2 Samuel 22
1 David kvad denne sang for Herren den dag da Herren hadde utfridd ham av alle hans fienders hånd og av Sauls hånd.
Og David talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand,
2 Og han sa: Herren er min klippe og min festning og min redder,
og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 min klippefaste Gud, som jeg setter min lit til, mitt skjold og min frelses horn, min borg og min tilflukt, min frelser; fra vold frelser du mig.
Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig.
4 Jeg påkaller den Høilovede, Herren, og blir frelst fra mine fiender.
Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
5 Dødens bølger omspente mig, fordervelsens strømmer forferdet mig.
Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer laa foran mig. (Sheol h7585)
7 I min trengsel påkalte jeg Herren, og jeg ropte til min Gud; han hørte fra sitt tempel min røst, og mitt skrik kom for hans ører.
Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren.
8 Da rystet og bevet jorden, himmelens grunnvoller skalv, og de rystet; for hans vrede var optendt.
Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred.
9 Det steg røk op av hans nese, og fortærende ild fra hans munn; glør brente ut av ham.
Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham.
10 Og han bøide himmelen og steg ned, og det var mørke under hans føtter.
Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder.
11 Og han fór på kjeruber og fløi, og han lot sig se på vindens vinger.
Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger.
12 Og han gjorde mørke til skjul rundt omkring sig, vannmasser, tykke skyer.
Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer.
13 Frem av glansen foran ham brente gloende kull.
Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul.
14 Herren tordnet fra himmelen, den Høieste lot sin røst høre.
Herren tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst.
15 Og han utsendte piler og spredte dem omkring - lyn og forvirret dem.
Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem.
16 Da kom havets strømmer til syne; jordens grunnvoller blev avdekket ved Herrens trusel, for hans neses åndepust.
Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved Herrens Trusel, ved hans Næses Aandes Pust.
17 Han rakte sin hånd ut fra det høie, han grep mig; han drog mig op av store vann.
Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande.
18 Han fridde mig ut fra min sterke fiende, fra mine avindsmenn; for de var mig for mektige.
Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.
19 De overfalt mig på min motgangs dag; men Herren blev min støtte.
De overfaldt mig i min Modgangs Tid; men Herren var min Støtte.
20 Og han førte mig ut i fritt rum; han frelste mig, for han hadde behag i mig.
Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig.
21 Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, han betalte mig efter mine henders renhet.
Herren gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed.
22 For jeg tok vare på Herrens veier og vek ikke i ondskap fra min Gud;
Thi jeg har bevaret Herrens Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud.
23 for alle hans lover hadde jeg for øie, og fra hans bud vek jeg ikke,
Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke;
24 og jeg var ulastelig for ham og voktet mig vel for min synd.
men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning.
25 Og Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, efter min renhet for hans øine.
Og Herren betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne.
26 Mot den fromme viser du dig from, mot den rettvise stridsmann viser du dig rettvis,
Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast.
27 mot den rene viser du dig ren, mot den forvendte viser du dig vrang.
Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang.
28 Elendige folk frelser du, men dine øine er mot de overmodige; dem fornedrer du.
Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du.
29 For du er mitt lys, Herre, og Herren opklarer mitt mørke.
Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gøre min Mørkhed klar.
30 For ved dig stormer jeg løs på fiendeskarer, ved min Gud springer jeg over murer.
Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur.
31 Gud, hans vei er fullkommen; Herrens ord er rent, han er et skjold for alle dem som setter sin lit til ham.
Guds Vej er fuldkommen, Herrens Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
32 For hvem er Gud foruten Herren, og hvem er en klippe foruten vår Gud?
Thi hvo er en Gud foruden Herren? og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
33 Gud, han er mitt sterke vern og leder den ulastelige på hans vei.
Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment.
34 Han gir ham føtter likesom hindene og stiller mig på mine høider.
Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Høje.
35 Han oplærer mine hender til krig, så mine armer spenner kobberbuen.
Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme.
36 Og du gir mig din frelse til skjold, og din mildhet gjør mig stor.
Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor.
37 Du gjør rummet vidt for mine skritt under mig, og mine ankler vakler ikke.
Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke.
38 Jeg vil forfølge mine fiender og ødelegge dem, og jeg vender ikke tilbake før jeg har gjort ende på dem.
Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa dem.
39 Jeg gjør ende på dem og knuser dem, så de ikke kan reise sig; de faller under mine føtter.
Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder.
40 Og du omgjorder mig med kraft til krig, du bøier mine motstandere under mig.
Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig.
41 Og mine fiender lar du vende mig ryggen, mine avindsmenn utrydder jeg.
Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, og jeg udrydder dem.
42 De ser sig om, men der er ingen frelser - efter Herren, men han svarer dem ikke.
De saa sig om, men der var ingen Frelser; til Herren, men han svarede dem ikke.
43 Og jeg knuser dem som jordens støv; jeg sønderknuser dem, tramper dem ned som søle på gatene.
Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned.
44 Og du redder mig fra mitt folks kamper, du bevarer mig til å være hode for hedninger; folkeferd som jeg ikke kjenner, tjener mig.
Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig.
45 Fremmede kryper for mig; bare de hører om mig, blir de mig lydige.
Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig.
46 Fremmede visner bort og går bevende ut av sine borger.
Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge.
47 Herren lever, og priset er min klippe, og ophøiet er min frelses klippefaste Gud,
Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes!
48 den Gud som gir mig hevn og legger folkeferd under mig,
Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig,
49 og som fører mig ut fra mine fiender; over mine motstandere ophøier du mig, fra voldsmannen redder du mig.
og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd.
50 Derfor vil jeg prise dig, Herre, blandt hedningene og lovsynge ditt navn.
Derfor vil jeg bekende dig, Herre! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov.
51 Han gjør frelsen stor for sin konge, og han gjør miskunnhet mot sin salvede, mot David og mot hans ætt til evig tid.
Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.
