5 Mosebok 32
1 Lytt, I himler, og jeg vil tale, og jorden høre på min munns ord!
»Pazljivo prisluhni, oh ti nebo, jaz pa bom govoril in sliši, oh zemlja, besede mojih ust.
2 Som regnet risle min lære, som duggen dryppe mitt ord, som regnskur på grønne spirer, som byger på urter og gress!
Moj nauk bo kapljal kakor dež, moj govor bo rosil kakor rosa, kakor dežek na nežno zelišče in kakor nalivi na travo,
3 For Herrens navn vil jeg forkynne; gi vår Gud ære!
ker bom razglašal Gospodovo ime. Veličino pripišite našemu Bogu.
4 Klippen! - fullkomment er hans verk, for rettferd er alle hans veier; en trofast Gud, uten svik, rettferdig og rettvis er han.
On je Skala, njegovo delo je popolno, kajti vse njegove poti so sodba. Bog resnice in brez krivičnosti, pravičen in iskren je on.
5 Skulde han ha ført fordervelse over sitt folk! Nei, hans barn de har skammen - en vanartet og vrang slekt.
Izpridili so se, njihov madež ni madež njegovih otrok. Sprevržen in sprijen rod so.
6 Lønner I Herren således, du dårlige og uvise folk? Er han ikke din far, som gjorde dig til sin eiendom? Han skapte dig og dannet dig.
Ali tako poplačate Gospodu, oh nespametno in ne-modro ljudstvo? Mar ni on tvoj oče, ki te je kupil? Mar te ni on naredil in te postavil?
7 Kom de eldgamle dager i hu, gi akt på årene fra slekt til slekt! Spør din far, han vil kunngjøre dig det - dine gamle, de vil si dig det.
Spomnite se dni od davnine, preudarite leta mnogih rodov. Vprašajte svojega očeta in vam bo pokazal, svoje starešine in ti bodo povedali.
8 Da den Høieste gav folkene arv, da han skilte menneskenes barn, satte han folkenes landemerker efter tallet på Israels barn.
Ko je Najvišji narodom razdelil njihovo dediščino, ko je ločil Adamove sinove, je ljudstvu postavil meje, glede na število Izraelovih otrok.
9 For Herrens del er hans folk, Jakob er hans arvelodd.
Kajti Gospodov delež je njegovo ljudstvo; Jakob je žreb njegove dediščine.
10 Han fant ham i et øde land, i villmarken, blandt ørkenens hyl; han vernet om ham, han våket over ham, han voktet ham som sin øiesten.
Našel ga je v zapuščeni deželi in v opustošeni, tuleči divjini. Vodil ga je naokrog, poučeval ga je, ga varoval kakor punčico svojega očesa.
11 Som ørnen vekker sitt rede og svever over sine unger, således bredte han ut sine vinger, tok ham op og bar ham på sine slagfjær.
Kakor orlica spodbuja svoje gnezdo, frfota nad svojimi mladiči, široko razširja svoje peruti, jih jemlje in nosi na svojih perutih,
12 Det var Herren alene som førte ham, og ingen fremmed gud var med ham.
tako ga je Gospod sam vodil in tam z njim ni bilo tujega boga.
13 Han lot ham fare frem over jordens høider, og han åt markens grøde, og han lot ham suge honning av klippen og olje av hårdeste sten,
Dal mu je jahati na visokih krajih zemlje, da bi lahko jedel donos od polj in storil mu je, da sesa med iz skale in olje iz kremenčeve skale,
14 rømme av kyr og melk av får og fett av lam og av vær fra Basan og av bukker og hvetens feteste marg; og druers blod drakk du, skummende vin.
maslo goveda in mleko ovc, s tolščo jagnjet in ovni bašánske pasme in koze, z najbogatejšo notranjostjo zrna in pil si čisto kri grozdnih jagod.
15 Da blev Jesurun fet og slo bak ut - du blev fet og tykk og stinn; han forlot Gud, som hadde skapt ham, og foraktet sin frelses klippe.
Toda Ješurún se je odebelil in brcal. Postal si debel, postal si gost, pokrit si z maščobo. Potem je zapustil Boga, ki ga je naredil in preziral Skalo rešitve svoje duše.
16 De vakte hans nidkjærhet ved fremmede guder; ved vederstyggelige avguder vakte de hans harme.
S tujimi bogovi so ga dražili do ljubosumnosti, z ogabnostmi so ga izzivali k jezi.
17 De ofret til maktene, som ikke er Gud, til guder som de ikke kjente, nye og nyss opkommet, som eders fedre ikke reddedes for.
Žrtvovali so hudičem, ne pa Bogu, bogovom, ki jih niso poznali, novim bogovom, ki so se na novo pojavili, ki se jih vaši očetje niso bali.
18 Klippen, ditt ophav, enset du ikke; du glemte Gud, han som fødte dig.
Nisi mislil na Skalo, ki te je spočela in pozabil si Boga, ki te je oblikoval.
