Esaias 21

1 Utsagn om Havørkenen. Som stormvinder i ørkenen farer frem, kommer det fra ørkenen, fra det forferdelige land.

Breme pustinji na moru. Kao vihori koji prolaze na jug, tako æe doæi iz pustinje, iz zemlje strašne.

2 Et hårdt syn er mig kunngjort: Røveren røver og ødeleggeren ødelegger. Dra op, Elam! Treng på, Media! Hvert sukk gjør jeg ende på.

Ljuta utvara javi mi se. Nevjernik nevjeru èini, pustošnik pustoši; hodi, Elame; opkoli, Midijo! svemu uzdisanju uèiniæu kraj.

3 Derfor er mine lender fulle av smerte, veer har grepet mig, som den fødendes veer; jeg vrir mig så jeg ikke kan høre; jeg er forferdet så jeg ikke kan se.

Zato su bedra moja puna bola; muke me obuzeše kao kad se muèi porodilja; zgurih se èujuæi, prepadoh se videæi.

4 Mitt sinn er forvirret, redsel har forferdet mig; aftenen, som var min lyst, har han gjort til redsel for mig.

Srce mi se smete, groza me poduze; noæ milina mojih pretvori mi se u strah.

5 De dekker bordet, vakten våker, de eter og drikker - op, I høvdinger, smør skjoldene!

Postavi sto, stražar neka straži; jedi, pij; ustajte knezovi, mažite štitove.

6 For så sa Herren til mig: Gå og still vaktmannen ut! Det han ser, skal han melde.

Jer ovako mi reèe Gospod: idi, postavi stražara da ti javi što vidi.

7 Og ser han et tog av ryttere, par efter par, et tog av asener, et tog av kameler, da skal han gi akt, gi nøie akt.

I vidje kola, i dva reda konjika; kola s magarcima i kola s kamilama; i pažaše dobro velikom pažnjom.

8 Da ropte han som en løve: Herre, på vakt står jeg alltid om dagen, og på min post er jeg stilt hver en natt;

I povika kao lav: gospodaru, ja stojim jednako na straži danju, i stojim na straži po svu noæ.

9 men se der! Der kommer et tog av ridende menn, par av ryttere! - Og han tok til orde og sa: Falt, falt er Babel, og alle dets guders billeder har han knust og kastet til jorden.

I evo doðoše na kolima ljudi, u dva reda konjici. Tada povika i reèe: pade, pade Vavilon, i svi rezani likovi bogova njegovijeh razbiše se o zemlju.

10 Du mitt knuste, mitt gjennemtreskede folk! Det jeg har hørt av Herren, hærskarenes Gud, Israels Gud, har jeg kunngjort for eder.

Vršaju moj, i pšenice gumna mojega! što èuh od Gospoda nad vojskama, Boga Izrailjeva, javih vam.

11 Utsagn om Duma. Til mig roper de fra Se'ir: Vekter! Hvor langt er det på natten? Vekter! Hvor langt er det på natten?

Breme Dumi. Vièe k meni neko sa Sira: stražaru! šta bi noæas? stražaru! šta bi noæas?

12 Vekteren svarer: Det kommer morgen, men også natt; vil I spørre, så spør - kom igjen!

Stražar reèe: doæi æe jutro, ali i noæ; ako æete tražiti, tražite, vratite se, doðite.

13 Utsagn mot Arabia. I skogen i Arabia skal I overnatte, I karavaner av dedanitter!

Breme Arapskoj. Po šumama u Arapskoj noæivaæete, putnici Dedanski!

14 Ut til de tørste fører de vann; de som bor i Temas land, kommer de flyktende i møte med brød;

Iznesite vode pred žedne, koji živite u zemlji Temi, sretite s hljebom bjegunca.

15 for de flykter for sverdet, for det dragne sverd og den spente bue og for krigens trykk.

Jer æe bježati od maèa, od maèa gologa, od luka zapetoga i od žestokoga boja.

16 For så har Herren sagt til mig: Om et år, således som en dagarbeider regner året, skal det være forbi med all Kedars herlighet.

Jer ovako mi reèe Gospod: za godinu, kao što je godina najamnièka, nestaæe sve slave Kidarske.

17 Og tallet på de buer som levnes Kedars helter, skal bli lite; for Herren, Israels Gud, har talt.

I što ostane hrabrijeh strijelaca sinova Kidarskih, biæe malo; jer Gospod Bog Izrailjev reèe.