Esaias 32
1 Se, med rettferdighet skal kongen regjere, og fyrstene skal styre efter rett,
Se, en Konge skal herske med Retfærd, Fyrster styre med Ret,
2 og enhver av dem skal være som et skjul for været og et ly mot regnskyll, som bekker i ørkenen, som skyggen av et veldig fjell i et tørstende land.
hver af dem som Læ imod Storm og Ly imod Regnskyl, som Bække i Ørk, som en vældig Klippes Skygge i tørstende Land.
3 Da skal de seendes øine ikke være blinde, og de hørendes ører skal være lydhøre,
De seendes Øjne skal ej være blinde, de hørendes Ører skal lytte;
4 de lettsindiges hjerte skal formå å skjønne, og de stammendes tunge skal ha lett for å tale klart.
letsindiges Hjerte skal nemme Kundskab, stammendes Tunge tale flydende, rent.
5 Dåren skal ikke mere kalles edel, og den svikefulle skal ikke kalles høimodig.
Daaren skal ikke mer kaldes ædel, højsindet ikke Skalken.
6 For dåren taler dårskap, og hans hjerte finner på ondt for å utføre vanhellig dåd og for å tale forvendte ting om Herren, for å la den hungrige sulte og la den tørste mangle drikke.
Thi Daaren taler kun Daarskab, hans Hjerte udtænker Uret for at øve Niddingsværk og prædike Frafald fra HERREN, lade den sultne være tom og den tørstige mangle Vand.
7 Og den svikefulles våben er onde; han legger listige råd for å føre de saktmodige i ulykke ved falske ord, selv når den fattige taler det som rett er.
Skalkens Midler er onde, han oplægger lumske Raad for at ødelægge arme med Løgn, skønt Fattigmand godtgør sin Ret.
8 Men den edle har edle tanker, og han blir fast ved det som er edelt.
Men den ædle har ædelt for og staar fast i, hvad ædelt er.
9 I sorgløse kvinner, stå op, hør min røst! I trygge døtre, vend eders ører til min tale!
Op, hør min Røst, I sorgløse Kvinder, I trygge Døtre, lyt til min Tale!
10 Om år og dag skal I beve, I trygge! For det er slutt med all vinhøst, frukthøsten kommer ikke.
Om Aar og Dag skal I trygge skælve, thi med Vinhøst er det ude, der kommer ej Frugthøst.
11 Forferdes, I sorgløse! Bev, I trygge! Klæ eder nakne og bind sekk om eders lender!
Bæv, I sorgløse, skælv, I trygge, klæd jer af og blot jer, bind Sæk om Lænd;
12 De slår sig for brystet og klager over de fagre marker, over det fruktbare vintre.
slaa jer for Brystet og klag over yndige Marker, frugtbare Vinstokke,
13 På mitt folks jord skyter torner og tistler op, ja over alle gledens hus i den jublende by.
mit Folks med Tidseltorn dækkede Jord, ja, hvert Glædens Hus, den jublende By!
14 For palasset er forlatt, svermen i byen er borte; haug og vakttårn er blitt til huler for evige tider, til fryd for villesler, til beite for buskap -
Thi Paladset er øde, Bylarmen standset, Ofel med Taarnet en Grushob for evigt, Vildæslers Fryd, en Græsgang for Hjorde —
15 inntil Ånden blir utøst over oss fra det høie, og ørkenen blir til fruktbar mark, og fruktbar mark aktes som skog.
til Aand fra det høje udgydes over os. Da bliver Ørkenen til Frugthave, Frugthaven regnes for Skov.
16 Og rett skal bo i ørkenen, og rettferdighet skal ha sitt hjem på den fruktbare mark.
Ret fæster Bo i Ørkenen, i Frugthaven dvæler Retfærd;
17 Og rettferdighetens verk skal være fred, og rettferdighetens frukt skal være ro og trygghet til evig tid.
Retfærds Frugt bliver Fred og Rettens Vinding Tryghed for evigt.
18 Og mitt folk skal bo i fredens bolig og i trygghetens telter og på sorgfrie hvilesteder.
Da bor mit Folk i Fredens Hjem, i trygge Boliger, sorgfri Pauluner.
19 Men det skal hagle når skogen styrter ned, og dypt skal byen trykkes ned.
Skoven styrter helt, Byen bøjes dybt.
20 Lykkelige er I som sår ved alle vann, som slipper oksen og asenet på frifot!
Salige I, som saar ved alle Vande, lader Okse og Æsel frit løbe om!
