Predikerens 3

1 Alt har sin tid, og en tid er der satt for hvert foretagende under himmelen.

Ein jegliches hat seine Zeit, und alles Vornehmen unter dem Himmel hat seine Stunde.

2 Å fødes har sin tid og å dø har sin tid, å plante har sin tid og å rykke op det som er plantet, har sin tid;

Geboren werden, Sterben, Pflanzen, Ausrotten, das gepflanzt ist,

3 å drepe har sin tid og å læge har sin tid; å rive ned har sin tid og å bygge op har sin tid;

Würgen, Heilen, Brechen, Bauen,

4 å gråte har sin tid og å le har sin tid; å klage har sin tid og å danse har sin tid;

Weinen, Lachen, Klagen, Tanzen,

5 å kaste bort stener har sin tid og å samle stener har sin tid; å ta i favn har sin tid og å holde sig fra favntak har sin tid;

Steine zerstreuen, Steine sammeln, Herzen, Fernen von Herzen,

6 å søke har sin tid og å tape har sin tid; å gjemme har sin tid og å kaste bort har sin tid;

Suchen, Verlieren, Behalten, Wegwerfen,

7 å sønderrive har sin tid og å sy sammen har sin tid; å tie har sin tid og å tale har sin tid;

Zerreißen, Zunähen, Schweigen, Reden,

8 å elske har sin tid og å hate har sin tid; krig har sin tid og fred har sin tid.

Lieben, Hassen, Streit, Friede hat seine Zeit.

9 Hvad vinning har den som gjør noget, av det strev han har med det?

Man arbeite, wie man will, so kann man nicht mehr ausrichten.

10 Jeg så den plage som Gud har gitt menneskenes barn å plage sig med.

Daher sah ich die Mühe, die Gott den Menschen gegeben hat, daß sie drinnen geplagt werden.

11 Alt har han gjort skjønt i sin tid; også evigheten har han lagt i deres hjerte, men således at mennesket ikke til fulle kan forstå det verk Gud har gjort, fra begynnelsen til enden.

Er aber tut alles fein zu seiner Zeit und läßt ihr Herz sich ängsten, wie es gehen solle in der Welt; denn der Mensch kann doch nicht treffen das Werk, das Gott tut, weder Anfang noch Ende.

12 Jeg skjønte at de intet annet gode har enn å glede sig og å gjøre sig til gode i livet;

Darum merkte ich, daß nichts Besseres drinnen ist, denn fröhlich sein und ihm gütlich tun in seinem Leben.

13 men når et menneske, hvem det så er, får ete og drikke og unne sig gode dager til gjengjeld for alt sitt strev, så er også det en Guds gave.

Denn eine jeglicher Mensch, der da isset und trinkt und hat guten Mut in all seiner Arbeit, das ist eine Gabe Gottes.

14 Jeg skjønte at alt hvad Gud gjør, det varer evig; intet kan legges til og intet kan tas fra. Så har Gud gjort det, forat vi skal frykte ham.

Ich merkte, daß alles, was Gott tut, das bestehet immer; man kann nichts dazutun noch abtun; und solches tut Gott, daß man sich vor ihm fürchten soll.

15 Hvad der er, det var allerede før, og hvad der skal bli, det har også vært før; Gud søker frem igjen det forgangne.

Was Gott tut, das stehet da; und was er tun will, das muß werden; denn er trachtet und jagt ihm nach.

16 Fremdeles så jeg under solen at på dommersetet, der satt gudløsheten, og hvor rettferdighet skulde råde, der rådet gudløshet.

Weiter sah ich unter der Sonne Stätte des Gerichts, da war ein gottlos Wesen, und Stätte der Gerechtigkeit, da waren Gottlose.

17 Da sa jeg i mitt hjerte: Gud skal dømme den rettferdige så vel som den gudløse; for hos ham er det fastsatt en tid for hvert foretagende og for alt hvad som gjøres.

Da dachte ich in meinem Herzen: Gott muß richten den Gerechten und Gottlosen; denn es hat alles Vornehmen seine Zeit und alle Werke.

18 Jeg sa i mitt hjerte: Dette skjer for menneskenes barns skyld, forat Gud kan prøve dem, og forat de kan se at de i sig selv ikke er annet enn dyr;

Ich sprach in meinem Herzen von dem Wesen der Menschen, darin Gott anzeigt und läßt es ansehen, als wären sie unter sich selbst wie das Vieh.

19 for det går menneskenes barn som det går dyrene; den samme skjebne rammer dem; som den ene dør, så dør den andre, og en livsånde har de alle; mennesket har ikke noget fortrin fremfor dyret; for alt er tomhet.

Denn es gehet dem Menschen wie dem Vieh: wie dies stirbt, so stirbt er auch, und haben alle einerlei Odem; und der Mensch hat nichts mehr denn das Vieh; denn es ist alles eitel.

20 De farer alle til ett sted; de er alle blitt til av støvet, og de vender alle tilbake til støvet.

Es fähret alles an einen Ort; es ist alles von Staub gemacht und wird wieder zu Staub.

21 Hvem vet om menneskenes ånd stiger op, og om dyrets ånd farer ned til jorden?

Wer weiß, ob der Odem der Menschen aufwärts fahre und der Odem des Viehes unterwärts unter die Erde fahre?

22 Og jeg så at intet er bedre for mennesket enn at han gleder sig ved sitt arbeid; for det er det gode som blir ham til del; for hvem lar ham få se det som skal komme efter ham?

Darum sah ich, daß nichts Besseres ist, denn daß ein Mensch fröhlich sei in seiner Arbeit; denn das ist sein Teil. Denn wer will ihn dahin bringen, daß er sehe was nach ihm geschehen wird?