< Predikerens 3 >

1 Alt har sin tid, og en tid er der satt for hvert foretagende under himmelen.
Všeliká věc má jistý čas, a každé předsevzetí pod nebem svou chvíli.
2 Å fødes har sin tid og å dø har sin tid, å plante har sin tid og å rykke op det som er plantet, har sin tid;
Jest čas rození i čas umírání, čas sázení a čas vykopání, což vsazeno bývá;
3 å drepe har sin tid og å læge har sin tid; å rive ned har sin tid og å bygge op har sin tid;
Èas mordování a čas hojení, čas boření a čas stavení;
4 å gråte har sin tid og å le har sin tid; å klage har sin tid og å danse har sin tid;
Èas pláče a čas smíchu, čas smutku a čas proskakování;
5 å kaste bort stener har sin tid og å samle stener har sin tid; å ta i favn har sin tid og å holde sig fra favntak har sin tid;
Èas rozmítání kamení a čas shromažďování kamení, čas objímání a čas vzdálení se od objímání;
6 å søke har sin tid og å tape har sin tid; å gjemme har sin tid og å kaste bort har sin tid;
Èas hledání a čas ztracení, čas chování a čas zavržení;
7 å sønderrive har sin tid og å sy sammen har sin tid; å tie har sin tid og å tale har sin tid;
Èas roztrhování a čas sšívání, čas mlčení a čas mluvení;
8 å elske har sin tid og å hate har sin tid; krig har sin tid og fred har sin tid.
Èas milování a čas nenávidění, čas boje a čas pokoje.
9 Hvad vinning har den som gjør noget, av det strev han har med det?
Co tedy má ten, kdo práci vede, z toho, o čemž pracuje?
10 Jeg så den plage som Gud har gitt menneskenes barn å plage sig med.
Viděl jsem zaměstknání, kteréž dal Bůh synům lidským, aby se jím trápili.
11 Alt har han gjort skjønt i sin tid; også evigheten har han lagt i deres hjerte, men således at mennesket ikke til fulle kan forstå det verk Gud har gjort, fra begynnelsen til enden.
Sám všecko činí ušlechtile časem svým, nýbrž i žádost světa dal v srdce jejich, aby nestihal člověk díla toho, kteréž dělá Bůh, ani počátku ani konce.
12 Jeg skjønte at de intet annet gode har enn å glede sig og å gjøre sig til gode i livet;
Odtud seznávám, že nic lepšího nemají, než aby se veselili, a činili dobře v životě svém,
13 men når et menneske, hvem det så er, får ete og drikke og unne sig gode dager til gjengjeld for alt sitt strev, så er også det en Guds gave.
Ač i to, když všeliký člověk jí a pije, a užívá dobrých věcí ze všelijaké práce své, jest dar Boží.
14 Jeg skjønte at alt hvad Gud gjør, det varer evig; intet kan legges til og intet kan tas fra. Så har Gud gjort det, forat vi skal frykte ham.
Znám, že cožkoli činí Bůh, to trvá na věky; nemůže se k tomu nic přidati, ani od toho co odjíti. A činí to Bůh, aby se báli oblíčeje jeho.
15 Hvad der er, det var allerede før, og hvad der skal bli, det har også vært før; Gud søker frem igjen det forgangne.
To, což bylo, i nyní jest, a což bude, již bylo; nebo Bůh obnovuje to, což pominulo.
16 Fremdeles så jeg under solen at på dommersetet, der satt gudløsheten, og hvor rettferdighet skulde råde, der rådet gudløshet.
Přesto viděl jsem ještě pod sluncem na místě soudu bezbožnost, a na místě spravedlnosti nespravedlnost.
17 Da sa jeg i mitt hjerte: Gud skal dømme den rettferdige så vel som den gudløse; for hos ham er det fastsatt en tid for hvert foretagende og for alt hvad som gjøres.
I řekl jsem v srdci svém: Budeť Bůh spravedlivého i bezbožného souditi; nebo tam bude čas každému předsevzetí i každému skutku.
18 Jeg sa i mitt hjerte: Dette skjer for menneskenes barns skyld, forat Gud kan prøve dem, og forat de kan se at de i sig selv ikke er annet enn dyr;
Řekl jsem v srdci svém o způsobu synů lidských, že jim ukázal Bůh, aby viděli, že jsou podobni hovadům.
19 for det går menneskenes barn som det går dyrene; den samme skjebne rammer dem; som den ene dør, så dør den andre, og en livsånde har de alle; mennesket har ikke noget fortrin fremfor dyret; for alt er tomhet.
Případnost synů lidských a případnost hovad jest případnost jednostejná. Jakož umírá ono, tak umírá i on, a dýchání jednostejné všickni mají, aniž co napřed má člověk před hovadem; nebo všecko jest marnost.
20 De farer alle til ett sted; de er alle blitt til av støvet, og de vender alle tilbake til støvet.
Obé to jde k místu jednomu; obé jest z prachu, obé také zase navracuje se do prachu.
21 Hvem vet om menneskenes ånd stiger op, og om dyrets ånd farer ned til jorden?
Kdo to zná, že duch synů lidských vstupuje zhůru, a duch hovadí že sstupuje pod zemi?
22 Og jeg så at intet er bedre for mennesket enn at han gleder sig ved sitt arbeid; for det er det gode som blir ham til del; for hvem lar ham få se det som skal komme efter ham?
Protož spatřil jsem, že nic není lepšího, než veseliti se člověku v skutcích svých, poněvadž to jest podíl jeho. Nebo kdo jej k tomu přivede, aby poznati mohl to, což jest budoucího po něm?

< Predikerens 3 >