1 Peters 2
1 Avlegg derfor all ondskap og all svik og også hykleri og avind og all baktalelse,
Aa ie fa napoke ze fonga filoa-tiñake, ze hene famañahiañe naho hasoa-piatrefañe naho ty fihàñañe vaho ze fañinjeañe iaby,
2 og lenges som nyfødte barn efter den åndelige uforfalskede melk, forat I kan vokse ved den til frelse,
manahake te ajaja-mena, salalao ty ronono hiringiri’ i tsaray, hitomboa’ areo amy rombakey,
3 så sant I har smakt at Herren er god!
kanao fa nitsopeke ty hasoa’ i Talè,
4 Kom til ham, den levende sten, som vel blev forkastet av mennesker, men er utvalgt og kostelig for Gud,
naho nimb’ama’e, i Vato veloñe nado’ ondatio fe jinobon’ Añahare vaho toe sarotse ama’ey,
5 og bli også I opbygget som levende stener til et åndelig hus, et hellig presteskap til å frembære åndelige offer, som tekkes Gud ved Jesus Kristus.
le ampitroareñe ka nahareo vato veloñeo, ho anjomban’ arofo, naho fisoroñañe miavake, hañenga soron’ arofo non’ Añahare añam’ Iesoà Norizañey.
6 For det heter i Skriften: Se, jeg legger i Sion en hjørnesten, utvalgt, kostelig, og den som tror på ham, skal ingenlunde bli til skamme.
Ty amy pinatetse an-tsokitse masiñe ao: Ingo, apoko e Tsione ao ty vaton-kotsoke jinoboñe, vaton-kotsoke sarotse, le tsy ho salatse ty miato ama’e.
7 Eder altså som tror, hører æren til; men for de vantro er den sten som bygningsmennene forkastet, blitt til hjørnesten og snublesten og anstøtsklippe,
I hasarota’ey ho ama’ areo mpiatoo, fe amo manjehatseo le: Nivalike ho vato-kotsoke i vato nado’ o mpandranjioy.
8 disse som snubler ved sin vantro mot ordet; dertil er de og satt.
naho ty hoe: Ty vato mahatsikapy naho ty vato mahasirìka. Tsikapie’ i tsaray o mpanjehatseo; fa izay ty nanendreañe iareo.
9 Men I er en utvalgt ætt, et kongelig presteskap, et hellig folk, et folk til eiendom, forat I skal forkynne hans dyder som kalte eder fra mørke til sitt underfulle lys,
Fe tariratse jinoboñe nahareo, firimboñam-pisoroñe aman-kasy, fifeheañe miavake, famosora nambahañe ho hanaña’e, hitaroñe ty hasoa’ i nikanjy anahareo hiakatse i ieñey ho ami’ty fireandreaña’e fanjakay.
10 I som fordum ikke var et folk, men nu er Guds folk, I som ikke hadde funnet miskunn, men nu har fått miskunn.
Amy t’ie tsy nifamosorañe taolo, fe famosoran’ Añahare henaneo; tsy nitretrezeñe fe iferenaiñañe henaneo.
11 I elskede! jeg formaner eder som fremmede og utlendinger at I avholder eder fra de kjødelige lyster, som strider mot sjelen,
O ry noroko, osiheko hoe t’ie ambahiny naho mpañialo, ty hifoneñe amo raha mahatsontso’ i nofotseio naho mifañotakotak’ am-betsevetse ao.
12 så I lar eders ferd iblandt hedningene være god, forat de mens de baktaler eder som ugjerningsmenn, kan se eders gode gjerninger og for deres skyld prise Gud på besøkelsens dag.
Mañaveloa an-kavañonañe amo kilakila’ ndatio, ie mañarinjèñe anahareo hoe tsy vokatse, naho misamba o sata soa’ areoo, ro handrenge an’ Andrianañahare amy androm-pitilihañey.
13 Vær derfor all menneskelig ordning undergitt for Herrens skyld, enten det nu er kongen som den høieste,
Aa le miandalia amy ze fifelehañe noriza’ ondatio, ty amy Talè; naho ty mpanjaka, amy te manandily;
14 eller landshøvdinger som utsendinger fra ham til straff for ugjerningsmenn, men til ros for dem som gjør godt.
naho o ragovao amy t’ie nirahe’e handilo o manao ratio vaho handrenge o manao soao.
15 For således er det Guds vilje at I ved å gjøre det gode skal målbinde de uvettige menneskers vankundighet,
Izay ty satrin’ Añahare, t’ie mitolon-kasoa ro hampitsiñe ty habahimoa’ ondaty seretseo,
16 som frie, og ikke som de som har friheten til ondskaps skjul, men som Guds tjenere.
toe haha nahareo, le ko atao fandrongonan-karatiañe i fidadàñey, fa iambaneo kanao mpitoron’ Añahare.
17 Ær alle, elsk broderskapet, frykt Gud, ær kongen!
Hene iasio, kokò o rolongoo, mañeveña aman’ Añahare, iasio i mpanjakay.
18 I tjenere! vær eders herrer undergitt i all frykt, ikke bare de gode og rimelige, men også de vrange!
Ry mpitoroñeo, iambaneo o tompo’ areoo am-pañeveñañe àmpoñe, tsy t’ie soa naho lem-po avao, fa o mengokeo ka.
19 For dette finner nåde, om nogen av samvittighet for Gud finner sig i sorger når han lider urettferdig.
Inao ty mañeva isoke, t’ie mpañeveñe aman’ Añahare, ro mifeake sotry te ampisoañeñe tsy aman-katò.
20 For hvad ros er det om I er tålmodige når I synder og får straff for det? Men om I er tålmodige når I gjør det gode og allikevel må lide, da finner dette nåde hos Gud.
Ino ty tombo’e t’ie mahafifeake lafa ty amo tahiñeo? Ie manao soa te ampisoañeñe vaho mifeak’ am-pahaliñisañe, le hisohen’ Añahare.
21 For dertil blev I og kalt, fordi også Kristus led for eder og efterlot eder et eksempel, forat I skal følge efter i hans fotspor,
Inao ty nikanjiañe anahareo, kanao nijalea’ i Norizañey, itsikombeo, hañoriha’ areo o lia’eo.
22 han som ikke gjorde synd, og i hvis munn det ikke blev funnet svik,
Ie tsy nanan-tahiñe, naho tsy nioniñe am-palie’e ty famañahiañe,
23 han som ikke skjelte igjen når han blev utskjelt, ikke truet når han led, men overlot det til ham som dømmer rettferdig;
le ie nonjireñe, tsy namale añ’ ònjitse; ie nijale tsy nañebañe, fe nitolom-piato amy Mpizaka an-katòy.
24 han som bar våre synder på sitt legeme op på treet, forat vi skal avdø fra våre synder og leve for rettferdigheten, han ved hvis sår I er lægt.
Ie ty nivave o hakeon-tikañeo am-pañòva’e an-katae ajale eo, hampihomaheñe o tahiñeo soa te ho veloñe an-kavañonañe tika, fa o fere’eo ro mahajangañe anahareo.
25 For I var villfarende som får, men har nu omvendt eder til eders sjelers hyrde og tilsynsmann.
Ie nitolom-panjike hoe añondry, fe nitampoly amy Mpiarake naho Mpisari’ o arofo’ areooy henaneo.
