Jakobs 3
1 Mine brødre! ikke mange av eder bli lærere, eftersom I vet at vi skal få dess tungere dom!
RI ai ko, me sota mau, ma komail me toto inong iong saunpadakala, pwe komail asa, me kitail pan lel ong kadeik laud.
2 For vi snubler alle sammen i mange ting; den som ikke snubler i tale, han er en fullkommen mann, i stand til også å holde hele legemet i tømme.
Pwe pan pak toto kitail kin sapung, a ma amen sota kin sapungki lokaia kis, nan i ol melel amen, o a kak koaki pali war a pokon.
3 Når vi legger bissel i munnen på hestene, forat de skal lyde oss, så styrer vi og hele deres legeme.
Kilang, kitail kin ki ong nan au en os kisin mata, pwe ren peiki ong kitail, o kitail kin kawuk sili war arail pokon.
4 Se, også skibene, enda de er så store og drives av sterke vinder, styres dog av et lite ror dit styrmannen vil ha dem.
Kilang, pil sop akan! Irail me kalaimun o ang kin ipir wei, ari so, men ilil tikitik kak kawuki ong wasa, me kaptin kin inong iong ia.
5 Så er og tungen et lite lem, og taler dog store ord. Se, en liten ild, hvor stor en skog den setter i brand!
Iduen lo me kokon tikitik eu, a a suaisuai lapalap. Kilang, duen kisiniai tikitik kin isikada nana kalaimun!
6 Også tungen er en ild; som en verden av urettferdighet står tungen blandt våre lemmer; den smitter hele legemet og setter livets hjul i brand, og settes selv i brand av helvede. (Geenna g1067)
Iduen lo en aramas, a rasong kisiniai o aude pan sapung karos. Lo o kisan kokon atail, ap kasaminela war pon, a kin isikada wiawia en nan maur atail karos, a pein i isis sang nan pweleko. (Geenna g1067)
7 For all natur, både i dyr og i fugler, både i ormer og i sjødyr, temmes og er blitt temmet av den menneskelige natur;
Pwe song en man laualo karos, o manpir, o me karop, o man akan, me kin memaur nan sed, kin kamandala o kaloedi ren aramas akan.
8 men tungen kan intet menneske temme, det ustyrlige onde, full av dødelig gift.
A lo o sota aramas amen me kak kaloedi, nan me sued kot, me dir en men kamela.
9 Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbanner vi menneskene, som er skapt efter Guds billede.
I me kitail kapingaki Kaun o Sam, o kitail kariaki i aramas akan, me wiauier ni mom en Kot.
10 Av samme munn utgår velsignelse og forbannelse. Mine brødre! dette må ikke være så.
Song ni au ota kapai o karia kin tapi sang ia. Ri ai ko, me sota pung, mepukat en wiaui due.
11 Gir vel kilden av samme opkomme søtt og beskt vann?
Daduen utun pil pot, a kin ki wei pil iau o sadik sang ni por ta ieu?
12 Kan vel et fikentre, mine brødre, bære oljebær, eller et vintre fiken? Heller ikke kan en salt kilde gi søtt vann.
Ri ai ko, pik pot pil kak wa wan le, de wain pan kak wan pik? Pil dueta parer sol eu sota kak kida pil.
13 Hvem er vis og forstandig blandt eder? Han vise ved god ferd sine gjerninger i visdoms saktmodighet!
Is me lolekong re omail, o erekila padak? I en kasaleda ni lamalam mau a wiawia kan ni impai o lolekong.
14 Men har I besk avind og trettesyke i eders hjerter, da ros eder ikke mot sannheten og lyv ikke mot den!
A ma peirin o akamai mier nan mongiong omail, komail der suaiki palian melel o der kalikame me melel.
15 Denne visdom kommer ikke ovenfra, men er jordisk, sanselig, djevelsk;
Pwe lolekong wet, me sota tapi sang poa a udan pa et, pali uduk, pali tewil.
16 for hvor der er avind og trettesyke, der er urede og alt det som ondt er.
Pwe wasa peirin o akamai mia, nan i wasan saminimin o dodok sued karos kin wiauiaui ia.
17 Men den visdom som er ovenfra, er først og fremst ren, dernæst fredsommelig, rimelig, eftergivende, full av barmhjertighet og gode frukter, uten tvil, uten skrømt.
A lolekong, me tapi sang ni pali poa, mas a kin makelekel, ap pil kaminimin, o kampai, o matarok, o dir en kadek, o wa mau, o so peikasal, o so malaun.
18 Men rettferdighets frukt såes i fred for dem som holder fred.
A wan pung pan kamoremoredi ni popol ren ir, me kin tom pena.
