2 Samuel 22
1 David kvad denne sang for Herren den dag da Herren hadde utfridd ham av alle hans fienders hånd og av Sauls hånd.
David upravi Jahvi riječi ove pjesme u dan kad ga je Jahve izbavio iz ruku svih njegovih neprijatelja i iz ruke Šaulove.
2 Og han sa: Herren er min klippe og min festning og min redder,
Pjevao je: “Jahve, hridino moja, utvrdo moja, spase moj;
3 min klippefaste Gud, som jeg setter min lit til, mitt skjold og min frelses horn, min borg og min tilflukt, min frelser; fra vold frelser du mig.
Bože moj, pećino moja kojoj se utječem, štite moj, spasenje moje, tvrđavo moja! Ti me izbavljaš od nasilja.
4 Jeg påkaller den Høilovede, Herren, og blir frelst fra mine fiender.
Zazvat ću Jahvu hvale predostojna i od dušmana bit ću izbavljen.
5 Dødens bølger omspente mig, fordervelsens strømmer forferdet mig.
Valovi smrti okružiše mene, prestraviše me bujice pogubne,
Užad Podzemlja sputiše me, smrtonosne zamke padoše na me: (Sheol h7585)
7 I min trengsel påkalte jeg Herren, og jeg ropte til min Gud; han hørte fra sitt tempel min røst, og mitt skrik kom for hans ører.
u nevolji zazvah Jahvu i Bogu svome zavapih. Iz svog Doma zov mi začu, i vapaj moj mu do ušiju doprije.
8 Da rystet og bevet jorden, himmelens grunnvoller skalv, og de rystet; for hans vrede var optendt.
I zemlja se potrese i uzdrhta, uzdrmaše se temelji nebesa, pokrenuše se, jer On gnjevom planu.
9 Det steg røk op av hans nese, og fortærende ild fra hans munn; glør brente ut av ham.
Iz nosnica mu dim se diže, iz usta mu oganj liznu, ugljevlje živo od njega plamsa.
10 Og han bøide himmelen og steg ned, og det var mørke under hans føtter.
On nagnu nebesa i siđe, pod nogama oblaci mu mračni.
11 Og han fór på kjeruber og fløi, og han lot sig se på vindens vinger.
Na keruba stade i poletje; na krilima vjetra zaplovi.
12 Og han gjorde mørke til skjul rundt omkring sig, vannmasser, tykke skyer.
Ogrnu se mrakom kao koprenom, prekri se tamnim vodama i oblacima tmastim,
13 Frem av glansen foran ham brente gloende kull.
od bljeska pred licem njegovim užga se ugljevlje plameno.
14 Herren tordnet fra himmelen, den Høieste lot sin røst høre.
Jahve s neba zagrmje, Svevišnjega glas se ori.
15 Og han utsendte piler og spredte dem omkring - lyn og forvirret dem.
Odape strijele i dušmane rasu, izbaci munje i na zemlju ih obori.
16 Da kom havets strømmer til syne; jordens grunnvoller blev avdekket ved Herrens trusel, for hans neses åndepust.
Morska dna se pokazaše, i temelji svijeta postaše goli od strašne prijetnje Jahvine, od olujna daha gnjeva njegova.
17 Han rakte sin hånd ut fra det høie, han grep mig; han drog mig op av store vann.
On pruži s neba ruku i mene prihvati, iz silnih voda on me izbavi.
18 Han fridde mig ut fra min sterke fiende, fra mine avindsmenn; for de var mig for mektige.
Od protivnika moćnog mene oslobodi, od dušmana mojih jačih od mene.
19 De overfalt mig på min motgangs dag; men Herren blev min støtte.
Navališe na me u dan zlosretni, ali me Jahve zaštiti,
20 Og han førte mig ut i fritt rum; han frelste mig, for han hadde behag i mig.
na polje prostrano izvede me, spasi me jer sam mu mio.
21 Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, han betalte mig efter mine henders renhet.
Po pravednosti mojoj Jahve mi uzvrati, po čistoći ruku mojih on me nagradi,
22 For jeg tok vare på Herrens veier og vek ikke i ondskap fra min Gud;
jer čuvah putove Jahvine, od Boga se svoga ne udaljih.
23 for alle hans lover hadde jeg for øie, og fra hans bud vek jeg ikke,
Odredbe njegove sve su mi pred očima, zapovijedi njegove nisam odbacio,
24 og jeg var ulastelig for ham og voktet mig vel for min synd.
do srži odan njemu sam bio, čuvam se grijeha svakoga.
25 Og Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, efter min renhet for hans øine.
Jahve mi po pravdi mojoj vrati, čistoću ruku mojih vidje.
26 Mot den fromme viser du dig from, mot den rettvise stridsmann viser du dig rettvis,
S prijateljem ti si prijatelj, poštenu poštenjem uzvraćaš.
