo vrnil iz teme in meč čaka nanj.

23 Han flakker om efter brød og spør: Hvor er det å finne? Han vet at en mørkets dag står ferdig ved hans side.

Naokoli tava za kruhom, rekoč: ›Kje je?‹ Ve, da je ob njegovi roki pripravljen dan teme.

24 Nød og trengsel forferder ham; den overvelder ham, lik en stridsrustet konge,

Stiska in tesnoba ga bosta preplašili. Prevladali bosta zoper njega kakor kralj, pripravljen na bitko.

25 fordi han rakte ut sin hånd mot Gud og våget å trosse den Allmektige,

Kajti svojo roko izteguje zoper Boga in se krepi zoper Vsemogočnega.

26 stormet frem mot ham med opreist nakke, med sine skjolds tette tak,

On steče nadenj, celó na njegov vrat, na debele izbokline njegovih ščitov,

27 fordi han dekket sitt ansikt med sin fedme og la fett på sin lend

ker svoj obraz pokriva s svojo mastnostjo in na svojih ledjih nabira sloje tolšče.

28 og bodde i ødelagte byer, i hus hvor ingen skulde bo, og som var bestemt til å bli grusdynger.

Prebiva v zapuščenih mestih in hišah, ki jih noben človek ne naseljuje, ki so pripravljene, da postanejo ruševine.

29 Han blir ikke rik, og hans gods varer ikke ved, og hans grøde luter ikke mot jorden.

Ne bo bogat, niti se ne bo njegovo imetje nadaljevalo, niti svoje popolnosti na zemlji ne bo podaljšal.

30 Han slipper ikke ut av mørket; ildslue skal tørke hans kvister, og han skal komme bort ved hans munns ånde.

Iz teme ne bo odšel. Plamen bo posušil njegove mladike in z dihom svojih ust bo odšel proč.

31 Ei sette han sin lit til det som forgjengelig er! Da narrer han sig selv, for bare forgjengelighet blir hans vederlag.

Kdor je zaveden naj ne zaupa v ničnost, kajti ničnost bo njegovo povračilo.

32 Før hans dag kommer, blir det opfylt, og hans gren grønnes ikke.

Dovršeno bo pred njegovim časom in njegova veja ne bo zelena.

33 Han blir som et vintre som mister sine druer før de er modne, og som et oljetre som feller sine blomster;

Svoje nezrelo grozdje bo otresel kakor trta in svoj cvet bo odvrgel kakor oljka.

34 for den gudløses hus er ufruktbart, og ild fortærer deres telter som lar sig underkjøpe.

Kajti skupnost hinavcev bo zapuščena in ogenj bo použil šotore podkupovanja.

35 De undfanger ulykke og føder nød, og deres morsliv fostrer svik.

Spočenjajo vragolijo in rodijo ničnost in njihov trebuh pripravlja prevaro.«