19 Og Herren så det og forkastet dem, han harmedes over sine sønner og sine døtre.
Ko je Gospod to videl, jih je zaničeval, ker so ga njegovi sinovi in njegove hčere jezili.
20 Og han sa: Jeg vil skjule mitt åsyn for dem, jeg vil se hvad ende det vil ta med dem; for en vrang slekt er de, barn i hvem det ingen troskap er.
Rekel je: ›Svoj obraz bom skril pred njimi. Videl bom kakšen bo njihov konec, kajti zelo kljubovalen rod so, otroci, v katerih ni vere.
21 De vakte min nidkjærhet ved det som ikke er Gud, de vakte min harme ved sine tomme avguder. Også jeg vil vekke deres nidkjærhet ved det som ikke er et folk; ved et uforstandig folk vil jeg vekke deres harme.
Ganili so me do ljubosumja s tem, kar ni Bog; s svojimi ničevostmi so me izzivali k jezi. Do ljubosumja jih bom ganil s tistimi, ki niso ljudstvo; k jezi jih bom izzival z nespametnim narodom.
22 For en ild er optendt i min vrede og brenner til dypeste dødsrike; den fortærer landet og dets grøde og setter fjellenes grunnvoller i brand. (Sheol h7585)
Kajti v moji jezi je vžgan ogenj in gorel bo do najnižjega pekla in použil bo zemljo z njenim narastom in vžgal bo temelje gora. (Sheol h7585)
23 Jeg vil samle ulykker over dem; alle de piler jeg har, vil jeg bruke imot dem.
Nanje bom nakopičil vragolije, nanje bom poslal svoje puščice.
24 De skal utsuges av sult og fortæres av brennende feber og giftig sott; villdyrs tann vil jeg sende imot dem og edder av ormen som kryper i støvet.
Izčrpani bodo z lakoto in požrti z gorečo vročino in z grenkim uničenjem. Nadnje bom poslal tudi zobe zveri, s strupom kač, [ki se plazijo po] prahu.
25 Ute skal sverdet, inne i kammerne redsel bortrive både unge menn og jomfruer, det diende barn og den gråhårede mann.
Meč zunaj in strahota znotraj bo uničila tako mladeniča kot devico, tudi dojenčka z možem sivih las.‹
26 Jeg vilde ha sagt: Jeg vil blåse dem bort, jeg vil slette ut minnet om dem blandt menneskene,
Rekel sem: ›Razkropil jih bom v kote in storil bom, da spomin nanje zbledi med ljudmi.
27 dersom jeg ikke hadde fryktet for at fiendene skulde krenke mig, at deres motstandere skulde mistyde det og si: Det var vår hånd som var så sterk; det var ikke Herren som gjorde alt dette.
Mar ni bilo, da sem se bal sovražnikovega besa, da se ne bi njihovi nasprotniki čudno obnašali in da ne bi rekli: ›Naša roka je visoko in Gospod ni storil vsega tega.‹‹
28 For de er et folk uten visdom; der er ikke forstand hos dem.
Kajti oni so narod brez preudarnosti niti ni nobenega razumevanja v njih.
29 Dersom de var vise, vilde de forstå dette, skjønne hvad ende det vil ta med dem.
Oh, da bi bili modri, da bi to razumeli, da bi preudarili svoj zadnji konec!
30 Hvorledes kunde én forfølge tusen, og to drive ti tusen på flukt, hvis ikke deres klippe hadde solgt dem, og Herren overgitt dem?
Kako naj jih eden prežene tisoč in dva pripravita deset tisoč, da bežijo, razen, da jih je njihova Skala prodala in jih je Gospod izročil?
31 For deres klippe er ikke som vår klippe - det kan våre fiender selv vidne!
Kajti njihova skala ni kakor naša Skala, celo sami naši sovražniki so sodniki.
32 For deres vin-tre er av Sodomas vin-tre og fra Gomorras marker; deres druer er giftige druer, de har beske klaser.
Kajti njihova trta je iz sódomske trte in iz gomórskih polj. Njihovo grozdje je grozdje žolča, njihovi grozdi so grenki.
33 Deres vin er slangers brennende gift og fryktelig ormeedder.
Njihovo vino je strup zmajev in krut strup kober.
34 Er ikke dette gjemt hos mig, under segl i mine forrådskammer?
Mar ni to prihranjeno v shrambi z menoj in zapečateno med mojimi zakladi?
35 Mig hører hevn og gjengjeldelse til på den tid da deres fot vakler; for deres undergangs dag er nær, og hastig kommer det som venter dem.
Meni pripada maščevanje in povračilo. Njihovo stopalo bo zdrsnilo ob pravem času, kajti dan njihove katastrofe je pri roki in stvari, ki bodo prišle nadnje, hitijo.
36 For Herren skal dømme sitt folk, og det skal gjøre ham ondt for sine tjenere, når han ser at deres makt er borte, og at det er ute både med store og små.