27 mot den rene viser du dig ren, mot den forvendte viser du dig vrang.
S čovjekom čistim ti si čist, a lukavca izigravaš,
28 Elendige folk frelser du, men dine øine er mot de overmodige; dem fornedrer du.
jer narodu poniženu spasenje donosiš a ponižavaš oči ohole.
29 For du er mitt lys, Herre, og Herren opklarer mitt mørke.
Jahve, ti moju svjetiljku užižeš, Bože, tminu moju obasjavaš:
30 For ved dig stormer jeg løs på fiendeskarer, ved min Gud springer jeg over murer.
s tobom udaram na čete dušmanske, s Bogom svojim preskačem zidine.
31 Gud, hans vei er fullkommen; Herrens ord er rent, han er et skjold for alle dem som setter sin lit til ham.
Savršeni su puti Gospodnji, i riječ je Jahvina ognjem kušana. on je štit svima, samo on, koji se k njemu utječu.
32 For hvem er Gud foruten Herren, og hvem er en klippe foruten vår Gud?
Jer tko je Bog osim Jahve? Tko li je hridina osim Boga našega?
33 Gud, han er mitt sterke vern og leder den ulastelige på hans vei.
Taj Bog me snagom opasuje, stere mi put besprijekoran.
34 Han gir ham føtter likesom hindene og stiller mig på mine høider.
Noge mi dade brze ko u košute i postavi me na visine sigurne,
35 Han oplærer mine hender til krig, så mine armer spenner kobberbuen.
ruke mi za borbu uvježba i mišice da luk mjedeni napinju.
36 Og du gir mig din frelse til skjold, og din mildhet gjør mig stor.
Daješ mi štit svoj koji spasava, tvoja me brižljivost uzvisi.
37 Du gjør rummet vidt for mine skritt under mig, og mine ankler vakler ikke.
Pouzdanje daješ mom koraku, i noge mi više ne posrću.
38 Jeg vil forfølge mine fiender og ødelegge dem, og jeg vender ikke tilbake før jeg har gjort ende på dem.
Pognah svoje dušmane i dostigoh, i ne vratih se dok ih ne uništih.
39 Jeg gjør ende på dem og knuser dem, så de ikke kan reise sig; de faller under mine føtter.
Obaram ih, ne mogu se dići, padaju, pod nogama mi leže.
40 Og du omgjorder mig med kraft til krig, du bøier mine motstandere under mig.
Ti me opasa snagom za borbu, a protivnike moje meni podloži.
41 Og mine fiender lar du vende mig ryggen, mine avindsmenn utrydder jeg.
Ti dušmane moje u bijeg natjera, i rasprših one koji su me mrzili.
42 De ser sig om, men der er ingen frelser - efter Herren, men han svarer dem ikke.
Vapiju u pomoć, nikog da pomogne, vapiju Jahvi - ne odaziva se.
43 Og jeg knuser dem som jordens støv; jeg sønderknuser dem, tramper dem ned som søle på gatene.
Smrvih ih kao prah na vjetru, zgazih ih ko blato na putu.
44 Og du redder mig fra mitt folks kamper, du bevarer mig til å være hode for hedninger; folkeferd som jeg ikke kjenner, tjener mig.
Ti me §izbavÄi od bune u mom narodu, postavi me glavarom pogana, puk koji ne poznavah služi mi.
45 Fremmede kryper for mig; bare de hører om mig, blir de mig lydige.
Svaki moj šapat pokorno on sluša. Sinovi tuđinci meni laskaju,
46 Fremmede visner bort og går bevende ut av sine borger.
sinovi tuđinski gube srčanost izlaze dršćuć iz svojih utvrda.
47 Herren lever, og priset er min klippe, og ophøiet er min frelses klippefaste Gud,
Živio Jahve! Blagoslovljena hridina moja! Neka se uzvisi Bog, spasenje moje!
48 den Gud som gir mig hevn og legger folkeferd under mig,
Bog koji mi daje osvetu i narode meni pokorava.
49 og som fører mig ut fra mine fiender; over mine motstandere ophøier du mig, fra voldsmannen redder du mig.
Od dušmana me mojih izbavljaš i nad protivnike me moje izdižeš, ti mene od čovjeka silnika spasavaš.
50 Derfor vil jeg prise dig, Herre, blandt hedningene og lovsynge ditt navn.
Zato te slavim, Jahve, među pucima i psalam pjevam tvome Imenu:
51 Han gjør frelsen stor for sin konge, og han gjør miskunnhet mot sin salvede, mot David og mot hans ætt til evig tid.
umnožio si pobjede kralju svojemu, pomazaniku svome milost si iskazao, Davidu i potomstvu njegovu navijeke.”
