Habakuk 3
1 En bønn av profeten Habakuk; efter Sjigjonot.
Molitev preroka Habakúka na Šiginot.
2 Herre, jeg har hørt budskapet om dig, jeg er forferdet. Herre, din gjerning - kall den til live før mange år er lidd, ja, kunngjør den før mange år er lidd! I din vrede komme du i hu å forbarme dig!
Oh Gospod, slišal sem tvoj govor in bil sem prestrašen. Oh Gospod, oživi svoje delo v sredi let, v sredi let ga daj spoznati, v besu se spomni usmiljenja.
3 Gud kommer fra Teman, den Hellige fra Paran-fjellet. (Sela) Hans prakt dekker himmelen, og jorden er full av hans herlighet.
Bog je prišel iz Temána in Sveti z gore Parán. (Sela) Njegova slava je pokrila nebo in zemlja je bila polna njegove hvale.
4 En glans som solens lys bryter frem, stråler omgir ham, og i dem er hans makt skjult.
Njegov sijaj je bil kakor svetloba; imel je rogove, izhajajoče iz njegove roke in tam je bilo skrivališče njegove moči.
5 Pest går frem for hans åsyn, og sott følger hans fottrin.
Pred njim je odšla kužna bolezen in goreče oglje je šlo naprej ob njegovih stopalih.
6 Han stiger frem og ryster jorden; han ser op og får folkene til å skjelve; de evige fjell sprenges i stykker, de eldgamle hauger synker sammen; hans gang er som i eldgammel tid.
Stal je in izmeril zemljo. Pogledal je in razgnal narode in večne gore so bile razkropljene, starodavni hribi so se upognili. Njegove poti so večne.
7 Jeg ser Kusans telter i sorg, teltteppene i Midians land bever.
Videl sem kušánske šotore v stiski in zavese midjánske dežele so trepetale.
8 Harmes du, Herre, på elvene, er din vrede optendt mot dem, eller din harme mot havet, siden du farer frem på dine hester, på dine seierrike vogner?
Mar je bil Gospod nezadovoljen zoper reke? Je bila tvoja jeza zoper reke? Je bil tvoj bes zoper morje, da si jahal na svojih konjih in svojih bojnih vozovih rešitve duš?
9 Bar og naken er din bue - dine eder til stammene, ditt ord! (Sela) Til elver kløver du jorden.
Tvoj lok je bil razgaljen, glede na prisege rodov, celo tvojo besedo. (Sela) Zemljo si oklenil z rekami.
10 Fjellene ser dig og bever, vannstrømmer styrter frem; avgrunnen lar sin røst høre, den løfter sine hender mot det høie.
Gore so te videle in so trepetale, preplavljanje vodá je šlo mimo, globina je izustila svoj glas in svoje roke vzdignila na visoko.
11 Sol og måne treder inn i sin bolig for lyset av dine piler, som farer frem, for glansen av ditt lynende spyd.
Sonce in luna sta mirno stala v svojem prebivališču. Ob svetlobi tvojih puščic sta šla in ob siju tvoje lesketajoče sulice.
12 I harme skrider du frem over jorden, i vrede treder du folkene ned.
V ogorčenju si korakal skozi deželo, pogane si mlatil v jezi.
13 Du drar ut til frelse for ditt folk, til frelse for din salvede; du knuser taket på den ugudeliges hus, du avdekker grunnvollen like til halsen. (Sela)
Šel si naprej zaradi rešitve duš svojega ljudstva, celó zaradi rešitve duš s svojim maziljenim. Ti raniš poglavarja hiše zlobnih z razkritjem temelja do vratu. (Sela)
14 Du gjennemborer med hans eget spyd hodene på hans skarer, som stormer frem for å sprede mig og gleder sig likesom de skulde til å opete en arming i lønndom.
Z njegovimi kopji si prebodel poglavarja njegovih vasi. Ven so prišli kakor vrtinčast veter, da me razkropijo. Njihovo razveseljevanje je bilo kakor, da bi na skrivaj požrli ubogega.
15 Du farer gjennem havet med dine hester, gjennem en haug av store vann.
Skozi morje si hodil s svojimi konji, skozi kup velikih vodá.
16 Jeg hørte det; da bevet mitt indre, ved lyden dirret mine leber; det kommer råttenhet i mine ben, og jeg bever hvor jeg står, fordi jeg rolig må bie på nødens dag, bie på at han drar op mot folket, han som skal trenge det.
Ko sem slišal, je moj trebuh trepetal, moje ustnice so drgetale ob glasu. Gniloba je vstopila v moje kosti in v sebi sem trepetal, da bi lahko počival na dan stiske. Ko prihaja gor k ljudstvu, jih bo preplavil s svojimi krdeli.
17 For fikentreet springer ikke ut, og vintrærne bærer ikke, oljetreets frukt slår feil, og markene gir ingen føde; han har utryddet fårene av kveen, og det finnes ikke fe i fjøsene.
Čeprav figovo drevo ne bo cvetelo niti ne bo sadu na trtah, [čeprav] bo trud oljke odpovedal in polja ne bodo obrodila nobene hrane; [čeprav] bo trop odrezan od staje in v hlevih ne bo črede,
18 Men jeg vil fryde mig i Herren, jeg vil juble i min frelses Gud.
se bom vendar veselil v Gospodu, užival bom v Bogu rešitve moje duše.
19 Herren, Israels Gud, er min kraft, han gjør mine føtter som hindenes og lar mig skride frem over mine høider. Til sangmesteren, med min strengelek.
Gospod Bog je moja moč in on bo moja stopala naredil podobna košutinim stopalom in dal mi bo, da hodim na svojih visokih krajih. Vodilnemu pevcu na moja glasbila na strune.
