Jobs 11
1 Da tok Sofar fra Na'ama til orde og sa:
A Sofar Namaæanin odgovori i reèe:
2 Skulde en ordflom bli uten svar, eller en ordgyter få rett?
Zar na mnoge rijeèi nema odgovora? ili æe èovjek govorljiv ostati prav?
3 Skulde dine store ord drive menn til taushet, skulde du spotte uten at nogen skammer dig ut?
Hoæe li tvoje laži umuèkati ljude? i kad se ti rugaš, zar te neæe niko posramiti?
4 Og skal du få si: Ren er min lære, og skyldfri er jeg i dine øine?
Jer si rekao: èista je nauka moja, i èist sam pred oèima tvojim.
5 Men bare Gud vilde tale og oplate sine leber mot dig
Ali kad bi Bog progovorio i usne svoje otvorio na te,
6 og åpenbare dig visdommens hemmeligheter, at det i dem er dobbelt forstand! Da måtte du nok innse at Gud tilgir dig noget av din misgjerning.
I pokazao ti tajne mudrosti, jer ih je dvojinom više, poznao bi da te Bog kara manje nego što zaslužuje tvoje bezakonje.
7 Mon du kan finne bunn i Guds vesen eller nå frem til den Allmektiges ytterste grense?
Možeš li ti tajne Božije dokuèiti, ili dokuèiti savršenstvo svemoguæega?
To su visine nebeske, šta æeš uèiniti? dublje je od pakla, kako æeš poznati? (Sheol h7585)
9 Lengere enn jorden er dens mål og bredere enn havet.
Duže od zemlje, šire od mora.
10 Om han farer frem og setter i fengsel og sammenkaller retten, hvem vil da hindre ham?
Da prevrati, ili zatvori ili sabere, ko æe mu braniti?
11 For han, han kjenner de falske folk og ser uretten, uten at han trenger å gi akt på den,
Jer zna ništavilo ljudsko, i videæi nevaljalstvo zar neæe paziti?
12 og selv en uvettig mann får forstand, og et ungt villesel blir født til menneske.
Èovjek bezuman postaje razuman, premda se èovjek raða kao divlje magare.
13 Hvis du retter ditt hjerte og utbreder dine hender til ham -
Da ti upraviš srce svoje i podigneš ruke svoje k njemu,
14 er det synd i din hånd, da ha den bort og la ikke urett bo i dine telt -
Ako je bezakonje u ruci tvojoj, da ga ukloniš, i ne daš da nepravda bude u šatorima tvojim,
15 ja, da skal du, fri for lyte, opløfte ditt åsyn og stå fast og ikke frykte;
Tada æeš podignuti lice svoje bez mane i stajaæeš tvrdo i neæeš se bojati;
16 for du skal glemme din møie, som forbifarne vann skal du komme den i hu.
Zaboraviæeš muku, kao vode koja proteèe opominjaæeš je se;
17 Og lysere enn middagen blir da ditt liv; mørket blir for dig som morgenen.
Nastaæe ti vrijeme vedrije nego podne, sinuæeš, biæeš kao jutro;
18 Og du skal være trygg, for da er det håp, og når du har sett dig vel omkring, kan du legge dig trygt til ro.
Uzdaæeš se imajuæi nadanje, zakopaæeš se, i mirno æeš spavati.
19 Og du skal hvile, og ingen skal skremme dig op, og mange skal søke din yndest.
Ležaæeš, i niko te neæe plašiti, i mnogi æe ti se moliti.
20 Men de ugudeliges øine tæres bort; de har ingen tilflukt mere, og deres håp er å utånde sjelen.
Ali oèi æe bezbožnicima išèiljeti, i utoèišta im neæe biti, i nadanje æe im biti izdisanje.
