Jobs 14

1 Et menneske, født av en kvinne, lever en kort tid og mettes med uro.

Človek, ki je rojen iz ženske, je malo-dneven in poln težav,

2 Som en blomst skyter han op og visner, han farer bort som skyggen og holder ikke stand.

poganja kakor cvet in je odtrgan, odleti tudi kakor senca in ne nadaljuje.

3 Endog over en sådan holder du dine øine åpne, og mig fører du frem for din domstol!

Mar odpiraš svoje oči nad takšnim in me s seboj vodiš na sodbo?

4 Kunde det bare komme en ren av en uren! Ikke én!

Kdo lahko privede čisto stvar iz nečiste? Niti en.

5 Når hans dager er fastsatt, hans måneders tall bestemt hos dig, når du har satt ham en grense som han ikke kan overskride,

Ker so njegovi dnevi določeni, je število njegovih mesecev s teboj; ti si določil njegove meje, ki jih ne more prestopiti.

6 så vend ditt øie bort fra ham, så han kan ha ro så vidt at han kan glede sig som en dagarbeider ved sin dag!

Obrni se od njega, da lahko počiva, dokler svojega dneva ne bo dovršil kakor najemnik.

7 For treet er det håp; om det hugges, så spirer det igjen, og på nye skudd mangler det ikke;

Kajti upanje je za drevo, če je posekano, da bo ponovno pognalo in da njegove nežne veje ne bodo odnehale.

8 om dets rot eldes i jorden, og dets stubb dør ut i mulden,

Čeprav se njegova korenina v zemlji postara in njegov štor umre v zemlji,

9 så setter det allikevel knopper ved eimen av vannet og skyter grener som et nyplantet tre.

vendar preko vonja vode vzbrsti in požene veje kakor rastlina.

10 Men når en mann dør, så ligger han der, når et menneske opgir ånden, hvor er han da?

Toda človek umre in obleži. Da, človek izroči duha in kje je?

11 Som vannet minker bort i en sjø, og som en elv efterhånden blir grunnere og tørker ut,

Kakor vode izhlapevajo iz morja in se poplava izsušuje in posuši,

12 så legger et menneske sig ned og reiser sig ikke igjen; så lenge himmelen er til, våkner de ikke - de vekkes ikke op av sin søvn.

tako se človek uleže in ne vstane. Dokler ne bo več neba, se ne bodo prebudili niti ne bodo dvignjeni iz svojega spanja.

13 Å om du vilde gjemme mig i dødsriket og skjule mig der til din vrede var over - om du vilde sette mig et tidsmål og så komme mig i hu! (Sheol h7585)

Oh, da bi me hotel skriti v grob, da bi me varoval na skrivnem, dokler tvoj bes ne mine, da bi mi določil določeni čas in me spomnil! (Sheol h7585)

14 Når en mann dør, lever han da op igjen? Alle min krigstjenestes dager skulde jeg da vente, til min avløsning kom;

Če človek umre, mar bo ponovno živel? Vse dni svojega določenega časa bom čakal, dokler ne pride moja sprememba.

15 du skulde da rope, og jeg skulde svare dig; efter dine henders verk skulde du lenges.

Klical boš in jaz ti bom odgovoril; imel boš željo po delu svojih rok.

16 Men nu teller du mine skritt og akter stadig på min synd.

Kajti sedaj šteješ moje korake. Mar ne paziš nad mojim grehom?

17 Forseglet i en pung ligger min brøde, og du syr til over min misgjerning.

Moj prestopek je zapečaten v mošnji in ti zašiješ mojo krivičnost.

18 Men som et fjell faller og smuldres bort, og en klippe flyttes fra sitt sted,

Zagotovo padajoča gora pride v nič in skala je odstranjena iz svojega kraja.

19 som vannet huler ut stener og flommen skyller bort mulden, således gjør du menneskets håp til intet;

Vode brusijo kamne. Ti izpiraš stvari, ki rastejo ven iz zemeljskega prahu in ti uničuješ upanje človeka.

20 du overvelder ham for alltid, og han farer bort; du forvender hans åsyn og lar ham fare.

Na veke prevladuješ zoper njega in on premine. Spreminjaš njegovo obličje in ga pošiljaš proč.

21 Kommer hans barn til ære, da vet han det ikke, og blir de ringeaktet, da blir han det ikke var.

Njegovi sinovi so prišli v čast in on tega ne ve. Ponižani so, toda tega ne zaznava o njih.

22 Bare over ham selv kjenner hans legeme smerte, og bare over ham selv sørger hans sjel.

Toda njegovo meso na njem bo imelo bolečino in njegova duša znotraj njega bo žalovala.«