Hebreerne 3
1 Derfor, hellige brødre, I som har fått del i et himmelsk kall, gi akt på den apostel og yppersteprest som vi bekjenner, Jesus,
Te dongah vaan kah khuenah neh pueipo, a cim manuca rhoek, mamih olphoei dongkah caeltueih neh khosoihham Jesuh te hmat uh.
2 han som var tro mot den som gjorde ham dertil, likesom og Moses var i hele hans hus.
Anih te Moses bangla a im pum ah uepom neh aka om la a khueh van.
3 For denne er aktet så meget større ære verd enn Moses, som den som har gjort huset, har større ære enn huset selv.
Im aka rhoekbah loh hinyahnah cungkuem a khueh ngai bangla anih tah Moses lakah thangpomnah muep a tueng pah.
4 Hvert hus blir jo gjort av nogen; men den som har gjort alt, er Gud;
Im boeih he khat khat loh a rhoekbah dae Pathen loh a cungkuem te a rhoekbah.
5 og Moses var vel tro i hele hans hus som tjener til å vidne om det som skulde tales,
Tedae a im pum kah uepom Moses tah laipainah ham te tueihyoeih bangla a thui uh.
6 men Kristus som Sønn over hans hus, og hans hus er vi, såfremt vi holder vår frimodighet og det håp som vi roser oss av, fast inntil enden.
Tedae Khrih tah amah im ah capa bangla om tih mamih khaw sayalh la ngaiuep thangpomnah te rhep n'tuuk uh atah a im kah la n'om uh.
7 Derfor, som den Hellige Ånd sier: Idag, om I hører hans røst,
Te dongah Mueihla Cim loh a thui vanbangla, Tihnin ah a ol te na yaak uh atah,
8 da forherd ikke eders hjerter som ved forbitrelsen, på fristelsesdagen i ørkenen,
Khosoek ah noemcainah khohnin kah koeknah bangla na thinko te ning sak uh boeh.
9 hvor eders fedre fristet mig ved å sette mig på prøve, enda de så mine gjerninger i firti år;
Te ah te na pa rhoek loh noemcainah neh a n'noemcai uh dongah kum sawmli khuiah kai kah khoboe te a hmuh uh.
10 derfor harmedes jeg på denne slekt og sa: De farer alltid vill i hjertet; men de kjente ikke mine veier,
Te dongah tekah cadil rhoek te ka noih tih, 'Amih loh thinko a taengphaelh uh taitu dongah ka longpuei te ming uh pawh,’ ka ti nah.
11 så jeg svor i min vrede: Sannelig, de skal ikke komme inn til min hvile!
Ka kosi neh ka toemngam vanbangla kai kah duemnah khuiah kun uh mahpawh.
12 Se til, brødre, at det ikke i nogen av eder er et ondt, vantro hjerte, så han faller fra den levende Gud;
Manuca rhoek, ngaithuen uh. Aka hing Pathen taeng lamkah aka nong sak hnalvalnah thinko thae te nangmih ah khat long khaw khueh ve ne.
13 men forman hverandre hver dag, så lenge det heter idag, forat ikke nogen av eder skal forherdes ved syndens svik;
Tedae tihnin ah n'khue vanbangla hnin takuem amah la hloep uh thae. Te daengah ni tholhnah dongkah hmilhmaknah dongah nangmih khuikah pakhat long khaw a ning pawt eh.
14 for vi har fått del med Kristus, såfremt vi holder vår første fulle visshet fast inntil enden.
Te dongah Khrih kah a pueipo la n'om uh daengah ni ngaikhueknah kah a tongnah te a bawt due a khangmai la n'tuuk uh eh.
15 Når det sies: Idag, om I hører hans røst, da forherd ikke eders hjerter som ved forbitrelsen,
A thui bangla tihnin ah a ol te na yaak uh atah koeknah vaengkah bangla nangmih kah thinko te ning sak uh boeh.
16 hvem var det da vel som hørte den og dog forbitret ham? var det ikke alle de som gikk ut av Egypten ved Moses?
A yaak uh lalah aka koek te unim? Tedae Moses loh Egypt lamkah a caeh puei rhoek boeih moenih a?
17 Og hvem var det han harmedes på i firti år? var det ikke på dem som hadde syndet, så deres kropper falt i ørkenen?
Te vaengah kum sawmli a noih te unim? Aka tholh rhoek taengah moenih a? Amih kah a pum tah khosoek ah la a yalh.
18 Og om hvem var det han svor at de ikke skulde komme inn til hans hvile, uten om dem som ikke hadde villet tro?
Te phoeiah ol aek rhoek pawt koinih amah kah duemnah khuila kun pawt ham a toemngam te unim?
19 Så ser vi da at det var for vantros skyld de ikke kunde komme inn.
Te dongah hnalvalnah neh kun ham tah coeng uh mahpawh tila m'hmuh uh.
