Jakobs 4
1 Hvorfra kommer all ufreden, og hvorfra kommer all striden iblandt eder? Er det ikke av eders lyster, som fører krig i eders lemmer?
Hirik’aia o aly naho fifandierañe ama’ areoo? Tsy o hasiji’ areoo hao ty mitrobo añ’ova ao?
2 I attrår, og har ikke; I slår ihjel og bærer avind, og kan ikke få; I ligger i strid og ufred. I har ikke, fordi I ikke beder;
Mikirañe f’ie tsy manañe, mamono; mihàñe fe tsy mahazo, naho mifandietse vaho mialy, f’ie tsy manañe amy te tsy mihalaly,
3 I beder og får ikke, fordi I beder ille, for å øde det i eders lyster.
Mihalaly fe kanao tsy tendreke, vàlañe i hatakey, ie ho nirite’areo an-kadrao avao.
4 I utro! vet I ikke at vennskap med verden er fiendskap mot Gud? Den altså som vil være verdens venn, han blir Guds fiende.
Ty karapilo! Tsy apota’ areo hao te falaiñañe an’ Andrianañahare ty firañetañe ami’ty voatse toy? Aa le ze te ho rañe’ ty tane toy manao ty vata’e ho rafelahin’ Añahare.
5 Eller mener I at Skriften taler fåfengt? Med nidkjærhet attrår han den ånd han lot bo i oss, men dess større er den nåde han gir.
Hera atao’ areo te tsy aman-tali’e ty itsara’ i sokitse masiñey t’y hoe: Mañiriñe am-pihàñañe ty Arofo mimoneñe aman-tikañe ao.
6 Derfor heter det: Gud står de stolte imot, men de ydmyke gir han nåde.
Fe itolora’e fañisoham-bey. Izay ty anoe’e ty hoe: Zeharen’ Añahare ty mpiebotsebotse, fe tolora’e arofo ty mpirèke.
7 Vær derfor Gud undergitt! Men stå djevelen imot, og han skal fly fra eder;
Aa le miambanea aman’ Añahare. Liero i mpañìnjey, le hibioñe.
8 hold eder nær til Gud, og han skal holde sig nær til eder! Tvett hendene, I syndere, og rens hjertene, I tvesinnede!
Harineo t’i Andrianañahare, le hitotofa’e. Mandiova fitàñe ry mpanan-kakeo vaho mañefera arofo ry mpanao sadrò-lahiagao.
9 Kjenn eders nød og sørg og gråt! Eders latter vende sig til sorg, og gleden til bedrøvelse!
Mihontoha, mandalà naho mangololoiha; afotero ho firovetañe ty fitohafa’ areo vaho halonjerañe ty haeha’ areo.
10 Ydmyk eder for Herren, og han skal ophøie eder!
Miambanea aolo’ i Talè le hongahe’e.
11 Baktal ikke hverandre, brødre! Den som baktaler en bror eller dømmer sin bror, han baktaler loven og dømmer loven; men dømmer du loven, da er du ikke lovens gjører, men dens dommer.
O ry longo, ko mifamokafoka. Ty mañìnje Hake naho mizaka Hake ro mañìnje rahalahy Vaho mizaka longo; Aa kanao maniñe Hake irehe, le tsy mpañambeñe Hake, fa mpizaka.
12 Én er lovgiveren og dommeren, han som er mektig til å frelse og til å ødelegge; men du, hvem er du som dømmer din neste?
Raike t’i Mpanolotse Hake, Ie ty maharombake naho maharotsake. Ia v’iheo te hizaka ondaty?
13 Og nu, I som sier: Idag eller imorgen vil vi dra til den by og bli der et år og kjøpslå og ha vinning,
Hete! ie manao ty hoe: Ke anito, he hamaray, le hionjoñe mb’an-drova an-koe añe zahay, ho tambatse añe taoñe raike hanao takinake vaho hanontom-bara.
14 I som ikke vet hvad som skal hende imorgen! For hvad er eders liv? I er jo en røk som viser sig en liten stund og så blir borte!
Fe tsy apota’ areo te inoñe ty ho fiai’ areo te hamaray, ie toe zono miboak’ aniany vaho mimiañ’ añe.
15 Istedenfor at I skulde si: Om Herren vil, så blir vi i live, og vi skal gjøre dette eller hint.
Fe hàmake te hanoe’o ty hoe: Naho satri’ i Talè, te ho velon-jahay le hanao zao naho zao.
16 Men nu roser I eder i eders overmot. All sådan ros er ond.
F’ie miroharoha am-pirengevohañe henaneo, toe raty o fisengeañeo.
17 Den som altså vet å gjøre godt og ikke gjør det, han har synd av det.
Le aman-kakeo ze mahafohiñe ty soa hanoe’e fe tsy anoe’e.
