2 Samuel 22
1 David kvad denne sang for Herren den dag da Herren hadde utfridd ham av alle hans fienders hånd og av Sauls hånd.
I izgovori David Gospodu rijeèi ove pjesme, kad ga izbavi Gospod iz ruku svijeh neprijatelja njegovijeh i iz ruke Saulove;
2 Og han sa: Herren er min klippe og min festning og min redder,
I reèe: Gospod je moja stijena i grad moj i izbavitelj moj.
3 min klippefaste Gud, som jeg setter min lit til, mitt skjold og min frelses horn, min borg og min tilflukt, min frelser; fra vold frelser du mig.
Bog je stijena moja, u njega æu se uzdati, štit moj i rog spasenja mojega, zaklon moj i utoèište moje, spasitelj moj, koji me izbavlja od sile.
4 Jeg påkaller den Høilovede, Herren, og blir frelst fra mine fiender.
Prizivljem Gospoda, kojega valja hvaliti, i opraštam se neprijatelja svojih.
5 Dødens bølger omspente mig, fordervelsens strømmer forferdet mig.
Jer obuzeše me smrtni bolovi, potoci nevaljalijeh ljudi uplašiše me.
Bolovi grobni opkoliše me, stegoše me zamke smrtne. (Sheol h7585)
7 I min trengsel påkalte jeg Herren, og jeg ropte til min Gud; han hørte fra sitt tempel min røst, og mitt skrik kom for hans ører.
U tjeskobi svojoj prizvah Gospoda, i k Bogu svojemu povikah, on èu iz dvora svojega glas moj, i vika moja doðe mu do ušiju.
8 Da rystet og bevet jorden, himmelens grunnvoller skalv, og de rystet; for hans vrede var optendt.
Zatrese se i pokoleba se zemlja, temelji nebesima zadrmaše se i pomjeriše se, jer se on razgnjevi.
9 Det steg røk op av hans nese, og fortærende ild fra hans munn; glør brente ut av ham.
Podiže se dim iz nozdara njegovijeh i iz usta njegovijeh oganj koji proždire, živo ugljevlje otskakaše od njega.
10 Og han bøide himmelen og steg ned, og det var mørke under hans føtter.
Savi nebesa i siðe; a mrak bijaše pod nogama njegovijem.
11 Og han fór på kjeruber og fløi, og han lot sig se på vindens vinger.
I sjede na heruvima i poletje, i pokaza se na krilima vjetrnijem.
12 Og han gjorde mørke til skjul rundt omkring sig, vannmasser, tykke skyer.
Od mraka naèini oko sebe šator, od mraènijeh voda, oblaka vazdušnijeh.
13 Frem av glansen foran ham brente gloende kull.
Od sijevanja pred njim goraše živo ugljevlje.
14 Herren tordnet fra himmelen, den Høieste lot sin røst høre.
Zagrmje s nebesa Gospod, i višnji pusti glas svoj.
15 Og han utsendte piler og spredte dem omkring - lyn og forvirret dem.
Pusti strijele svoje, i razmetnu ih; munje, i razasu ih.
16 Da kom havets strømmer til syne; jordens grunnvoller blev avdekket ved Herrens trusel, for hans neses åndepust.
Pokazaše se dubine morske, i otkriše se temelji vasiljenoj od prijetnje Gospodnje, od dihanja duha iz nozdara njegovijeh.
17 Han rakte sin hånd ut fra det høie, han grep mig; han drog mig op av store vann.
Tada pruži s visine ruku i uhvati me, izvuèe me iz vode velike.
18 Han fridde mig ut fra min sterke fiende, fra mine avindsmenn; for de var mig for mektige.
Izbavi me od neprijatelja mojega silnoga i od mojih nenavidnika, kad bijahu jaèi od mene.
19 De overfalt mig på min motgangs dag; men Herren blev min støtte.
Ustaše na me u dan nevolje moje, ali mi Gospod bi potpora.
20 Og han førte mig ut i fritt rum; han frelste mig, for han hadde behag i mig.
I izvede me na prostrano mjesto, izbavi me, jer sam mu mio.
21 Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, han betalte mig efter mine henders renhet.
Dade mi Gospod po pravdi mojoj, po èistoti ruku mojih dariva me.
22 For jeg tok vare på Herrens veier og vek ikke i ondskap fra min Gud;
Jer se držah putova Gospodnjih, i ne odmetnuh se Boga svojega.
23 for alle hans lover hadde jeg for øie, og fra hans bud vek jeg ikke,
Nego su svi zakoni njegovi preda mnom, i zapovijesti njegovijeh ne uklanjam od sebe.
24 og jeg var ulastelig for ham og voktet mig vel for min synd.
I bih mu vjeran, i èuvah se od bezakonja svojega.
25 Og Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, efter min renhet for hans øine.
Dade mi Gospod po pravdi mojoj, po èistoti mojoj pred oèima njegovima.