Kajti Gospod bo sodil svoje ljudstvo in se pokesal zaradi svojih služabnikov, ko vidi, da je njihova moč odšla in tam ni nikogar zaprtega ali preostalega.
37 Og han skal si: Hvor er deres guder - klippen som de satte sin lit til -
Rekel bo: ›Kje so njihovi bogovi, njihova skala, v katero so zaupali,
38 de som åt deres slaktoffers fett og drakk deres drikkoffers vin? La dem reise sig og hjelpe eder! La dem være eders vern!
ki so jedli tolščo svojih klavnih daritev in pili vino svojih pitnih daritev? Naj vstanejo in vam pomagajo in bodo vaša zaščita.
39 Nu ser I at det er mig, og at der er ingen Gud foruten mig. Jeg gjør død og gjør levende, jeg sårer, og jeg læger, og det er ingen som redder av min hånd.
Poglej sedaj, da sem jaz, celó jaz sam in tukaj ni boga z menoj. Jaz ubijam in jaz oživljam; jaz ranim in jaz ozdravljam. Niti tam ni nobenega, ki lahko osvobodi iz moje roke.
40 For jeg løfter min hånd mot himmelen og sier: Så sant jeg lever til evig tid:
Kajti svojo roko dvignem do neba in rečem: ›Jaz živim na veke.‹
41 Når jeg hvesser mitt lynende sverd og tar dommen i min hånd, da vil jeg føre hevn over mine fiender og gjengjelde dem som hater mig;
Če nabrusim svoj lesketajoči meč in moja roka zgrabi sodbo, bom povrnil maščevanje svojim sovražnikom in nagradil tiste, ki me sovražijo.
42 jeg vil gjøre mine piler drukne av blod, og mitt sverd skal ete kjøtt, blod av falne og fangne, av fiendtlige høvdingers hode.
Svoje puščice bom opijanil s krvjo in moj meč bo žrl meso in to s krvjo umorjenih in ujetnikov, od začetka maščevanj nad sovražnikom.‹
43 Pris, I hedninger, hans folk! For han hevner sine tjeneres blod; over sine fiender fører han hevn og gjør soning for sitt land, for sitt folk.
Veselite se, oh vi narodi, z njegovim ljudstvom, kajti maščeval bo kri svojih služabnikov in povrnil bo maščevanje svojim nasprotnikom in usmiljen bo do svoje dežele in do svojega ljudstva.«
44 Så kom da Moses og fremsa hele denne sang for folket, han og Hosea, Nuns sønn.
Mojzes je prišel in vse besede te pesmi spregovoril v ušesa ljudstva, on in Nunov sin Hošéa.
45 Og da Moses var ferdig med å tale alle disse ord til hele Israel,
Mojzes je končal govorjenje vseh teh besed vsemu Izraelu.
46 sa han til dem: Akt på alle de ord som jeg idag gjør til et vidne mot eder, og byd eders barn å ta vare på dem, så de holder alle ordene i denne lov!
Rekel jim je: »Nastavite svoja srca k vsem besedam, ki jih ta dan pričujem med vami, ki jih boste zapovedali svojim otrokom, da jih obeležujejo, da jih storijo, vse besede te postave.
47 For dette er ikke noget tomt ord for eder, men det er eders liv, og ved dette ord skal I leve lenge i det land I nu drar til over Jordan og skal ta i eie.
Kajti to za vas ni prazna stvar, ker to je vaše življenje in zaradi te stvari boste podaljšali svoje dni v deželi, kamor greste čez Jordan, da jo vzamete v last.«
48 Samme dag talte Herren til Moses og sa:
Gospod je ta isti dan spregovoril Mojzesu, rekoč:
49 Gå op på Abarim-fjellet her, på Nebo-fjellet i Moabs land midt imot Jeriko, og se ut over Kana'ans land, som jeg gir Israels barn til eiendom,
»Povzpni se na to gorovje Abarím, na goro Nebó, ki je v deželi Moáb, ki je nasproti Jerihe in poglej kánaansko deželo, ki jo dajem Izraelovim otrokom v posest.
50 Og der på fjellet som du går op på, skal du dø og samles til dine fedre, likesom Aron, din bror, døde på fjellet Hor og blev samlet til sine fedre,
Umri na gori, kamor se povzpneš in bodi zbran k svojemu ljudstvu, kakor je tvoj brat Aron umrl na gori Hor in je bil zbran k svojemu ljudstvu,
51 fordi I syndet mot mig blandt Israels barn ved Meribas vann i Kades i ørkenen Sin og ikke helliget mig blandt Israels barn.
ker sta grešila zoper mene med Izraelovimi otroki pri vodah Meríba [v] Kadešu, v Cinski divjini, ker me nista izkazala svetega v sredi Izraelovih otrok.
52 Du skal få se landet midt foran dig, men du skal ikke komme inn i det land som jeg gir Israels barn.
Vendar boš deželo videl pred seboj, toda ne boš šel tja, v deželo, ki sem jo dal Izraelovim otrokom.«
