2 Samuel 22
1 David kvad denne sang for Herren den dag da Herren hadde utfridd ham av alle hans fienders hånd og av Sauls hånd.
A thunkha cungkuem kut lamkah oe, Saul kut lamkah BOEIPA loh anih a huul hnin vaengah, David loh BOEIPA taengah hekah laa lung he a thui.
2 Og han sa: Herren er min klippe og min festning og min redder,
Te vaengah, “BOEIPA tah ka thaelpang neh ka rhalvong neh kai ham tah kai aka hlawt la om.
3 min klippefaste Gud, som jeg setter min lit til, mitt skjold og min frelses horn, min borg og min tilflukt, min frelser; fra vold frelser du mig.
Ka lungpang Pathen amah dongah ni ka ying, ka photling neh khangnah ki, ka imsang neh ka thuhaelnah, khangkung loh kai he kuthlahnah lamloh nan khang.
4 Jeg påkaller den Høilovede, Herren, og blir frelst fra mine fiender.
Thangthen ham tueng BOEIPA te ka khue dongah ka thunkha rhoek taeng lamloh ng'khang.
5 Dødens bølger omspente mig, fordervelsens strømmer forferdet mig.
Dueknah tuiphu loh kai n'li tih, aka muen soklong loh n'sak he.
Saelkhui kah rhui loh kai m'ven tih, dueknah hlaeh loh kai m'mah. (Sheol h7585)
7 I min trengsel påkalte jeg Herren, og jeg ropte til min Gud; han hørte fra sitt tempel min røst, og mitt skrik kom for hans ører.
Ka kho a bing vaengah BOEIPA te ka khue tih ka Pathen taengah ka pang. Te vaengah ka pang ol Te a bawkim lamloh a hna neh a yaak.
8 Da rystet og bevet jorden, himmelens grunnvoller skalv, og de rystet; for hans vrede var optendt.
Te vaengah diklai te tuen la tuen tih hinghuen. Anih taengah a sai dongah vaan kah a yung Te tlai tih tuen.
9 Det steg røk op av hans nese, og fortærende ild fra hans munn; glør brente ut av ham.
A hnarhong lamkah hmaikhu thoeng tih, a ka lamkah hmai loh a laeh vaengah hmai-alh khaw tak.
10 Og han bøide himmelen og steg ned, og det var mørke under hans føtter.
Te phoeiah vaan a koiloep tih, a suntlak vaengah yinnah tah a kho hmuila pawk.
11 Og han fór på kjeruber og fløi, og han lot sig se på vindens vinger.
Cherub dongah ngol bal tih a ding vaengah khohli phae sola phoe.
12 Og han gjorde mørke til skjul rundt omkring sig, vannmasser, tykke skyer.
A kaepvai khohmuep neh khomong khomai dongkah tui tun Te dungtlungim la a khueh.
13 Frem av glansen foran ham brente gloende kull.
Amah hmaikah a aa loh a hmai-alh te a dom.
14 Herren tordnet fra himmelen, den Høieste lot sin røst høre.
BOEIPA Te vaan lamloh a kawk vaengah Khohni loh a ol a huel.
15 Og han utsendte piler og spredte dem omkring - lyn og forvirret dem.
Thaltang a kah tih amih te a taekyak phoeiah, amih Te rhaek neh a khawkkhek la a khawkkhek.
16 Da kom havets strømmer til syne; jordens grunnvoller blev avdekket ved Herrens trusel, for hans neses åndepust.
BOEIPA kah tluungnah neh a hiil dongkah a thintoek yilh loh lunglai kah yung hoep tih sokca tuipuei khaw tueng.
17 Han rakte sin hånd ut fra det høie, han grep mig; han drog mig op av store vann.
A sang lamloh yueng uh tih tui dueng khui lamkah kai he n'tuuk tih n'doek.
18 Han fridde mig ut fra min sterke fiende, fra mine avindsmenn; for de var mig for mektige.
Kai ham tah tlung uh dae ka thunkha hlangtlung neh ka lunguet taeng lamkah kai n'huul.
19 De overfalt mig på min motgangs dag; men Herren blev min støtte.
Ka rhainah hnin ah kai m'mah uh cakhaw BOEIPA tah kai ham tukcawt longkhawn la om.
20 Og han førte mig ut i fritt rum; han frelste mig, for han hadde behag i mig.
Kai khuiah a naep dongah kai he hoengpoeknah la kai n'khuen tih n'pumcum sak.
21 Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, han betalte mig efter mine henders renhet.
Ka duengnah bangla BOEIPA loh kai n'thung tih, ka kut kah a cimcaihnah vanbangla kamah taengla ham mael coeng.
22 For jeg tok vare på Herrens veier og vek ikke i ondskap fra min Gud;
BOEIPA kah longpuei te ka ngaithuen tih ka Pathen taeng lamloh ka poehlip van pawh.
23 for alle hans lover hadde jeg for øie, og fra hans bud vek jeg ikke,
Amah kah laitloeknah boeih te tah a laitloeknah bangla ka hmaiah ka khueh tih a khosing lamloh ka phael pawh.
24 og jeg var ulastelig for ham og voktet mig vel for min synd.
A hmaiah cuemthuek la ka om tih ka thaesainah lamkah khaw ka cue uh.
25 Og Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, efter min renhet for hans øine.
A mikhmuh kah ka duengnah, ka cimcaihnah vanbangla BOEIPA loh ka taengah han thuung coeng.
26 Mot den fromme viser du dig from, mot den rettvise stridsmann viser du dig rettvis,
Hingcim taengah uepom la na om tih, cuemthuek hlangrhalh taengah na cungkuem coeng.