26 Mot den fromme viser du dig from, mot den rettvise stridsmann viser du dig rettvis,
Sa svetima postupaš sveto, s èovjekom vjernijem vjerno;
27 mot den rene viser du dig ren, mot den forvendte viser du dig vrang.
S èistijem èisto postupaš, a s nevaljalijem nasuprot njemu.
28 Elendige folk frelser du, men dine øine er mot de overmodige; dem fornedrer du.
Jer pomažeš narodu nevoljnom, a na ponosite spuštaš oèi svoje i ponižavaš ih.
29 For du er mitt lys, Herre, og Herren opklarer mitt mørke.
Ti si vidjelo moje, Gospode, i Gospod prosvjetljuje tamu moju.
30 For ved dig stormer jeg løs på fiendeskarer, ved min Gud springer jeg over murer.
S tobom razbijam vojsku, s Bogom svojim skaèem preko zida.
31 Gud, hans vei er fullkommen; Herrens ord er rent, han er et skjold for alle dem som setter sin lit til ham.
Put je Božji vjeran, rijeè Gospodnja èista. On je štit svjema koji se uzdaju u nj.
32 For hvem er Gud foruten Herren, og hvem er en klippe foruten vår Gud?
Jer ko je Bog osim Gospoda? i ko je stijena osim Boga našega?
33 Gud, han er mitt sterke vern og leder den ulastelige på hans vei.
Bog je krjepost moja i sila moja, i èini da mi je put bez mane.
34 Han gir ham føtter likesom hindene og stiller mig på mine høider.
Daje mi noge kao u jelena, i na visine moje stavlja me.
35 Han oplærer mine hender til krig, så mine armer spenner kobberbuen.
Uèi ruke moje boju, te lome luk mjedeni mišice moje.
36 Og du gir mig din frelse til skjold, og din mildhet gjør mig stor.
Ti mi daješ štit spasenja svojega, i milost tvoja èini me velika.
37 Du gjør rummet vidt for mine skritt under mig, og mine ankler vakler ikke.
Širiš korake moje poda mnom, te se ne omièu gležnji moji.
38 Jeg vil forfølge mine fiender og ødelegge dem, og jeg vender ikke tilbake før jeg har gjort ende på dem.
Tjeram neprijatelje svoje, i potirem ih, i ne vraæam se dokle ih ne istrijebim.
39 Jeg gjør ende på dem og knuser dem, så de ikke kan reise sig; de faller under mine føtter.
I istrebljujem ih, i obaram ih da ne mogu ustati, nego padaju pod noge moje.
40 Og du omgjorder mig med kraft til krig, du bøier mine motstandere under mig.
Jer me ti opasuješ snagom za boj: koji ustanu na me, obaraš ih poda me.
41 Og mine fiender lar du vende mig ryggen, mine avindsmenn utrydder jeg.
Neprijatelja mojih pleæi ti mi obraæaš, i potirem nenavidnike svoje.
42 De ser sig om, men der er ingen frelser - efter Herren, men han svarer dem ikke.
Obziru se, ali nema pomagaèa: vièu ka Gospodu, ali ih ne sluša.
43 Og jeg knuser dem som jordens støv; jeg sønderknuser dem, tramper dem ned som søle på gatene.
Satirem ih kao prah zemaljski, kao blato po ulicama gazim ih i razmeæem.
44 Og du redder mig fra mitt folks kamper, du bevarer mig til å være hode for hedninger; folkeferd som jeg ikke kjenner, tjener mig.
Ti me izbavljaš od bune naroda mojega, èuvaš me da sam glava narodima; narod kojega ne poznavah služi mi.
45 Fremmede kryper for mig; bare de hører om mig, blir de mig lydige.
Tuðini laskaju mi, èujuæi pokoravaju mi se.
46 Fremmede visner bort og går bevende ut av sine borger.
Tuðini blijede, dršæu u gradovima svojim.
47 Herren lever, og priset er min klippe, og ophøiet er min frelses klippefaste Gud,
Živ je Gospod, i da je blagoslovena stijena moja. Da se uzvisi Bog, stijena spasenja mojega.
48 den Gud som gir mig hevn og legger folkeferd under mig,
Bog, koji mi daje osvetu, i pokorava mi narode,
49 og som fører mig ut fra mine fiender; over mine motstandere ophøier du mig, fra voldsmannen redder du mig.
Koji me izvodi iz neprijatelja mojih, i podiže me nad one koji ustaju na me, i od èovjeka žestoka izbavlja me.
50 Derfor vil jeg prise dig, Herre, blandt hedningene og lovsynge ditt navn.
Toga radi hvalim te, Gospode, po narodima, i pojem imenu tvojemu,
51 Han gjør frelsen stor for sin konge, og han gjør miskunnhet mot sin salvede, mot David og mot hans ætt til evig tid.
Koji slavno izbavljaš cara svojega, i èiniš milost pomazaniku svojemu Davidu i sjemenu njegovu dovijeka.