27 mot den rene viser du dig ren, mot den forvendte viser du dig vrang.
Aka meet uh taengah na meet uh tih, voeldak te tah na hnueih.
28 Elendige folk frelser du, men dine øine er mot de overmodige; dem fornedrer du.
Pilnam mangdaeng te na khang tih, na mikhmuh kah aka pomsang rhoek te na kunyun sak.
29 For du er mitt lys, Herre, og Herren opklarer mitt mørke.
BOEIPA namah tah ka hmaithoi la na om tih, ka hmaisuep khaw BOEIPA loh a tue coeng.
30 For ved dig stormer jeg løs på fiendeskarer, ved min Gud springer jeg over murer.
Namah nen tah caem khaw ka poeng tih, ka Pathen nen tah pangbueng khaw ka poe thai.
31 Gud, hans vei er fullkommen; Herrens ord er rent, han er et skjold for alle dem som setter sin lit til ham.
Pathen tah a longpuei khangmai tih, BOEIPA kah olthui a cimcaih dongah anih khuiah aka ying boeih ham tah photling la a om pah.
32 For hvem er Gud foruten Herren, og hvem er en klippe foruten vår Gud?
BOEIPA phoeikah Pathen Te unim? Mamih kah Pathen phoeiah tah unim lungpang bal?
33 Gud, han er mitt sterke vern og leder den ulastelige på hans vei.
Ka lunghim Pathen tah ka thadueng la om tih, amah kah longpuei Te ka longpuei ham a khangmai la khueh.
34 Han gir ham føtter likesom hindene og stiller mig på mine høider.
Ka kho sayuk kho bangla a khueh tih, ka hmuensang ah kai m'pai sak.
35 Han oplærer mine hender til krig, så mine armer spenner kobberbuen.
Ka kut he caemtloek ham a cang tih ka ban loh rhohum lii khaw a phuk thai.
36 Og du gir mig din frelse til skjold, og din mildhet gjør mig stor.
Namah kah daemnah photling Te ka taengah nam paek tih, namah kah kodonah neh kai nan ping sak.
37 Du gjør rummet vidt for mine skritt under mig, og mine ankler vakler ikke.
Ka kungdak kah ka kholaeh khaw na aeh dongah ka kho paloe pawh.
38 Jeg vil forfølge mine fiender og ødelegge dem, og jeg vender ikke tilbake før jeg har gjort ende på dem.
Ka thunkha rhoek te ka hloem tih, ka mitmoeng sak vaengah amih ka khah hlanah ka balkhong moenih.
39 Jeg gjør ende på dem og knuser dem, så de ikke kan reise sig; de faller under mine føtter.
Amih te ka khah tih ka phop daengah ni thoo uh thai pawt tih ka kho tangah a bakop uh.
40 Og du omgjorder mig med kraft til krig, du bøier mine motstandere under mig.
Caemtloek ham khaw kai he thadueng nan vah sak tih, kai aka tlai thil rhoekTe kamah hmuila na koisu.
41 Og mine fiender lar du vende mig ryggen, mine avindsmenn utrydder jeg.
Te dongah ka thunkha rhoekTe kai taengah a rhawn na duen sak tih, ka lunguet khaw ka biit.
42 De ser sig om, men der er ingen frelser - efter Herren, men han svarer dem ikke.
BOEIPA taengah khaw pang uh coeng dae khang voel pawt tih, amih Te doo voel pawh.
43 Og jeg knuser dem som jordens støv; jeg sønderknuser dem, tramper dem ned som søle på gatene.
Te dongah amih Te diklai laipi bangla ka neet tih, long kah tangnong bangla ka tip sak phoeiah ka nulh.
44 Og du redder mig fra mitt folks kamper, du bevarer mig til å være hode for hedninger; folkeferd som jeg ikke kjenner, tjener mig.
Ka pilnam kah tuituknah khui lamkah khaw kai nan hlawt. Namtom kah a lu la kai nan hloe dongah ming pawt pilnam loh kai taengah thotat.
45 Fremmede kryper for mig; bare de hører om mig, blir de mig lydige.
Kholong ca rhoek loh kai taengah mai a tum uh tih, a hna neh a yaak hamla ka ol a hnatun uh.
46 Fremmede visner bort og går bevende ut av sine borger.
Kholong ca rhoek loh tahah uh tih, a vongtung khui lamloh yingyet uh.
47 Herren lever, og priset er min klippe, og ophøiet er min frelses klippefaste Gud,
BOEIPA kah hingnah dongah ka lungpang tah a yoethen pai tih, kai ham daemnah lungpang Pathen tah pomsang pai saeh.
48 den Gud som gir mig hevn og legger folkeferd under mig,
Pathen loh kai hamla tawnlohnah a paek tih, pilnam Te kai kungdak la a suntlak sak.
49 og som fører mig ut fra mine fiender; over mine motstandere ophøier du mig, fra voldsmannen redder du mig.
Ka thunkha rhoek taeng lamkah kai nan poh, kai aka tlai thil rhoek kah a sola kai nan pomsang bal. Hlang kah kuthlahnah lamkah kai nan huul.
50 Derfor vil jeg prise dig, Herre, blandt hedningene og lovsynge ditt navn.
Te dongah BOEIPA nang Te namtom taengah kan uem vetih na ming te ka tingtoeng ni.
51 Han gjør frelsen stor for sin konge, og han gjør miskunnhet mot sin salvede, mot David og mot hans ætt til evig tid.
A manghai kah khangnah imsang tah len pai. Te dongah ni sitlohnah he a koelh taengah khaw, David neh a tiingan taengah khaw kumhal duela a saii pah,” a ti.
